Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. februar 2007.
Hvorfor møder vi fra 8-16?
Vi har efterhånden hørt rumlen mange gange: Hvis danske virksomheder skal overleve, så skal det ske på evnen til at være innovative, for vi kan godt droppe tanken om at konkurrere på industriel produktion. I stedet skal vi udnytte medarbejdernes kreativitet, hvor det er menneskers forskellige rytmer og tempi, der giver resultater på virksomhedernes bundlinje - ikke deres fysiske tilstedeværelse foran produktionsmaskinen i fabrikshallen.
Men selvom det er et velkendt faktum, holder vi stadig fast i industrisamfundets strukturer, og det hæmmer udnyttelsen af tankearbejde, lyder budskabet i bogen "Livsnavigatøren", der er skrevet af Camilla Kring. Resultatet er dårligt udnyttelse af ansatte, stress og udbrændthed. Alt andet end den egentlige hensigt - værditilvækst.
Bogens plot kan umiddelbart virke lidt en smule langhåret. Camilla Kring indleder med en lang udredning om begrebet tid, som efter hendes opfattelse er en meget mekanisk måleenhed, der ikke nødvendigvis siger noget om folks evne til at levere varen. At der egentlig ikke er belæg for, at det er i det hellige arbejdstidsrum 8-16, folk er mest kreative og produktive.
Længere inde i bogen giver indledningen mening. For hvorfor haster alle mennesker ud af døren om morgenen og lige lukt ud i myldretidstrafikken og møder slukørede op på arbejdet, når de kunne have ventet til klokken 11, nydt en afslappet morgen og læst avisen og undgået trafikpropperne på motorvejene. Alt sammen - ifølge Camilla Kring - et tegn på, at vi lever under industrisamfundets paradigme, hvor det var nødvendigt, at alle troppede op ved samlebåndet samtidig.
Bogen er spækket med tankevækkende eksempler på paradokset. Vi siger for eksempel stadig, "at gå på arbejde", selvom arbejdet kan foregå hvor som helst og når som helst og sjældent kan lægges bort, når vi træder ud af firmadøren.
Symptomerne som stress, jag og udbrændthed beskrives også, og modsat mange andre bøger om dette brandvarme emne behandles det på en befriende måde. I stedet for at prædike stresspolitiker, angriber Camilla Kring eksisterende strukturer og peger på, at problemet måske ligger i menneskers personlige mangel på mening med livet, dårlig ledelse, urealistiske forventninger, alt for mange valgmuligheder og tidstyranniet, hvor det stadig er et plus i ledelsens og kollegernes øjne, hvis man sidder længe og sent på arbejdspladsen.
Det stiller store krav til argumentationsevnen at stille spørgsmålstegn til samfundets indgroede vaner. Camilla Kring klarer opgaven til topkarakter, og det skinner tydeligt igennem, at bogen bygger på et gennemarbejdet ph.d.-speciale. Eksempelvis får man et nærmest anatomisk indblik i hjernen og dens ændrede arbejdsvilkår fra industrisamfundets "kropsarbejde" til vidensamfundets "tankearbejde" og den efterfølgende betydning for os mennesker. Da kroppen og hænderne var centrale, brugte vi hjernen 20 procent på arbejdet, mens de resterende 80 procent blev realiseret uden for arbejdet. I dag kræver arbejdsgiveren med rette hjerneaktivitet på 100 procent af tankearbejderne, hvorfor det siger sig selv, at selvrealiseringen nødvendigvis må foregå på jobbet.
En anden styrke i bogen er den tredjedel, der angiver løsningsforslag. Her gives der anvisninger til, hvordan vilkårene for tankearbejdere kan forbedres. Og ingen går fri. Der er både forslag til samfundsændringer, gode råd til bedre ledelse og ikke mindst personlig udvikling. Eksempelvis bør alle mennesker formulere milepæle i livet og navigere efter den, i stedet for at lade sig styre af andre - familie, venner og kolleger - der alle har forskellige krav og forventninger, ofte uforenelige, hvilket nemt resulterer i stress og utilstrækkelighed.
Bogen har overordnet to styrker. For det første evnen til at vende tingene på hovedet og tænke ud af boksen. For det andet, at den rent faktisk giver læseren nogle håndgribelige løsningsforslag. Den kan både anvendes til personlig udvikling, gode råd til ledelse og som et vægtigt indlæg i samfundsdebatten.
"Livsnavigatøren"
Af Camilla Kring
208 sider
Børsens Forlag, 2006
199,00 kroner inklusive moms
BOGNOTER
Weblogs i virksomheden
Weblogs er hot, og mange virksomheder spørger sig selv, hvordan de kan udnytte mediet. Men hvad er weblogs egentlig? Og hvorfor er der mere end 50 millioner af dem?
En ny bog begået af storbloggerne Trine-Marie Kristensen og Thomas Madsen-Mygdal beskæftiger sig med, hvordan weblogs, som skrives af ledelsen eller af medarbejderne, kan sætte ansigt på fagligheden i virksomheden og styrke relationerne til kunder, til potentielle medarbejdere og til omverden i det hele taget.
Forfatterne gennemgår trin for trin, hvordan virksomheder selv kan gå i gang med at anvende weblogs, og bogen er fyldt med gode eksempler og praktiske anvisninger.
"Weblogs"
Af Trine-Maria Kristensen og Thomas Madsen-Mygdal
Børsens Forlag 2007
199 kroner inklusive moms
OriginalModTime: 20-02-2007 12:54:41