Tvivlsom sponsorering af skole-it

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. november 2006.


Private virksomheder vil gerne sponsorere it-udstyr og programmer til de danske folkeskoler. Og skolerne og kommunerne tager gladeligt imod.

Klækkelige rabatter. Gratis efteruddannelse. Og udviklingssamarbejder.
Kreativiteten er stor, når it-virksomheder vil markedsføre sig over for de danske skoleelever. Ingen har et overblik over, hvor mange penge, der bliver brugt, men det handler om millioner af kroner.
Forbrugerombudsmanden mener, at den nuværende udvikling kan være problematisk og opfordrer skolebestyrelser til at have en politik for sponsorering. Skolebestyrelserne har dog ikke hele ansvaret.
- Virksomhederne skal hus-ke, at brugerne er børn og unge. Og der har de altså et særligt ansvar, siger Birgitte Wested fra Forbrugerombudsmandens sekretariat.

På gymnasierne bliver elever over hele landet opfordret til at købe lommeregnere fra Texas Instruments. Ekstra Bladet afslørede i foråret, at gymnasielærerne modtager efteruddannelse og gratis udstyr fra Texas Instruments. Jo flere lommeregnere eleverne købte, jo mere it-udstyr kunne gymnasierne få gratis.
Alligevel har Ørestad Gymnasium i København ikke haft problemer med at indgå en lignende aftale med Apple. Eleverne arbejder her med podcast og mediepræsentationer. Derfor har gymnasiet indgået et samarbejde med Apple.
Skolen køber produkter fra Apple og tilbyder eleverne at købe produkterne med samme rabat som skolen selv. Til gengæld giver Apple teknisk hjælp og tilbyder gratis efteruddannelse til lærerne i, hvordan de bruger produkterne.
Vicerektor Thomas Jørgensen er ikke bange for, at ordningen får nogen negative konsekvenser.
- Vi er ikke gift med nogen som helst. Hvis ikke jeg får den funktionalitet og de undervisningsmæssige resultater, jeg vil have, så vælger jeg et andet produkt, siger han.
Og Apple er også på vej ind i folkeskolerne.
Peter Høstved er it-vejleder og engelsklærer på Katrinedals Skole i Vanløse. Han vil gerne have eleverne til at lave podcasts om for eksempel engelsk grammatik, men et sådant forsøg er ikke helt billigt. Derfor tog det ikke lang tid for Vanløse-skolen at takke ja til at låne udstyr fra Apple og Iteo.
- Ipod og itunes er i forvejen rigtig kendte. Vi skal udnytte den teknologi, børnene bruger i dagligdagen, så de bruger det til andet end underholdning, siger Peter Høstved.

Mange it-vejledere i folkeskolen ville gøre det samme. En undersøgelse som Computerworld og Danmarks It-vejlederforening har foretaget, viser, at seks ud af ti it-vejledere er positive over for privat sponsorering af it-udstyr.
- Det er da et gode, hvis de private virksomheder vil sponsorere nogle penge, men spørgsmålet er hele tiden: "Hvad skal de have igen?" spørger Per Kristensen, formand for den Danmarks It-vejlederforening.
Forbrugerombudsmanden mener dog også, at skolerne skal være opmærksomme, selvom der ikke umiddelbart kræves modydelser.
- De kan blive fanget i det spind, virksomhederne lægger omkring dem. Det er et problem, hvis man ikke gennemtænker, hvordan man bremser op, når det bliver for meget, siger Birgitte Wested fra Forbrugerombudsmandens sekretariat.
- Når først man har været på det her kursus, og når man først har vundet den her konkurrence, så føler man ikke, der er nogen vej tilbage. Enten på grund af en aftale eller fordi man føler det rent moralsk, siger hun.

Alligevel inviterer kommuner og skoler selv de private virksomheder med ind på skolerne.
Flere skoler har oprettet sponsorudvalg, der opsøger det lokale erhvervsliv for at få sponsorer. Og Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg har bedt forvaltningen om at finde it-firmaer, der vil sponsorere udstyr til de københavnske skoler.
- Det kan godt være, der er nogle folk på venstrefløjen, der har et problem med privat finansiering, men det har jeg så sandelig ikke, siger Louise Frevert (DF), der stillede forslaget i foråret.
Det var da også kun Enhedslisten og SF, der stemte imod forslaget.
- Jeg kan se et problem i, at børn skal løbe rundt som små reklamesøjler. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en neutral zone i folkeskolen, hvor man ikke bliver indpodet, at nogle firmaer er gode og andre er dårlige, siger børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF).

Microsoft er dog tæt på at være sponsor for flere af Københavns skoler allerede. Hver sjette skole i landet betaler kun tyve kroner per computer om året i licens for Microsoft Office. Administrerende direktør Jørgen Bardenfleth erkender, at sponsoraterne gerne må føre til et højere salg.
- Ofte hører man jo nogle sige, at der er et modsætningsforhold mellem, hvad der er godt for skolerne, og hvad der er godt for Microsoft. Sådan ser vi ikke på det i Microsoft, har Jørgen Bardenfleth tidligere sagt til Computerworld.
- Det er klart, at hvis eleverne får en god oplevelse med Microsoft, så er der en chance for, at vi kan få dem som kunder senere.

Forbrugerombudsmandens vejledning om "børn, unge og markedsføring": forbrugerombudsmanden.dk

Billedtekst: apple-sponsorat Vicerektor Thomas Jørgensen (bagerst) på Ørestad Gymnasium har indgået et samarbejde med Apple. Derfor arbejder Maja Brøgger, Signe Sutorius og Sebastian-Alexander Stamatis her omkring to iMac'er. Foto: Hans Juhl

OriginalModTime: 23-11-2006 14:46:55




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere