Det er efterhånden et par år siden, at man begyndte at tale om den nye generation af SD-kort, der ved hjælp af den nyeste standard, SDXC, understøtter op til to terabyte hukommelse og læse/skrive-hastigheder på op til 300 megabyte/s.
En ting er naturligvis de potentielle specifikationer på de små kort, noget andet er de produkter, der rent faktisk kan købes i dag.
Der er derfor endnu en del arbejde, inden mulighederne med SDXC for alvor bliver realiseret, men på dette års CES-messe i Las Vegas, ser SD-kortene ud til at tage et stort skridt frem.
Eksempelvis har firmaet Lexar netop præsenteret 128GB-kort, der understøtter dataoverførsler på op til 20MB/s.
På sidste års CES var det Toshiba, der lagde sig i spidsen med det første 64GB-kort i industrien.
Koster en mindre formue
Inden du skynder dig at hive tegnebogen frem for at investere i et af de nye 128GB-kort, er det dog nok en god idé lige at tjekke prisen først.
Lexar har meddelt, at hukommelseskortet kommer til at koste hele 700 dollars, omkring 4.000 kroner.
Dermed bliver det i første omgang nok først og fremmest professionelle fotografer og lignende, der kommer til at investere i Lear-kortet og kort med samme kapacitet, som andre producenter vil lancere i den kommende tid.
Ifølge SD Association vil et 2TB SDXC-kort kunne indeholde omkring 100 HD-film, 480 timers HD-optagelser eller 136.000 billeder i høj opløsning.