Computerworld News Service: Der findes omkring 32 millioner sårbarheder i computere over hele verden, fordi brugerne ikke får opdateret deres software, lyder det fra sikkerhedsleverandøren Kaspersky Lab.
"Ved at undlade at installere de seneste opdateringer udsætter brugerne sig selv for en enorm risiko og gør arbejdet nemmere for de cyberkriminelle, der er ude på at udnytte sårbarhederne," siger Jimmy Fong fra Kaspersky Labs afdeling i Sydøstasien.
Rettet sårbarheder udnyttes vildt
"De manglende opdateringer forklarer, hvorfor exploits til sårbarheder, der allerede er blevet rettet, stadig er blandt de mest udbredte ondsindede programmer, som bliver fundet på computere rundt omkring," siger Jimmy Fong.
Kaspersky Lab understreger, at de cyberkriminelle ikke længere kun går efter systemer med Microsoft Windows, men også efter andre populære software-produkter som Adobes Flash Player og Adobe Reader.
"For at bekæmpe det problem, introducerede man et nyt produkt kaldet Adobe Updater, som automatisk downloader og installerer rettelser til programmer på brugerens computer. Problemet er, at den slags opdateringer bliver nyttesløse i forsvaret mod de cyberkriminelle, hvis ikke brugerne gør deres del og installerer de nyeste opdateringer," forklarer Jimmy Fong.
Basale regler
Ifølge Kaspersky Lab kan brugerne undgå infektioner, der stammer fra angreb mod ikke-opdateret software ved at følge nogle basale regler for computer-sikkerhed:
- Tjek jævnligt, om der er kommet opdateringer til software.
- Installer nye opdateringer med det samme.
- Lad være med at klikke på ukendte links eller åbne e-mails fra utroværdige afsendere.
- Anvend en browser med et indbygget filter til blokering af phishing-angreb og ondsindede hjemmesider, for eksempel Google Chrome, Mozilla Firefox eller Internet Explorer.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen