Computerworld spørger:Hvad er vigtigt hos en it-leverandør - og hvem gør det rigtigt? Deltag og vind B&O-udstyr.

Gamle medier har ondt i de nye kanaler

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juli 2006.


Dagbladene har travlt med at opgradere deres online-tjenester og introducere nye digitale tiltag. Men erfaringer fra både USA og Europa viser, at de trods vækst i internet-annonceringen fortsat har meget svært ved at tjene penge på området.
medier

De er dagblade, der spiller en prominent rolle i deres respektive mediemarkeder - amerikanske New York Times, britiske Financial Times og danske Politiken.
De har også en anden ting til fælles: Alle har de lanceret ambitiøse satsninger på internettet og andre digitale platforme for at skaffe sig nye indtægtskilder på et tidspunkt, hvor de trykte mediers indtægtsgrundlag generelt er vigende.
Og alle kan de få svært ved at indfri forventningerne. For trods en kraftig vækst i annonceringen på internettet udgør dagbladenes indkomst på området nemlig kun en brøkdel af deres totale indtægter.
- Det giver ingen mening (for de gamle medier). Det er stor ståhej for ingenting, for der er simpelthen ingen økonomi i det, vurderer Jim Cramer, en fremtrædende amerikansk finansiel kommentator.
- Dagbladene får meget lidt ud af deres web-aktiviteter.
New York Times, der praler af at have verdens mest besøgte avisejede hjemmeside med 25 millioner unikke brugere, er et godt eksempel. Her bidrager online aktiviteterne kun med omkring fire procent af avisens totale omsætning, ifølge en analyse fra konsulenterne Borrell Associates.
Det er en andel, som er i vækst, fordi markedet for annoncering på internettet i øjeblikket vokser med 20-30 procent årligt, mens væksten for de trykte medier er væsentligt mere afdæmpet. Men selv hvis man regner med fortsat tocifret vækst i internet-annonceringen - hvilket er et meget optimistisk udgangspunkt - skal man pænt på den anden side af 2020 før online-indtjeningen vil matche annonceindtægterne fra de trykte udgaver, viser en fremskrivning foretaget af det amerikanske presseforskningsinstitut Poynter.

Det er primært annoncerne, der skal drive værket, for det er kun få aviser, som har nogen betydelig indtægt fra online-abonnementer. Erhvervsgiganten Wall Street Journal har formentlig verdens største betalings-netavis med knap 800.000 abonnenter, der lægger mellem 300 og 600 kroner om året. Den største europæiske erhvervsavis Financial Times har omkring 90.000 abonnenter på sin netavis, hvor et abonnement typisk koster 1.200 kroner om året. På dansk grund har Børsen knyttet adgangen til deres indholdstjenester på nettet sammen med papiravisen, så man i udgangspunktet også får den trykte avis, hvis man bliver abonnent på onlineavisen.
Men i modsætning til de brede nyhedsaviser har disse dagblade et klart forspring, fordi deres indhold allerede er mere nicheorienteret.
- Aviserne har generelt overført deres omnibus-tilgang til nettet, og det vil folk ikke betale for, vurderer Rasmus Nielsen, direktør for netavisen Altinget.dk.
- Det er muligt, at det med tiden vil blive lidt mindre underskudsgivende, men jeg tvivler på, at det kommer til at blive en god forretning, siger han.

De store internationale spillere er generelt ikke meget for at give præcise oplysninger om omfanget af deres indtægter på online-området. Den samme tendens ses i Danmark, hvor hverken Foreningen af Danske Internet Medier eller Danske Dagblades Forening har tal for avisbranchens omsætning på Internettet.
Der er dog ingen umiddelbar grund til at antage, at de danske dagblade er bedre kørende end deres udenlandske kolleger - formentlig tvært imod.
- Dagbladene er ikke specielt prangende placeret på den danske topliste (over de mest besøgte hjemmesider), påpeger Christian Peytz, formand for Foreningen af Danske Internet Medier, FDIM.
- De danske dagblade er ikke særligt godt repræsenteret, heller ikke hvis man sammenligner med udlandet, for eksempel Norge og Sverige, siger Peytz.
Internetmediernes andel af den totale danske annonceomsætning lå på godt seks procent sidste år, ifølge tal fra Dansk Oplagskontrol, men dagbladene står kun for en mindre del af dette. På FDIM's seneste rangliste over de ti mest besøgte danske hjemmesider figurerer der således kun to aviser - ekstrabladet.dk er nummer 7, mens bt.dk er nummer 10.

Men hvad kan de gamle medier overhovedet gøre, hvis de skal tjene penge på online-siden?
Et muligt svar er at tilbyde mere specialiseret stof rettet til afgrænsede målgrupper. De bedste eksempler på lønsomme forretningsmodeller på online-området findes fortsat blandt nichemedierne.
- Det kunne godt være, at det Berlingske Hus for eksempel skulle satse på at have 100 specialiserede portaler i stedet for en samlet satsning, siger Rasmus Nielsen fra Altinget.dk.

boks:
GAmmelt stof på nye flasker
Det er meget længe siden, at nogen kunne blive imponeret over, at en avis har egen hjemmeside. Nu prøver dagbladene, der traditionelt har været meget teknologisk konservative, sig da også med mere avancerede projekter.
De fleste større danske dagblade tilbyder således i dag læserne mulighed for at abonnere på forskellige RSS feeds.
Podcasting af lydfiler er ikke udbredt i Danmark, mens stort set enhver amerikansk avis med respekt for sig selv podcaster dele af sin dækning. Blandt dem, der har eksperimenteret på området her hjemme, er Berlingske Tidende.
Uden for Danmarks grænser arbejdes der også med forskellige former for trådløs adgang og e-papir. Den belgiske erhvervsavis De Tijd er i gang med et eksperiment med en digital læser, udviklet af Philips, der gør det muligt for brugerne at læse avisen på farten. En række europæiske og amerikanske bladhuse, herunder franske Les Echos og Hearst i USA, har gang i lignende forsøg. De første erfaringer fra De Tijds projekt er dog ikke udelt positive - brugerne brokker sig blandt andet over, at det er for besværligt at bladre i den elektroniske avis.

billedtekst:
papirpenge Dagbladenes indtjening på netaktiviteter udgør kun en brøkdel af indtjeningen på gammeldags aviser. Modelfoto

OriginalModTime: 07-07-2006 10:42:12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, Horsens: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

10. april 2025 | Læs mere


BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere