Computerworld News Service: I august lagde Oracle sag an mod Google, fordi selskabet mente, at dele af Googles mobile styresystem overtræder Java-relaterede patenter, som Oracle opnåede rettighederne til i forbindelse med overtagelsen af Sun Microsystems.
Oracles originale sagsanlæg gav kun få oplysninger om den påståede overtrædelse, men det udvidede anklageskrift, der blev indgivet onsdag, indeholder både flere detaljer og eksempler på den omdiskuterede kode.
I anklageskriftet står der, at Android har kopieret såkaldte 'class libraries' og dokumentation, og at "omkring en tredjedel af Androids API (Application Programmer Interface)-pakke" er "direkte afledt af Oracles copyright-beskyttede Java-API-pakke" og relaterede dokumenter.
"De berørte elementer af Oracle Americas patenterede arbejde indbefatter Java-metoder og class-navne, definitioner, organisation og parametre; strukturen, organiseringen og indholdet af Java class libraries; og indholdet og organiseringen af Javas dokumentation," fortæller Oracle.
"I mere end et tilfælde er Androids programkode desuden blevet kopieret direkte fra Oracle Americas patenterede kode," skriver Oracle.
Oracle mener desuden, at Google har overtrådt adskillige Java-relaterede patenter. De anklager har ikke ændret sig siden den originale anklagetekst.
Google havde ikke umiddelbart nogen kommentarer til sagen. Virksomheden har tidligere afvist anklagerne og kaldt dem et grundløst angreb på Google og open source-fællesskabet, som virksomheden agter at kæmpe imod.
Oracle vil have erstatning og rettens ord for, at Google ikke længere må anvende omtalte kode.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen