Læs også: Sådan undgår vi offentlige it-brølere
En stribe igangværende it-projekter vil ende med stærke forsinkelser.
Det vurderer konsulenthuset Capgemini efter at have foretaget en gennemgang af nogle af de mest markante offentlige it-udbud i perioden 2008 til 2010.
"Forklaringen er, at der fortsat i mange tilfælde stilles alt for urealistiske krav til tidsplanen for implementeringen af projektet, og at leverandørerne under tilbudsgivningen har et incitament til at love tidsplaner, som er alt for risikable," siger direktør Jan Højlund fra Capgemini.
Han forklarer, at årsagen til de snævre tidsrammer skal findes i et politisk pres for at få projekterne hurtigt gennemført og manglende erfaring hos myndighederne med it-projekter.
Og endelig forventer man ofte efterbevillinger, vurderer han.
Leverandører springer i med begge ben
Leverandørerne på den anden side springer i med begge ben.
"Leverandørerne tør i mange tilfælde ikke sige fra af frygt for ikke at få opgaven, men satser i stedet på, at kunden bestiller ændringer undervejs. Dermed bliver kunden let gjort til medansvarlig for forsinkelsen," siger Jan Højlund.
I 2008 påpegede Rigsrevisionen, at der i offentlige digitaliseringsprojekter var mangler i planlægningen af projekterne.
Siden er Finansministeriet også kommet med en rapport, der skal forbedre udfaldet af de statslige it-projekter.
Forsinkelser svier
Men Capgeminis gennemgang af 10 store offentlige it-udbud i perioden 2008-2010 viser altså, at det formodentlig vil gå galt i fremtiden.
Og forsinkelserne er faktisk et stort problem, mener Jan Højlund.
"Det største problem ved forsinkelser er sjældent leveringsdatoen i sig selv men derimod det forhold, at projektet bliver forsinket. I mange tilfælde havde det været bedre for den offentlige myndighed fra starten at kende den reelle leveringsdato, fordi man i mange tilfælde har indrettet sin organisation efter den aftalte tidsplan, som så viser sig ikke at holde," siger han.
Han peger på det meget omtalte tinglysningsprojekt som et slående eksempel.
"I tilfældet med Digital Tinglysning har forsinkelsen betydet, at der er opstået et tomrum i opgavevaretagelsen, fordi de organisatoriske omlægninger er gennemført i overensstemmelse med den aftalte tidsplan. Det har man været nødt til, fordi omlægningen jo har betydet, at de lokale tinglysningskontorer skulle nedlægges, hvilket ikke er en ændring, man gennemfører fra den ene dag til den anden. Konsekvensen af forsinkelsen er en større, uventet merudgift for statskassen og store ekstraudgifter for boligejerne," siger han.
Capgemini kan grundet fortrolighedsklausuler i udbudsprocesserne ikke nævne de specifikke projekter, som konsulenthuset forventer bliver forsinket.
Læs også: Sådan undgår vi offentlige it-brølere