Danmarks mobile milliardindustrier­

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. juni 2006.


Danmark har muligheden for at skabe sigen global førerposition inden for mobile teknologier og services, som åbner for en lang række nye produkter, nye højtbetalte job, nye velfærdsløsninger og ny samfundsvækst.
Forudsætningen er, at vi etablerer en stærk national enhed for forskning, uddannelse og innovation inden for mobil og trådløs kommunikation - et Danish Center of Excellence eller DANCE. Formålet med forskningscentret er med en offentlig forskningsbevilling på mindst 500 mio. kr. over de næste ti år at sikre Danmark en interna­tional førerposition inden for udvalgte MTK-teknologier - mobil trådløs kommunikation - og samtidig forestå en stor satsning på innovationstunge uddannelser inden for mobil trådløs kommunikation.
Det er hovedforslaget fra en ekspertgruppe under Videnskabsministeriet, som i dag fremlægger sin anbefaling i forbindelse med et såkaldt "teknologisk fremsyn" om Danmarks mobile teknologier (se forsiden og side 10-11).
Ifølge ekspertgruppen har Danmark allerede i dag en række internationale styrker inden for MTK, som kan få stor samfundsøkonomisk betydning, hvis vi altså formår at realisere potentialet. De mere end 200 virksomheder på området repræsenterer 12.000 job med en årlig værditilvækst på over 900.000 kr. pr. medarbejder og leverer dermed et af landets højeste vækstbidrag.
Vækst på MTK-området er med andre ord samfundsøkonomisk yderst attraktivt. For eksempel kan Danmark udvikle en række trådløse sundhedsløsninger, som dels kan løfte produktiviteten i den budgetmæssigt hårdt belastede sundhedssektor, dels forvandle Danmark til globalt udviklingscenter for fremtidens sundhedsydelser.

Visionerne fra ekspertgruppen er særlig interessante, fordi de bygger på en evaluering af Danmarks styrker på MTK-området sammenlignet med en række globalt førende forskningscentre. Evalueringen er gennemført af finske VTT og viser, at de danske forskere ligger på niveau med eller tilmed over vores nordiske naboer. Det er en nyttig dokumentation, som kan være med til at bane vej for politiske beslutninger - for evalueringen viser, at der er en klar styrke at bygge på.
Til gengæld fremgår det også, at regeringens hidtidige indsats for at udvikle en ny dansk mobil milliardindustri har været meget begrænset. Mens private virksomheder i Danmark investerer omkring 1.500 millioner kr. i mobil forskning og udvikling om året, investerer det offentlige kun 70 millioner kr. I Finland - der fungerer som inspirationskilde og benchmark - har forskningsagenturet
TEKES iværksat en lang række forskningsprojekter, som f.eks. VAMOS, som handler om nye trådløse teknologier og har et samlet budget på 1.500 millioner kr. over fem år. Og det er blot et af flere initiativer.

Den finske satsning sætter både Danmarks hidtidige indsats og ekspertgruppens fremtidsforslag i perspektiv. Det er ikke realistisk at forvente, at Danmark kan skabe eller blot opretholde en mobil førerposition i en global økonomi med en så relativt beskeden indsats som 50 millioner kr. om året i ekstra forskningsbevillinger.
Som vidensamfund må vi nødvendigvis have en stejlere indlæringskurve. Vi tabte det første slag om mobilindustrien, hvor Danmark ellers med sin mobilforskning og nationale flagskibe som Storno og Dancall havde bedre forudsætninger for at positionere sig end en senere så kendt finsk gummistøvlefabrik. Vi vandt derimod det første slag om vindmølleindustrien, fordi vi afsatte de nødvendige ressourcer og formulerede de rigtige vækstpolitiske tiltag.
Når det mobile fremsyn bliver debatteret på onsdag har forskningsminister Helge Sander en unik chance for at demonstrere sine mobile visioner og sit teknologiske fremsyn for Danmark ved at tilslutte sig ekspertgruppens forslag som et selvfølgeligt mindstemål og forpligte regeringen til at satse lige så fokuseret på fremtidens danske mobilindustri, som tidligere regeringer har satset på vindmølleindustrien. mrl

OriginalModTime: 08-06-2006 14:39:17




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere