"Jeg har haft egen virksomhed med mange medarbejdere og store lagre. Nu går jeg den anden vej med at have mit kontor i min bærbare computer."
Markus Priess har mere end 20 års erfaring fra reservedels-branchen. Den erfaring har han brugt til at opbygge, hvad han kalder Europas største database over reservedele til biler.
For omkring 10 år siden fik Markus Priess ideen til en paneuropæisk database, der indeholder oplysninger om alle bilers reservedele og oplysninger om, hvor man kan købe reservedelene.
Markus Priess fik ikke gjort så meget ved ideen, da han havde travlt med sin traditionelle reservedelsvirksomhed med stort lager og op til 20 ansatte.
Database med otte millioner reservedele
Men ideen rumsterede videre, og for små fem år siden gik han i samarbejde med en tysk programmør i gang med at opbygge databasen og et tilhørende website.
"Den er bygget helt fra bunden. De forskellige europæiske lande og brancher anvender forskellige systemer, så vi skulle være i stand til at konvertere fra forskellige systemer i eksempelvis Tyskland, Sverige og Danmark og samle oplysningerne ét sted," forklarer Markus Priess.
Resultatet er www.autoparts24.eu, hvor bilister fra hele Europa kan vælge og vrage mellem otte millioner reservedele til biler. Websitet gik live i april sidste år.
I stedet for at have en kæmpestor lagerhal og mange ansatte styrer Markus Priess nu webshoppen fra sit enmandskontor. Håndtering og forsendelse af reservedelene sker i samarbejde med partnere.
Samarbejdspartnere leverer data
Gennem sine mange år i branchen har Markus Priess opbygget et godt branchenetværk, og det har han udnyttet til at få tilknyttet omkring 70 reservedelsforhandlere til autoparts24.eu.
"Jeg kender dem, og vi taler det samme faglige sprog. Vi har cirka 70 samarbejdspartnere nu og er i gang med at etablere samarbejde i Sverige. Her kommer der for tiden cirka fem nye reservedelsvirksomheder til om ugen," siger Markus Priess.
Det er gratis for virksomhederne at blive tilsluttet autoparts24.eu. Markus Priess betaler for den nødvendige udvikling, da det var den nemmeste måde at få samarbejdspartnerne med på ideen.
"Til gengæld opkræver vi kunderne et gebyr for vores arbejde med at finde og sørge for transport af reseervedelene," siger Markus Priess.
Besværlig udviklingsproces
Ud over databasen og websitet har autoparts24.eu også indbygget et logistik-system for at give kunderne en god service med mulighed for at følge reservedelens vej gennem Europa.
"De fleste tyske reservedelsforhandlere i Tyskland har eksempelvis ikke nogen idé om, hvordan de skal sende til Danmark. Vi sørger for al transport. Ved reservedele op til 70 kilo anvender vi UPS. Der får kunden automatisk statusmeddeleser tilsendt om, hvor pakken er, og om der er eventuelle forsinkelser. Vi anvender også Post Sverige. De sender til Lübeck, hvor vi så har kontakter, der sørger for den videre transport med statusmeddelelser til kunden," fortæller Markus Priess.
Han lægger ikke skjul på, at det har været besværligt at opbygge systemet.
"Vi havde mange startproblemer med infrastruktur og med at få styr på logistikken. Der var meget learning by doing. Databasen og logistiksystemet var ekstremt svært og tidskrævende, men nu er det klar. Nu kan vi begynde at markedsføre det," siger Markus Priess.
Markedsføringen af autoparts24.eu har Markus Priess nemlig ikke hidtil ofret meget tid på, men det skal ske i løbet af det næste halve år.
Hvordan laves effektiv markedsføring?
"Jeg har ikke penge til at starte den store kampagne, så jeg skal finde ud af, hvordan jeg mest effektivt kan reklamere," siger Markus Priess.
Han har oprettet en facebook-gruppe, men synes ikke, at det giver noget.
"Jeg kan ikke rigtigt finde ud af at bruge det. Alle siger, det er ekstremt godt at bruge, men jeg kan ikke lige se, hvordan det kan hjælpe mig," siger Markus Priess.
Autoparts24.eu findes indtil videre på tre sprog: dansk, tysk og engelsk. Sitet er også blevet oversat til polsk og svensk, men de er ikke online endnu.
Med til historien hører, at Markus Priess gik konkurs med sin traditionelle reservedels-virksomhed i 2008.
"Jeg havde Autogenbrug i Ishøj, og så gjorde jeg den store fejl, at jeg byggede nyt i Greve med 4500 kvadratmeter. Det knækkede halsen på mig. For to et halvt år siden måtte jeg afvikle virksomheden," siger Markus Priess, der ved, at det er et handicap, hvis han vil søge om et banklån til sin virksomhed:
"Det gør det svært at få investeringskapital. Jeg har ikke prøvet at søge om kapital, men min erfaring med bankerne er, at det ikke er muligt."
Er Adwords en idé?
Markus Priess har overvejet Google Adwords som en måde at promovere autoparts24.eu, men mener ikke, at det er vejen frem.
"Jeg bør nok finde nogen, der kan rådgive mig. Jeg tror ikke på Google Adwords. Det har jeg prøvet for mange år siden. Efter porno er biler noget af det, som er mest søgt," siger Markus Priess.
Selv om autoparts24 således ikke dukker op i Googles højreside, hvis man søger på "reservedele biler", er søgemaskinen alligevel glad for Markus Priess' website.
"Søger du efter en reservedel med et konkret reservedelsnummer i Google, er vi 8 ud af 10 gange blandt de første tre eller fire resultater," siger Markus Priess.
Autoparts24.eu har 600-700 besøgende om dagen, og det tal stiger løbende. Markus Priess har da også store mål: "Målet er 10.000 besøgende om dagen," siger Markus Priess
12 måneders garanti
Kunderne skal også gerne trækkes til sitet med en unik forsikringsgaranti.
"Jeg har lavet aftale med et tysk forsikringsselskab, der forsikrer reservedele. Hvis du køber en motor eller en gearkasse, får du 12 måneders garanti. Lige meget hvor det er købt," forklarer Markus Priess.
Det er en ekstra service for kunden, da en autoophugger i Sverige måske kun giver 30 dages garanti.
"Det giver en ensartet garanti for kunderne, hvilket er unikt i Skandinavien. Jeg har dog ikke fået markedsført det endnu," siger Markus Priess.