Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. juni 2006.
Mens nationale ENUM's endnu kun er på tegnebrættet, er der rigeligt gang i private initiativer. Nogle føres på rent kommerciel basis, mens andre er børn af internettets anarki.
E164.org, e164.dk, e164.info og Xconnect. Sådan lyder navnene på nogle af de ENUM-initiativer, der indtil videre er lanceret rundt omkring på internettet. Alle har deres oprindelse i den private verden, men selv om flere af de allerede eksisterende forsøg er drevet på rent kommerciel basis, er der også flere nationale initiativer på vej. Her har Østrig en af de mest ambitiøse ENUM-satsninger, hvor non-profit organistationen Enum.at med myndighedernes velsignelse har drevet testforsøg og i dag driver en egentlig service, hvis funktionalitet er tilgængelig for alle, der måtte ønske at bruge den.
Indtil videre har dog primært udenlandske udbydere af IP-telefoni interesseret sig for teknologien, men nu er også hardwareproducenter begyndt at understøtte ENUM. Hos en af verdens største producenter af netværksudstyr, Cisco, ser man positivt på ENUM-teknologien og har valgt at understøtte den i de produkter, hvor teknologien giver mening. Også selv om det endnu ikke er efterspurgt af kunderne.
Standarden udvikles nemlig i en af internettets drivende organisationer, Internet Engineering Taskforce, og det er en væsentlig grund til, at Cisco interesserer sig for projektet, lyder forklaringen fra Henrik Ballermann, teknisk chef i Cisco Danmark.
- Vi synes, ENUM er en god ide, og det er ikke noget teknisk problem at få det til at virke. I fremtiden vil man i langt højere grad efterspørge løsninger, hvor kommunikationsformer smelter sammen og ENUM er blot næste skridt i den retning, siger Henrik Ballermann.
På grund af den teknisk simple udførelse anser han ENUM's fremtid for at være et politisk spørgsmål om ejerskab til numre og til de enkelte ENUM's snarere end en teknisk hindring - men i den diskussion har Cisco valgt at forholde sig neutrale og tage tingene som de kommer.
- Det her handler jo ikke bare om, at telefonsamtaler skal være gratis, men meget mere om at serviceudbyderne tilbyder folk nogle tjenester, de vil betale for. ENUM's kan give en funktionalitet, som folk skal være villige til at betale for, lyder det fra Henrik Ballermann, der anser det for naturligt, at teknologien skal drives frem af udbyderne selv, hvis den skal have en chance.
Allerede i 2005 gik den tyske ENUM-tjeneste e164.info i luften med nogle håndfulde af verdens små udbydere af IP-telefoni som medlemmer. Ideen med tjenesten er, at udbyderne af IP-telefoni her kan registrere, hvilke telefonnumre deres kunder har. Efter et opslag i ENUM, kan opkaldes således sendes gratis over internettet (se grafik).
For et par uger siden valgte e164.info dog at fusionere deres nummerdatabaser med en anden ENUM-tjeneste, den noget mere kommercielle Xconnect, der er grundlagt af den store norske IP-telefoni-udbyder Telio. Også Xconnect er et privat initiativ, og efter fusionen vil tjenesten - ifølge deres egne oplysninger - koble over 150 millioner IP-telefon-numre sammen på kryds og tværs mellem selskaber og verdensdele og helt uden for de etablerede teleselskabers kontrol.
Foreløbigt er brugen af ENUM's primært drevet af IP-selskaber, der med teknologien har fået en oplagt mulighed for at minimere deres omkostninger, men på sigt vil sammenkoblingen af forskellige platforme kunne føre til udvikling af en række nye tjenester, lyder håbet fra både UNI-C og fra flere af de teknikbegejstrede græsrodspionerer, der piller med de nye muligheder på hobbybasis.
Mens både e164.info og Xconnect er eksempler på ENUM's, hvor IP-udbyderne selv har ansvar for at opdatere kundernes informationer, er det hos den open source-agtige e164.org brugerne selv, der redigerer deres egne informationer.
Her er det i øjeblikket muligt at knytte sit telefonnummer sammen med utallige andre platforme - og mailadresser, MSN Messenger-identiteter og alskens andre oplysninger, til fri afbenyttelse for hardwareproducenter og udbydere, der måtte ønske at tilbyde kunderne nye services.
OriginalModTime: 08-06-2006 15:00:16