Artikel top billede

Foto: Povl D. Rasmussen (Foto: Povl D. Rasmussen)

TDC skrider nu ind i sag om fiberkabel til Læsø

Teleselskabet TDC er dybt forundret over, at den statslige virksomhed Energinet.dk vil lægge et fiberkabel ud til Læsø. TDC har nemlig et kabel til øen i forvejen, oplyser selskabet.

"Vi undrer os så meget over denne sag, at vi vil gå videre med den, og vi vil også kigge på de juridiske aspekter af den."
  
Sådan siger chef for public affairs hos TDC, Anders Thomsen, om en sag, der udspiller sig på Læsø.
 
Sagen drejer sig om et fiberkabel, som borgmesteren på Læsø, Torben Wrichsberg Nielsen fra Læsø Listen, ønsker, at der bliver lagt ud til øen.
 
Det skal ske, når den statslige virksomhed Energinet.dk til august næste år lægger et el-søkabel fra Jylland til Læsø. Dermed bliver det billigere at lægge fiberkablet ned, end hvis det bliver gjort på et andet tidspunkt.
 
Energinet.dk er med på ideen og er inde i de afsluttende forhandlinger med kommunen. Parterne arbejder på at finde en udbyder, der kunne være interesseret i at leje sig ind på kablet. Borgmesteren fremhæver selv fiberselskabet Bredbånd Nord som en oplagt udbyder.
 
Men hele operationen vækker stor undren hos TDC, for teleselskabet har allerede et fiberkabel, der går fra Jylland til Sverige via Læsø, fortæller Anders Thomsen.
 
"Vi undrer os meget over, at staten via et statsligt selskab (Energinet.dk, red.) vil lægge et fiberkabel ned, når vi allerede har et fiberkabel til Læsø og så vil de tilmed leje det ud på kommercielle vilkår i direkte konkurrence med os som privat udbyder," siger Anders Thomsen og tilføjer:
 
"Nu må staten vænne sig til, at telemarkedet er liberaliseret og privatiseret."
 
Det er dog ikke det eneste aspekt i sagen, som han stiller sig undrende over for. Han finder det yderligere betænkeligt, at Læsø Kommune med borgmesteren i spidsen har kastet sig ind i sagen.
 
"Det undrer os samtidig, at staten gør det i samarbejde med Læsø Kommune, da en kommune jo har svært ved at involvere sig i bredbåndsinfrastruktur, hvad der også er kommet afgørelser om. Vi undrer os derfor meget over, hvad det er, der foregår i den sag," forklarer Anders Thomsen.
 
Energinet.dk ikke bekendt med TDC-kablet
Eldivisionsdirektør Torben Glar Nielsen fra Energinet.dk fortæller, at han ikke er bekendt med TDC's fiberkabel til Læsø.

Han er dog bekendt med et fiberkabel til Sverige, som Energinet.dk lejer sig ind på for at sikre kommunikationen mellem energivirksomhederne i Danmark og Sverige.
 
"Jeg er blevet orienteret om, at vi lejer os ind på et kabel fra Danmark til Sverige. Det er et kabel, som ikke er vores, og som leverer kommunikation mellem Jylland og Sverige. Jeg er ikke klar over, om det er TDC's kabel, men jeg mener, at det går udenom Læsø," siger Torben Glar Nielsen og fortsætter:
 
"Det er sådan, som jeg har fået det oplyst, og ellers tror jeg ikke, at borgmesteren og de andre vil efterspørge det, hvis de i forvejen havde en mulighed."
 
Torben Glar Nielsen fortæller, at Energinet.dk har behov for et fiberkabel til Læsø, fordi virksomheden skal bruge det til at kommunikere med elsystemerne på øen. 
 
Men Energinet.dk kan godt spare de 1,5 millioner kroner, som det koster at lægge kablet ned, lyder det fra TDC.
 
"Vi har et fiberkabel, og de kan henvende sig og forhøre sig om, hvorvidt der er plads på kablet til deres behov. Det er jeg ret overbevist om, at der er. Dermed behøver de slet ikke lægge et fiberkabel ned, og så sparer de halvanden millioner kroner. Det må også være i samfundets interesse, at staten ikke brænder pengene unødigt af," siger Anders Thomsen.

TDC: Staten går ind og konkurrerer

Energinet.dk har igennem sit selskab Fibertransmission A/S fibernet i Danmark, men ifølge Torben Glar Nielsen påvirker virksomheden ikke det private telemarked.
 
"Vi lægger ikke meget fiber ned sammenlignet med de store aktører. Det er ganske få kilometer om året, og vi ser os ikke som en spiller i det marked. Jeg tror ikke, at hverken TDC eller Global Connect ser os som en spiller i det her marked," siger Torben Glar Nielsen.
 
Anders Thomsen mener dog, at Energinet.dk i den konkrete sag trænger ind på det private telemarked.
 
"Jeg er helt uforstående over for, hvordan han kan nå frem til, at det ikke er en indgriben, som påvirker det private, liberaliserede telemarked," siger Anders Thomsen.
 
Læsø Kommunes borgmester, Torben Wrichsberg Nielsen, fortalte torsdag til Computerworld, at han som et led i aftalen vil flytte alle kommunens bredbåndsaktiviteter over på det nye fiberkabel. Det er netop eksemplet på, at dette kabel er en indgriben i det private og liberaliserede telemarked, påpeger Anders Thomsen.
 
"Det (Energinet.dk's kabel, red.) er ikke en opgradering af det, som vi har, men det er en dublering af det, som vi har i dag, og de vil leje det ud til kunder, herunder Læsø Kommune. De går klart ind og konkurrerer, og Læsø Kommune er allerede fiberkunde hos os i dag," forklarer Anders Thomsen.
 
Ifølge Anders Thomsen har TDC fem fiberkunder på øen, hvoraf kommunen er den ene.

Der er deadline på mandag for, hvorvidt fiberkablet skal lægges ned sammen med søkablet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere