Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. juni 2007.
Prisbelønnet speciale undersøger, hvordan børn og forældre kan lege ved hjælp af it.
Malthe Stougaard har som en del af sit speciale udviklet en virtuel version af legen tampen brænder.
"Jeg har skrevet specialet, fordi jeg gerne ville lave noget om interaktion mellem børn og deres forældre eller bedsteforældre," siger Malthe Stougaard.
Legen udspiller sig både på computerskærmen og på en håndholdt PDA i barnets hjem. På skærmen kan forældrene eller bedsteforædrene eksempelvis se en virtuel kasse. Der kan man putte videoklip, gif-animationer, tekst og billeder og arrangere dem, som man har lyst.
Efterfølgende kan man tage kassen og gemme den i barnets virtuelle hjem, som består af en plantegning af barnets fysiske hjem.
Når børnene logger på, kan de se, at der er gemt en kasse til dem. Ved hjælp af en PDA kan de gå rundt i deres hjem og lede efter den virtuelle kasse. En indikator på PDA'en viser, om de er tæt på eller langt fra kassen.
"Indikatoren bliver mere og mere rød, jo tættere de kommer på. Når de finder kassen, kan de åbne den på PDA'en og se de ting, forældrene har lagt i kassen," siger Malthe Stougaard.
Bagefter kan barnet åbne kassen på en stationær computer, og så kan de placere ting i kassen, som forældrene efterfølgende kan se.
Brugen af tampen brænder-legen giver både forældre og børn en bedre oplevelse, end hvis forældrene bare havde sat sig ned og skrevet en mail til deres børn, fortæller Malthe Stougaard.
"Det er en legesituation i stedet for at skrive en e-mail. Det giver en mere intim situation," siger Malthe Stougaard og fortsætter:
"Forældrene tænker mere over, hvad de giver til børnene i kassen, og hvor skal jeg gemme den. Selve situationen giver en større følelse af nærhed. Selv om man er langt væk fra hinanden, så føler man sig tæt på."
Fælles hukommelse
De virtuelle kasser, som har indgået i legen, forsvinder ikke. De bliver gemt i systemet på computeren, så man kan kigge på dem ved en senere lejlighed og på den måde virke som en form for familiealbum.
"Man kan føle kassens historik og gense det tidligere indhold. Kasserne skal leve videre og være familiens fotoalbum eller fælles hukommelse," siger Malthe Stougaard og fortsætter:
"Selve systemet henvender sig udelukkende til socialt brug. Det er ikke beregnet på at spare tid eller være mere effektivt på nogen måde. Systemet kræver, at man har lyst til at bruge det, ellers bliver det overhovedet ikke brugt. Det samme gælder for mange af de sociale netværkstjenester som findes på nettet, som Orkut og hi5."
Prisvinder
Specialet er punktummet i uddannelsen til cand.scient. i informatik fra Aalborg Universitet, og Malthe Stougaard har modtaget førstepræmien i den hædersprisuddeling, som den danske interaktionsdesignsforening SIGCHI står for.
Det er ikke blot Malthe Stougaard selv, der er tilfreds med hædersprisen. Hans tidligere uddannelsesinstitution Aalborg Universitet er også glad på hans vegne.
"Vores studerende henter jævnligt nationale og internationale priser hjem, og vi er altid meget begejstrede, når omverdenen værdsætter de samarbejdserfaringer, som vores studerende får gennem deres tid på AAU. Jeg kan se, at dommerne lægger vægt på helhedstankegangen i prisvindernes specialer, både videnskabeligt og i forhold til slutbrugerne, og det kan jeg da være enormt stolt af på hele fakultetets vegne," skriver Frede Blaabjerg, der er leder af Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse.
Boks:
specialeskriverne
Computerworld taler jævnligt med studerende på de højere it-uddannelser om indhold og brug af deres specialer.
Malthe Stougaard har skrevet om en virtuel udgave af legen tampen brænder.
Hvad er dit speciale??Har du skrevet et speciale, er du i gang med et, eller kender du nogen, der skriver på et interessant speciale på en af it-uddannelserne, hører vi meget gerne fra dig.
Skriv til specialeskriverne@cw.dk.
OriginalModTime: 01-06-2007 10:19:36