Sander klar med plan for digitalisering af Danmark

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. august 2006.


Danmark skal være fuldt ud digitaliseret senest år 2012. Det er visionen for videnskabsminister Helge Sander, som i denne politiske sæson vil fremlægge sin plan for
IT-Danmark.

Videnskabsminister Helge Sander (V) vil have Danmark fuldt ud digitaliseret senest i år 2012. Det betyder, at alle danskere, virksomheder og offentlige myndigheder skal kunne kommunikere og gennemføre transaktioner med hinanden.
I 2008 skal den individualiserede borgerportal være klar, som giver den enkelte dansker adgang til alle offentlige services og oplysninger om sig selv.
Og allerede næste år skal it igen være et populært fag blandt danske studerende. Det er hovedpunkter i ministerens it-dagsorden for den nye politiske sæson.
- Vi har brug for et informationsteknologiens Galathea. Jeg er parat til alt seriøst, som kan skabe mere opmærksomhed omkring it-uddannelserne. Jeg læste om et forslag til en IT-olympiade i jeres eget medie, hvor man kunne lade studerende stille op i forskellige it-discipliner og dyste med hinanden. Det er en velvalgt ramme. Jeg tror, at det er den slags, der skal til, og jeg vil gerne medvirke til alt, der kan fremme de unges interesse for it, siger Helge Sander.
Det er en usædvanlig bredtfavnende invitation fra Helge Sander, minister for videnskab-, teknologi og udvikling. Nærmest et opråb til mobilisering omkring de danske digitale kompetencer.
Det skyldes, at Helge Sander både er bekymret - og forarget - over udviklingen på it-uddannelsesområdet, hvor landets datalogistudier i år måtte notere et fald i ansøgninger på 25 procent - alle årets datalogiansøgere kom smertefrit ind på studierne, og der er ledige pladser tilbage.
Det er i øvrigt fjerde år i træk med fald i søgningen til datalogistudierne.
- Dette er måske det voldsomste angreb på alt det positive, vi forbinder med it, siger Sander, som ser informationsteknologien - eller IKT, den forkortelse for informationsteknologi og kommunikation, som han foretrækker at bruge - som selve fundamentet for det moderne samfund:
- IKT rammer ned i alle danskeres hverdag og er blevet tæt på en grundforudsætning for at klare sig i dagens verden. Hele vores indsats i ministeriet i det kommende år handler om at styrke vores anvendelse og rammerne for IKT.

Det er indlysende vanskeligt at udbygge og udvikle et verdensførende digitalt samfund uden også at udvikle de digitale spidskompetencer, som de højere uddannelser gerne skulle levere. Hvis uddannelserne ikke lever op til de forventninger, er det klart nok et problem. Derfor er it-uddannelserne et af hovedfokusområderne på ministerens dagsorden for IT-Danmark for det kommende folketingsår.(Se boks).
Sander har da også allerede indkaldt it-uddannelserne og it-miljøerne til en konference den 21. august.
- Det kan ikke være rigtigt, at vi oplever denne udvikling på it-uddannelsesområdet. Vi skal ganske enkelt have vendt den. Jeg bidrager gerne med alt, hvad jeg kan, men det vigtigste er, at uddannelserne selv tænker nyt og kommer med ideer til, hvordan man får solgt uddannelserne bedst muligt. Det er for opgivende, at man nogle steder kaster sig tilbage i stolen og siger, at 'det kan vi sørme ikke forstå'. På Datalogisk Institut på Københavns Universitet har man en nærmest opgivende holdning til udviklingen. Det kan jo ikke passe, at de unge, som bruger it, i alt hvad de gør, ikke skulle være mere interesserede i at studere det som fag, end hvad vi ser nu. Jeg er sikker på, at vi kan få vendt udviklingen, siger Helge Sander.
Skal vi forstå det sådan, at du lægger op til en reform af it-uddannelserne?
- Ja.

De upopulære it-studier kommer mildest talt på tværs af Helge Sanders ambitioner for IT-Danmark. Ministeren vil have Danmark fuldt ud digitaliseret senest i år 2012.
Det betyder, at alle danskere, virksomheder og offentlige myndigheder skal kunne kommunikere og gennemføre transaktioner med hinanden.
- Dette er en afløber af diskussionerne i Globaliseringsrådet, hvor målsætningen om en digitalisering inden for en given tidsramme blev identificeret som et vigtigt pejlemærke for fremtidens udvikling. Jeg har valgt at sige, at vi skal være klar i 2012. En total digitalisering kræver en åben internetbaseret infrastruktur, som gør det muligt for alle i Danmark via internettet at gøre transaktioner med hinanden ved at benytte f.eks. eFaktura. Du kan sige, at sigtet er at udvide eFaktura til at omfatte hele samfundet, siger Helge Sander.
Opbygningen af en ny Borgerportal, borger.dk, er en væsentlig etape i denne totaldigitalisering af samfundet. I 2008 skal den individualiserede borgerportal være klar, som giver den enkelte dansker adgang til alle offentlige services og oplysninger om sig selv.
- Vi samarbejder med Kommunernes Landsforening om borgerportalen, som går i luften allerede til nytår, og jeg regner med, at vi allerede i 2008 kan tilbyde en individualiseret adgang via den digitale signatur, så man som borger kan få adgang til alle services, der vedrører en selv. Formålet er at gøre det let og enkelt som borger at håndtere sine egne forhold.
Det borgeren skal have ud af den digitale kommunikation med det offentlige er altså på bundlinien en tidsbesparelse?
- Ja.
Den politiske vision er langt foran virkeligheden. Ifølge en ny kortlægning af den digitale forvaltning, som NNIT har gennemført sammen med Computerworld, oplever kun 3 pct. af borgerne i dag tidsbesparelser som følge af digital kommunikation med det offentlige. Et resultat, som ministeren kalder "skuffende" (Se side 18).

Som et led i den digitale oprustning vil Helge Sander afsætte mange kræfter i den kommende politiske sæson på at sikre flere ressourcer til it-forskning. Pengene skal fortrinsvis komme fra EU's 7. rammeprogram, som skal til at fordele en pulje på 65 milliarder kroner.
- Vi vil bruge rigtigt mange kræfter i de kommende måneder på at berede de danske forskningsmiljøer på 7. rammeprogram. Hvis vi forstår, at alliere os med gode samarbejdspartnere internationalt, burde vi have gode muligheder for at få fat i en god andel af disse penge. Vi laver blandt andet en meget stor konference, hvor vi samler de danske ikt-miljøer og EU for at drøfte mulighederne, siger Sander.
Han vil ikke sætte tal på, hvor mange forskningsmidler Danmark ideelt set skal have, men tilslutter sig en målsætning om en andel på 5 pct. af midlerne.
- Det er ikke urealistisk, selv om vi ikke har været dygtige nok til at udnytte rammeprogrammet før.
Ministeren vil samtidig gerne have flere mindre virksomheder trukket ind i forskningsprojekter, hvilket blandt andet regionale IKT-kompetencecentre og et innovationscenter for e-business skal være med til at sørge for.
- Vi bliver nødt til at gøre mere for at få de mindre virksomheder i tale. Den danske erhvervsstruktur er præget af dem. Det går jo ikke, at 36 procent af de mindre virksomheder end ikke har overvejet at kontakte videninstitutioner, som tidligere undersøgelser har vist.

Helge Sander vil også fokusere på Danmarks muligheder i forbindelse med mobil kommunikation og digitalt tv.
- Vi er ved at kortlægge, hvilke muligheder vi har på det nye digitale tv-område. Det er et område, hvor teknologien og markedet ikke er særligt udviklet. Vi har gennemført analyser og workshops, uden at det har skabt meget afklaring. De umiddelbare muligheder ligger i mobil tv, men det må også åbne for en lang række andre anvendelsesmuligheder inden for e-business og andet, hvor der i dag er problemer med mobile højhastighedsforbindelser. Men det står klart, at vi går i gang her i efteråret med at drøfte digitalt tv's fremtid i tele- og medieforligskredsen, ligesom digitalt tv hænger meget tæt sammen med, hvad vi skal satse på inden for hele området for trådløs kommunikation, siger ministeren.
Til gengæld er emner som digital signatur og e-handel ikke med i ministerens katalog over indsatsområder.
- Digital signatur kører fantastisk godt med mange hundreder nye aftaler hver dag. Det samme gælder e-handel, hvor vi kan se utrolige væksttal - på nogle områder ser vi nu, at 50 procent af omsætningen ligger på nettet. Det vil vi ikke fokusere på.

Faktaboks:
Sanders nye it-dagsorden

Her er en kort oversigt over videnskabsminister Helge Sanders dagsorden for IT-Danmark i den nye politiske sæson:

Aktiv udnyttelse af digitalt tv
I efteråret indledes forhandlinger med partierne bag teleforligsteksten om udnyttelse af de otte multiplex til digital jordbaserewt transmission, som Danmark har sikret sig.

Nemmere borgerkontakt til det offentlige
Videnskabsministeriet lancerer i samarbejde med KL fra nytår en fælles borgerportal - borger.dk - så danskerne har én indgang til det offentlige på nettet.

100 procent digital kommunikation i 2012
Sideløbende med den nye borgerportal lanceres i løbet af 2007 en internetbaseret infrastruktur for fakturaer og andre forretningsmeddelelser.

Styrkelse af dansk IKT-forskning
Der holdes en kick-off konference om EU's 7. rammeprogram den 6. september - bl.a. for at øge Danmarks andel af de 65 mia. kr. i programmet til it-forskning.

Flere højtuddannede inden for it
Mandag den 21. august holder Videnskabsministeriet en konference om styrkelse af it-uddannelserne og behovet for nye it-uddannelser. Hovedmålet er øget optag allerede næste år.

Bredbånd til alle
I dette efterår indleder ministeren politiske drøftelser af, hvordan alle i Danmark kan få bredbånd, f.eks. ved offentlige/private samarbejder og alternative teknologier, der kan supplere den eksisterende ADSL-dækning.

Styrkelse af it-sikkerhed
Efter nytår bliver borgerne tilbudt et testværktøj, så de kan tjekke sikkerheden på deres egne computere, ligesom den årlige "netsikker nu!" kampagne fortsætter.

IKT-viden skaber konkurrencefordele
Regeringen vil etablere et innovationscenter for e-business. Desuden omfatter den regionale IKT-satsning fire kompetencecentre.

Tilgængelighed for alle samfundsgrupper
Regeringen har støttet udviklingen af talegenkendelse på dansk. Projektet har banet vej for, at direkte tv-udsendelser om kort kan blive tekstet, og borgerne kan købe en programversion, som kan installeres direkte på almindelig pc.

Åbne standarder
Alle nye offentlige it-investeringer skal overholde anbefalede åbne standarder, så vidt det er muligt og forretningsmæssigt hensigtsmæssigt.

Auktioner og udbud af frekvenser
Det næste halve års tid gennemfører Videnskabsministeriet auktioner/udbud af ledige frekvenser, så virksomhederne kan udbyde trådløst bredbånd og beredskabstjenester.

Fremtidens forsyningspligt
Forsyningspligten på teleområdet udløber i 2007. Videnskabsministeriet vurderer hvordan en ny aftale tilpasses teknologi- og markedsudviklingen

Billedtekst: Fokus - Vi har brug for et informationsteknologiens Galathea. Jeg er parat til alt seriøst, som kan skabe mere opmærksomhed omkring it-uddannelserne, siger videnskabsminister Helge Sander. Foto: Torben Klint

Læs mere online
Hvad mener du om Helge Sanders dagsorden for it-Danmark?
Vær med i debatten på cw.dk/art/35107

OriginalModTime: 14-08-2006 15:41:56




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere