Test: TDC Play er sympatisk men besværlig at bruge

Play dumper på teknik, men vinder lidt på indhold. Vi har testet TDC's gratis musiktjeneste.

Test: TDC Play er sympatisk men besværlig at bruge

Hvis du er en af de mange danskere, der er kunde hos TDC, har du adgang til musiktjenesten TDC Play. Men hvis du endnu ikke har benyttet dig af den gratis tjeneste, er du ikke den eneste. 

I hvert fald har Anders Panum Jensen fra TDC Public Affairs tidligere udtalt til Computerworld, at det har været op ad bakke at få selskabets kunder til at benytte sig af musiktjenesten. Ifølge Anders Panum Jensen havde Play en kundedækning på omkring 20 procent, da Computerworld talte med ham for et år siden.

Og det er måske ikke så mærkeligt, at kunderne svigter. Vores indtryk af Play efter at have testet løs i en uges tid er nemlig, at tjenesten mildest talt er lidt tung at danse med.

Fungerer fint på web

TDC's musiktjeneste kan bruges på tre forskellige måder. Du kan streame musikken direkte fra internettet ved hjælp af en web-browser, du kan downloade musikken til computeren og afspille den ved hjælp af Windows Media Player, eller du kan overføre musikken til din mobiltelefon.

Web-delen, hvor du streamer musikken, er klart den mest velfungerende af de tre muligheder.

Al musikafspilning foregår i browseren, hvilket er en fordel, fordi det betyder, at du kan bruge Play på en hvilken som helst computer med adgang til internettet. Desværre virker siden lidt langsom og gumpetung, og vi savner en dedikeret Play musikafspiller, i lighed med den Telia eller Telenor benytter, men når først musikken spiller, sker det gnidningsfrit og uden ventetid.

Selve Plays web-interface er nemt at gå til. Finder du et album på siden, du har lyst til at høre, trykker du blot på afspil, og så popper der en afspilningsliste op i et nyt vindue, hvorfra du kan styre musikken.

Du kan gemme dine playlister på Play og dele dem med andre, ligesom du også kan se andre brugeres playlister i en såkaldt tag-cloud, hvor populære emneord som 'julefrokost', 'løbeturen' og 'fest' er særligt fremhævede.

Der er også en sektion med playlister, der er oprettet af kendte mennesker, og en sektion med tema-playlister, der eksempelvis indeholder julemusik. Desuden har siden en sektion med nyheder, hvor TDC kommer med anbefalinger til ny musik. 

I det hele taget er der gjort meget ud af at præsentere brugeren for Plays indhold på en indbydende måde - der er meget hjælp til de folk, der ikke på forhånd ved, hvad de vil høre.

Dansk musik er trumfkort

Hvad angår udvalget af musik, er det tydeligt, at Play især ønsker at fremhæve udvalget af dansk musik. 

Forsiden bugner af danske kunstnere og musikudgivelser som Giro 413, Shu-bi-dua, Medina, Kandis og Tommy Seebach. Så hvis du er glad for musik, du kan synge med på, uden du behøver at have haft engelsk i skolen, vil udvalget af musik helt sikkert falde i din smag.

Den udenlandske musik er der skam også, og udvalget er stort. Det kan ikke helt måle sig med det, du eksempelvis finder hos Spotify, men det vil være tilfredsstillende for de fleste. 

Besværlig download

Hvis du ikke har lyst til at streame musikken direkte fra internettet, har du mulighed for at downloade den. Det skulle være ret smart, da det jo betyder, at du kan have musikken liggende lokalt på din pc, så du ikke behøver bekymre dig om, hvorvidt du er online eller ej. 

Desværre benytter Play sig af et beskyttet format til filerne, Microsofts DRM 8. Og problemet med beskyttede filer er, at det til tider kan være lidt besværligt at få dem til at spille. Desuden virker det kun på Windows pc'er. 

På den første pc, som vi testede Play på, en maskine med Windows XP og et par år på bagen, måtte vi helt opgive at få det til at virke. Og det endda på trods af at vi fulgte vejledningen til punkt og prikke og oven i købet fik hjælp fra TDC samt vores egen it-afdeling. På en anden pc af nyere dato og med Windows 7 virkede det dog uden nævneværdige problemer. 

Hvilket af de to scenarier, der er normalen, kan vi ikke vurdere, men selv hos TDC indrømmer de, at Microsofts DRM-format til tider kan være lidt vanskeligt at lege med. 

Den musik, du downloader, bliver leveret i en zip-fil. Det betyder, at du selv skal ind i Windows' stifinder og pakke filen ud og så derefter selv tilføje musiknumrene til dit Windows Media Player bibliotek, hvilket er ret omstændeligt. 

