Avanade indleder storoffensiv

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. januar 2007.


Det Microsoft/Accenture-ejede konsulentfirma Avanade bebuder opkøb af ERP-partner på det danske marked i år. Men Microsofts danske partnere skal ikke være nervøse, for der er plads til os alle, siger Avanades administrerende direktør Lars-Bo Klausen.

Om to til tre år skal der være 100 ansatte i konsulentfirmaet Avanades danske afdeling mod bare 20 i dag.
Den planlagte offensiv kommer på ryggen af en stor vækst på markedet for virksomhedsløsninger, der baserer sig på Microsoft-produkter.
Og selvom det danske marked i forvejen er spækfyldt med certificerede Microsoft-partnere, ser administrerende direktør Lars-Bo Klausen gode muligheder for, at Avanade kan opfylde de ambitiøse vækstplaner.
- Vi har opnået en tocifret millionomsætning i vores første år i Danmark, og der er sorte tal i regnskabet. Nu går vi et skridt videre for at styrke vores position. Om to-tre år er vi 100 mand, og der er ingen tvivl om, at vi vil etablere os som den absolut største systemintegrator på Microsoft-platforme. Vi laver ikke andet, siger Lars-Bo Klausen, der i øjeblikket øger medarbejderstaben med to eller tre om måneden.

Det skabte ellers ballade hos flere af Microsofts danske partnere, da Avanade satte strøm til deres danske konsulentafdeling i maj sidste år.
Med Microsoft i ejerkredsen (20 procent ejerandel) var mistanken fra konkurrenter som Columbus IT og WM-data, at Avanade kunne få særfordele i kampen om kunderne, for eksempel få nye produktversioner tidligere end andre. Men bortset fra den indledende skepsis har det efterfølgende været så som så med de kritiske røster.
I første omgang valgte Avanade da også dels at holde sig til de absolut største kunder og med fokus på udviklings- og infrastrukturopgaver - blandt andet .NET og CRM-systemer. Det tæt pakkede område for implementering af Microsofts ERP-løsninger holdt man sig i første omgang pænt fra.
Men nu er ERP-produkterne ikke fredede længere, siger Lars-Bo Klausen.
- Billedet vil ændre sig de næste seks til 12 måneder. Vi har lavet businesscasen, og der er ingen tvivl om, at vi skal ind i ERP-markedet. Jeg kunne godt forestille mig, at vi købte en virksomhed på 20-30 mand, der i dag arbejder dedikeret på Dynamics AX, og vi har da et par stykker i kikkerten i Danmark, som vi er i dialog med, siger han.

Planen er så at etablere et nordisk "Centre of Excellence" på Dynamics AX, som primært skal betjene det nordiske marked og dernæst være en ressource for resten af Europa.
- Vi kommer til at tage markedsandele fra tidligere traditionelle ERP-udbydere. Men jeg tror - og det er ikke for at please de øvrige Microsoft-partnere - at der er plads til os alle, siger Lars-Bo Klausen, der pointerer, at Avanade primært vil gå efter de allerstørste virksomheder.

Samtidig vokser Avanade nu stærkest på de direkte kunder, hvor det tidligere var leverancer til hovedaktionæren Accenture, der drev forrentningen.
Han mener også, at Avanades projekter i høj grad vil være bredere opgaver, hvor store forretningskritiske applikationer flytter over på en Microsoft-platform.
- Microsofts platform er blevet klar til virksomhederne. Den er blevet et reelt alternativ til mainframe og unix. For eksempel ser man store datawarehouse-platforme, der lægges fra mainframe til en Microsoft SQL-platform. Hvor man tidligere ledte efter områder, hvor Microsofts platform kunne komme ind, skal man virkelig prioritere i dag, for mulighederne er uanede, siger Lars-Bo Klausen.
Tal fra analysefirmaet IDC viser således, at salget af Microsofts databasesoftware voksede tre gange så hurtigt (29 procent) end konkurrenterne fra IBM og Oracle i 2005. Og Microsoft har etableret sig som den største leverandør af serveroperativsoftware med en markedsandel på 45 procent i Danmark. Væksten i 2005 var dog større hos konkurrenten Linux, mens Unix og Netware omvendt gik tilbage.
En af de drivende faktorer bag Microsofts ekspansion på virksomhedsområdet er virksomhedernes evige jagt på at udnytte it-budgettet bedre. Og med Microsoft i ejerkredsen er der ubetinget opbakning fra kæmpen i Redmond.
- På et nyligt møde i Microsoft Executive Center sagde Steve Ballmer (Microsofts administrerende direktør, red.), at han ikke så noget til hinder for, at Avanade voksede fra 5.500 til 20.000 medarbejdere på globalt plan i løbet af nogle år. Det var da en forpligtelse til at støtte op om os, siger Lars-Bo Klausen.

Faktaboks:
Partnerne splittede om Avanade.
Administrerende direktør Steen Hagengaard, Columbus IT - en af Microsofts store danske partnere - var stærkt kritisk, da Avanade åbnede i Danmark sidste år.
Men indtil videre har Columbus ikke mødt Avanade som konkurrenter på markedet.
Alligevel synes Steen Hagengaard fortsat, at Microsofts ejerskab i Avanade er en fejl.
- Min primære bekymring var, at Microsoft kunne blive skudt i skoene, at de forfordelte mellem deres partnere. Hvis jeg var Microsoft, ville jeg ikke havde den mistanke siddende på mig. For hvordan kan man være sikker på, at de er objektive, når de videregiver leads og den slags ting til partnerne. Men vores tætte partnerdialog er uantastet, siger Steen Hagengaard.
Hos den internationale sværvægter Tectura hilser man omvendt Avanades indtog velkommen.
- Vi frygter ikke konkurrencen, og ser det derimod som en fordel, at nogle af de større spillere kommer ind på markedet. Det giver en blåstempling af Microsofts produkter, og kan være med til at udvide markedetet, siger administrerende direktør Morten Poulsen fra Tectura i Danmark.

Faktaboks:
Avanade kort
Avanade er stiftet i 2000 og er et joint-venture mellem Microsoft (20 procent ejerskab) og Accenture (80 procent ejerskab).

Avanade beskæftiger 5.500 i 21 lande verden over. Heraf sidder 2.000 i Bangalore i Indien.

I Danmark blev Avanade formelt stiftet i oktober 2005, men begyndte først aktiviteterne i maj 2006.

Avanade leverer systemintegration af Microsoft virksomhedsløsninger og er 100 procent dedikeret til Microsoft-platformen.

Ved udgangen af 2004 havde Avanade leveret projekter til cirka 1.000 kunder. I dag er antallet af kunder steget til mere end 2.000.
I Danmark har Avanade foreløbig 10 direkte kunder plus levering til Accentures projekter.

Avanades administrerende direktør i Danmark er Lars-Bo Klausen. Før han i marts 2006 begyndte hos Avanade var han 7 år i Microsofts danske storkundeafdeling, EPG, og inden da var han 13 år hos IBM.

OriginalModTime: 18-01-2007 13:53:08




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere