Læs også: Apache trækker sig fra Java-fællesskab i protest.
Computerworld News Service: Oracle har bedt Apache Software Foundation om at genoverveje sin beslutning om at forlade Java SE/EE Executive Committee samtidig med at virksomheden anerkender, at ASF er vigtig for Javas fremtid.
Apache Software Foundation offentliggjorde onsdag i et blogindlæg sin fratrædelse fra Java SE/EE Executive Committee.
Det skete med den begrundelse, at Oracle har for stor kontrol over Java.
"De kommercielle interesser hos en enkel part, Oracle, vil fortsætte med alvorligt at gribe ind i og give slagside til den ellers gennemsigtige styring af økosystemet," står der i blogindlægget fra ASF.
Et andet stridspunkt er de såkaldte field of use-begrænsninger, som Oracle har lagt på Java Technology Compatibility Kit, som ASF anvender til at teste compliance med Java-standarderne hos sin egen open-source Java run-time, Apache Harmony. Begrænsningerne blokerer for brugen af Harmony på mobilplatforme.
I et svar til Apache offentliggjort sent torsdag lyder der forsonlige toner fra en chef fra Oracle.
"I sidste måned gennominerede Oracle Apache til Java Executive Committee, fordi vi værdsætter deres aktive deltagelse og deres perspektiv på Java," skriver Adam Messinger, der er vice president for udvikling.
En del af processen
"Oracle har et ansvar om at bevæge Java fremad og om at vedligeholde Java-standardens ensartethed for de millioner af Java-udviklere og størstedelen af medlemmerne af Executive Committee er enige. Vi opfordrer Apache til at genoverveje sit standpunkt og forblive en del af processen om at bevæge Java fremad.
ASF og mange af dens open source-projekter er en vigtig del af det samlede Java-økosystem," skriver Messinger.
ASF sponsorerer da også over 100 open source-projekter, der på en eller anden måde har forbindelse til Java heriblandt applikationsserverne Tomcat og Geronimo.
Dette forsonende svar fra Oracle til Apache kan ses som en tilkendegivelse af, at virksomheden er klar over, at en manglende deltagelse fra Apache kan være til skade for Oracle Java-roadmap.
Læs også: Apache trækker sig fra Java-fællesskab i protest.
Oversat af Thomas Bøndergaard