Test: Trådløse hørebøffer fra Philips giver god lyd til prisen

Philips SHB9001 er bluetooth-hovedtelefoner, du har råd til. De har udmærket lyd og et enkelt design. Men ikke alt er godt. Læs vores anmeldelse af hørebøfferne her.

Test: Trådløse hørebøffer fra Philips giver god lyd til prisen

Her på PC World elsker vi trådløse bluetooth-hovedtelefoner. Fordi de er trådløse.

Det bedste, der kan siges om mange af de modeller, der findes på markedet, er nemlig, at de er trådløse. 

Ofte halter lydkvaliteten fælt bagefter, når lyden skal transporteres igennem luften ved hjælp af bluetooth-teknologien. De trådløse er som oftest også ret kostbare, og som regel skal man lægge flere hundrede procent oven i prisen for at få lyd, der matcher et par trådede hovedtelefoner med tilsvarende vellyd.

Ofte skal man over 1.000 kroner, før lyden er bare tilnærmelsesvis god. Men det kan godt gøres billigere. Det er Philips' SHB9001 hovedtelefoner til omkring 700-800 kroner et godt eksempel på.

Hovedtelefonerne benytter sig af Philips FullSound teknologi, der er udviklet for at forbedre lydoplevelsen, når man lytter til musik, der er komprimeret i for eksempel MP3-formatet.

Lyden i SHB9001 er da også ganske udmærket. Den er på ingen måde fremragende, men for den mindre audiofile lytter, der gerne vil høre musik på farten og slippe for ledninger, er lyden fuldt ud acceptabel med en høj bas og en rimelig detaljeret lydgengivelse.

Gennemført plastik

Vores førstehåndsindtryk af SHB9001 var, at de føles lidt plastic-agtige og billige. Alt er plastic, og ørepuderne føles lidt stive i det, og det samme gør knapperne på siderne til at betjene lyden med. Men derudover kan vi ret godt lide designet, der er helt enkelt og diskret.

Hovedbøjlen sidder tæt ind til hovedet, og hovedtelefonerne sidder godt fast på ørerne, så man aldrig er nervøs for, om de falder af. Og på trods af de lidt stive ørepuder er de faktisk - til vores store overraskelse - ret behagelige at have på. Også i længere tid af gangen.

Plasticdesignet har desuden den fordel, at hovedtelefonerne ikke er ret tunge. Med en vægt på 154 gram vejer de mindre end en pose Matador Mix, og vi tænker faktisk ikke over, at de er tungere end et par almindelige hovedtelefoner på samme størrelse.

Selv om ørepuderne ikke er store nok til at omkranse ørerne, afskærmer de ret godt for baggrundsstøj, så du ikke behøver at skrue lydstyrken op på høreskadeniveau, når du bruger dem i støjende omgivelser som i bussen eller S-toget.

Uimponerende rækkevidde

Foruden lydkvaliteten er bluetooth-teknologiens store akilleshæl den trådløse rækkevidde. De fleste producenter lover en rækkevidde på op til 10-15 meter. Men det er ofte kun indendørs, og uden at der er noget, der blokerer for signalerne igennem luften. Lige så snart, man træder udenfor, er rækkevidden væsentligt lavere. 

Desuden er signalerne meget følsomme over for forstyrrelser fra andre trådløse enheder. Især i områder med tung trafik og tæt bebyggelse skal man være opmærksom på, at der kan opstå signalforstyrrelser i den trådløse transmission, hvilket kan resultere i korte udfald i lyden. 

De korte udfald er desværre også noget, vi oplever med SHB9001. Især på cykel igennem det indre København og ved andre trafikale knudepunkter oplevede vi de omtalte udfald. De varer sjældent mere end et sekund af gangen, og de forekommer forholdsvis sjældent - så det er til at leve med. Men det gælder om at placere mobiltelefonen så tæt på hovedtelefonerne som muligt. En lomme i en skuldertaske går an, men en brystlomme er bedre. 

Så længe du befinder dig indendørs, i en bil, bus eller tog, er der slet ikke de samme problemer. Så vi lader SHB9001 bestå på det område. Men det er også kun lige bestået. 

Masser af strøm

Batterilevetiden i SHB9001 er fremragende. 17 timers trådløs musiklytning lover producenten. Vi har ikke efterprøvet løftet, men vi har i hvert fald ikke haft nogen problemer med at bruge høretelefonerne flere dage uden opladning, som foregår ved hjælp af et mini-USB-stik.

Og hvis du skulle komme ud for, at strømmen går, er det faktisk muligt at tilslutte en ledning og bruge dem som et par almindelige trådede hovedtelefoner uden strøm. Det er også praktisk, hvis du skal ud at flyve, og derfor ikke kan have bluetooth-radioen tændt. 

Ledningen er også praktisk af andre årsager. Når lyden bliver overført igennem luften ved hjælp af bluetooth, forekommer der nemlig en kort forsinkelse på cirka et halvt sekund, før lyden lander i hovedtelefonernes højtalere. Derfor giver ledningen mulighed for at bruge hovedtelefonerne, når du ser film eller spiller spil på din computer, hvor lyden ellers ville komme med en forsinkelse i forhold til det, der sker på skærmen.

Gode hørebøffer til prisen

Hovedtelefonerne kan også bruges som trådløst headset til telefonopkald, så du ikke behøver at tage hovedtelefonerne af og mobilen op af lommen, hvis du modtager et opkald.

Vores indtryk er, at mikrofonen opfanger din stemme ganske glimrende selv i støjende omgivelser, og lyden fra den anden ende af opkaldet går klart igennem i højtalerne.

Alt i alt er vi ret glade for SHB9001 hovedtelefonerne.

De er ikke de bedste, vi har prøvet, rent lydmæssigt, og den trådløse rækkevidde har sine svagheder. Men det diskrete design, den lave vægt og den høje bærekomfort trækker op i bedømmelsen.

Og så er prisen overkommelig for de fleste, der gerne vil slippe for ledninger og ikke stiller de allerstørste krav til lydkvaliteten.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere