Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. marts 2007.
Hvis danske politikere går rundt i den vildfarelse, at Danmark er verdens førende it-nation, så bør de lige kaste et blik på, hvad der i øjeblikket sker i Estland. Det unge demokrati har nemlig allerede den infrastruktur på plads, som gør det muligt at gennemføre landets første parlamentsvalg med digital afstemning i denne uge. (Side 18-21)
Den situation kunne Danmark have været i for ti år siden med det daværende projekt borgerkort, til gavn for vores eget demokrati. I Estland kan borgerne anvende chipkortet som en naturlig genvej til de digitale valgurner. Den slags er stadig fremtidssnak i Danmark.
Det triste i historien om det havarerede danske borgerkort er, at den først og fremmest handler om politisk mod, der ikke slog til - hvilket kostede opbygningen af en samfundsdækkende digital infrastruktur til fordel for en mere usikker softwarebaseret løsning i form af den digitale signatur.
Sidst i 1980'erne lancerede den daværende Schlüter-regering tankerne om et digitalt borgerkort, som skulle anvendes til brugerbetaling af medicin. Men datidens frygt for Big Brothers' digitale overvågning af borgerne skabte en massiv modstand i offentligheden, og kortet blev i pressen kaldt "Schlüters møgkort".
Ideen om et borgerkort, der fungerer som borgernes elektroniske nøgle til det offentlige, døde dog ikke. De politiske tanker dukkede op i igen i 1994. "Alle borgere tilbydes et elektronisk borgerkort med pin-kode og billede, som kan bruges til sikker identifikation over for det offentlige'', hed det i regeringsrapporten "Info-samfundet år 2000'' fra 1994, hvis politiske ankermand var Lone Dybkjær.
Men i 1996 lagde forskningsminister Birte Weiss Borgerkortet i graven på grund af fortsat modstand i medierne. I stedet startede et langvarigt lovarbejde i Justitsministeriet om den digitale signatur. Lovgrundlaget blev først politisk vedtaget i 2000, mens den softwarebaserede løsning endelig blev en realitet i starten af 2003.
Rent teknisk har det altid været indiskutabelt, at et chipbaseret borgerkort er den bedste og mest sikre løsning. Den nuværende softwarebaserede danske digitale signatur er med andre ord blot et skridt på vejen til en moderne it-infrastruktur af den slags, som vi nu kan skæve misundeligt til i Estland.
Nu skal den danske digitale signatur fornyes. Det er en god lejlighed til, at vi lader os inspirere af Estland og sørger for at få repareret på en ti år gammel tåbelig politisk beslutning om at lægge borgerkortet i graven. En beslutning, som har bremset for en frugtbar digitalisering af de borgerrettede aktiviteter i den offentlige sektor, og bidraget til at fastholde knap 40 procent af befolkningen - med en stærk overvægt af ældre og lavt uddannede - i digital analfabetisme.
Frem for et forudsigeligt kommende slagsmål om, hvorvidt TDC eller banksektoren skal levere fremtidens it-infrastruktur, bør videnskabsminister Helge Sander benytte muligheden til at sikre Danmark en rationel, langtidsholdbar og chipkortbaseret løsning i form af et borgerkort, som kan være selve rygraden i en pålidelig og transparent it-infrastruktur.
Et sikkert borgerkort vil tillade digitale valghandlinger og åbne for en sikker og rationel digital kommunikation mellem flere borgere og en mere moderne og it-parat offentlig sektor. Tiden er inde til at forvandle det gamle møgkort til et godt borgerkort.
OriginalModTime: 01-03-2007 13:26:49