De formildende omstændigheder er selvfølgelig, at du kun er nødt til at gøre det én gang. Men det virker ærlig talt lidt gammeldags, at TDC ikke har udviklet sin egen musikafspiller eller skrevet et stykke software, der kan automatisere processen med at overføre musikken til Windows Media Player. 

Mobile skærmydsler

Med TDC Play har du mulighed for at tage musikken med dig på mobiltelefonen på tre forskellige måder. 

Den første metode er at downloade numrene direkte fra mobilen. Enten ved hjælp af et link i en sms eller direkte fra mobilens web-browser.

Det virkede fint nok, de første to gange vi prøvede, men tredje gang fik vi lige pludselig at vide, at vores abonnement ikke gav adgang til Play på mobilen.

Hvad fejlen skyldtes, ved vi ikke, men under alle omstændigheder syntes vi, at denne metode virkede lidt besværlig, da det tilsyneladende kun var muligt at hente et enkelt nummer ad gangen. 

En anden mulighed for at få musik over på mobilen er ved at downloade filerne til din pc og så overføre dem ved hjælp af et kabel. Den metode kalder TDC for Fasttrack. 

Af en eller anden grund skal du først tilmelde dig den service, men det klares dog forholdsvis nemt ved at indtaste mobilnummer og åbne en sms. 

Når det er gjort, kan du vælge at klikke 'hent til mobil', hvorefter en zip-fil bliver downloaded, hvorfra indholdet skal overføres til mobilen. Desværre oplevede vi, at den downloadede zip-fil var tom. Og så kom vi ikke rigtigt videre. 

Det er muligt, at vi har været meget uheldige med de problemer, vi er stødt ind i. Men vores generelle indtryk er, at det er lidt af en sejtrækker at få TDC's musik til at spille på mobilen. 

Det er det selv for os, som er ganske erfarne pc- og mobilbrugere. Og vi ville gå ned med stress, hvis vi nogen sinde blev bedt om at forklare vores gamle mor, hvordan hun får Giro 413 på mobilen ved hjælp af Play. 

Lovende Android App

Den tredje metode til at få musik på mobilen virker dog lidt mere lovende. Men den kræver, at du har en Android-telefon. TDC har nemlig udviklet en applikation til Android, hvorfra du kan streame musikken direkte fra internettet, på samme måde som du kan i web-delen af Play. 

Ligesom i web-interfacet er der gjort meget ud af at præsentere brugeren for Plays musikudvalg, så man kan lade sig inspirere, mens man sidder med mobilen i hånden. Og det ser faktisk meget lækkert og indbydende ud, når man bliver mødt med rækker af album-covers, man kan bladre rundt i og vælge til afspilning. 

Applikationen er stadig kun et beta-produkt, og der er da også god plads til forbedring. Blandt andet oplever vi i betaen, at der går umådelig lang tid, fra man trykker afspil, til musikken rent faktisk starter. Desuden oplevede vi ofte, at musikken hakkede, og at hele interfacet føltes meget sløvt i perioder. 

Endnu er det heller ikke muligt at spole i musiknumrene eller gøre dem tilgængelige offline. 

Forhåbentlig bliver der rådet bod de forskellige skavanker, inden TDC fjerner betaskiltet fra applikationen. I så fald vil TDC Play være en af de bedre mobile musiktjenester til Android. 

Har du derimod en iPhone, må du væbne dig med tålmodighed. På nuværende tidspunkt virker Play nemlig ikke på den populære æblefon. TDC oplyser, at firmaet arbejder på sagen, men ikke kan komme med nogen løfter, "da der er mange interne og eksterne afhængigheder (at tage højde for, red.)".

Godt det er gratis

Hvis vi virkelig skal fremhæve noget ved TDC Play, som vi synes godt om, så er det, at tjenesten er gratis, hvis du er kunde hos TDC.

Du smider altså ikke penge ud af vinduet på at få adgang til de seks millioner musiknumre, TDC hævder, at Play gemmer på. 

Til gengæld dumper Play på brugervenlighed. Der er simpelthen så mange forhindringer undervejs, og vi bliver hurtigt trætte af at hente DRM-licenser, Active-X objekter, opdateringer til Windows Media Player, oprette forskellige bruger-profiler, udpakke zip-filer og så videre.

Hvis du er tilfreds med at streame musikken over internettet i din computers web-browser, slipper du dog for meget af det ovennævnte besvær. Android-applikationen virker lovende, om end der stadig mangler at blive afrundet et par skarpe hjørner, før vi vil betegne den som rigtig god. Og som et gratis supplement til dit telefonabonnement er Play fortrinligt. 

Hvis du derimod ikke har noget imod at smide lidt ekstra klejner i dåsen, får du hos eksempelvis Telenor med selskabets WiMP et produkt, der er langt bedre end TDC's gratis tjeneste.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere