Mens der er kommet ny næring i sagaen om IT Factory-konkursen med Allan Vestergaards rolle som vidne i en ny retssag, sker der også noget på it-fronten.
For tyske Group Business Software der for halvandet år siden købte IT Factorys stort anlagt cloud-software for 5,9 millioner kroner i ruinerne på selskabets konkurs er der så småt kommet gang i forretningen.
Sidste år ved denne tid kunne tyskerne fortælle Computerworld, at de kun havde én eneste kunde på PaaS-softwaren, der oprindeligt blev bygget under Stein Baggers ledelse i IT Factorys kontorlokaler i Gentofte før konkursen i starten af december 2008.
Nu kan tyskerne prale af en kundeliste med 15 softwarehuse inden for eksempelvis ERP-, CRM- og DMS-udvikling, som i alt har yderligere otte slutbrugere på sin Platform-as-a-Service (PaaS), der går under navnet Group Live.
Det fortæller Groups marketingchef Andreas Richter til Computerworld om Group Live, der gik i luften og i skyen med softwaren i november 2009.
Ukendt omsætning
"Vores strategi fokuserer på to forskellige forretningsmodeller: Softwareselskaber, der bruger platformen til salg af løsninger som SaaS, og firmaer, der bruger platformen til at øge fleksibiliteten og sænke omkostningerne i deres egne datacentre," forklarer Andreas Richter.
Hvor mange mennesker, der i alt er i berøring med softwaren kan Andreas Richter dog ikke oplyse om, da Group Business Software ikke gemmer det samlede antal brugere i sit interne system.
Det fremgår heller ikke specifikt af tyskernes regnskab, hvor meget den tidligere IT Factory-software omsætter.
Men Group Business Software skriver i sit midlertidige regnskab for 2010, at der er blevet investeret yderligere 12 millioner kroner i den nye Group Live-division i år.
Group Business Softwares marketingchef Andreas Richter forklarer, at selskabet lige nu arbejder på at opgradere platformen med blandt andet en mere avanceret faktureringsfunktion og yderligere load balancing-egenskaber.
Flere priser til Group
Siden købet af IT Factory-softwaren, som Danske Bank vurderede til en værdi af otte milliarder kroner i Stein Baggers velmagtsdage, har tyskerne modtaget flere priser for sin cloud-software.
Det skete blandt andet i marts på Cebit-messen, hvor Initiative Mittelstand uddelte sin pris i produktkategorien Cloud Computing.
Tidligere på året kunne Group Business Software også modtage den europæiske CTO-pris på IBM-konferencen Lotusphere som det bedste software-produkt fra en europæisk IBM-partner.
Ved den lejlighed fortalte Groups danske udviklingschef Carsten Sjørup (tidligere udviklingschef hos IT Factory) i et åbenhjertigt interview til Computerworld, at Groups daværende platform bestod 80 procent af IT Factory-udviklet software.