Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. juni 2006.
Man stikker sig selv blår i øjenene, hvis man tror, at it er svaret på alle kommunernes udfordringer. It er godt - men medaljen har en bagside, og tvang er ikke vejen frem, lyder det fra filosoffen Ole Fogh Kirkeby.
Det er en illusion at tro, at it kan strømline organisationer, der ikke har styr på sig selv. Til gengæld kan digitalisering være en fare for demokratiet.
Filosoffen Ole Fogh Kirkeby lægger ikke fingrene imellem, når han kommenterer sit bidrag til den nye debatbog, som KMD netop har udgivet. I bogen har KMD bedt en række mennesker med vidt forskellig baggrund om at give deres bud på en række af de udfordringer, Danmark står overfor. Udgangspunktet er digitalt, men indfaldsvinklerne er alternative. Det samme gælder bogens timing - den kommer netop som Computerworld over et par uger har kunnet berette, at Folketinget er ved at vedtage en lov, der kan ende med at Kommunernes Landsforening bliver tvunget til at frasælge KMD. Dermed må Kommunernes Landsforening reelt slippe kontrollen over en betragtelig del af den danske digitaliseringsproces, hvor KMD i dag har solidt fat i de fleste danske kommuner.
KMD har tidligere erklæret, at strategierne for erobringstogtet på det private marked er uændrede, selv om den nye lov har til formål at tøjle den slags ambitioner, og midt i al virakken udsender KMD nu en debatbog og lægger dermed papir til kritiske indfaldsvinkler på den digitalisering, der er virksomhedens levebrød. Og her er Ole Fogh Kirkeby, der til dagligt er professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København, et af de indslag, der stikker ud. Hans pointe er nemlig, at digitalisering ikke udelukkende er af det gode.
- Digitalisering er et fænomen, der ikke kan vendes om, fordi det er så centralt i den fremtidige udvikling af Danmark. Men i mine øjne kan digitaliseringen af vores samfund skabe en problematik, der er langt stærkere end eksempelvis integration af etniske minoriteter. Der er en stor manko mellem folks it-kompetencer, og man risikerer at fjerne deres muligheder for at deltage i den demokratiske proces, lyder det fra Ole Fogh Kirkeby. Han mener, at kommunalreformen i bredeste forstand er en proces, der rummer mange farer, fordi kravet om rationalisering og stordrift i kommunerne kan betyde, at kommunerne til sidst vil begynde at agere som små virksomheder.
- Kommunerne bliver små koncerner, der tænker i at servicere de stærke borgere, mens den egentlige repræsentant for demokratiet bliver etaten - altså den centrale stat. Når man samtidig digitaliserer borgernes kontakt med det offentlige, skaber man en envejskommunikation, der gør, at man gør berøringsfladen mellem borger og demokrati mindre. Og det kan udvande demokratiet, siger han.
At tvinge borgerne ind i den digitale verden - en fremgangsmåde som Accenture i en rapport har konkluderert vil medføre store fordele - går dog Ole Fogh Kirkeby midt imod.
I Danmark er tanken om tvang ikke fremmed for det offentlige, der har rodet med planer om at tvinge virksomheder til at bruge erhvervsportalen Virk.dk og senest har tvunget digitale lønsedler igennem til tusindvis af statsansatte - stort set fra den ene dag til den anden. Men det er ikke vejen frem, ifølge professoren.
- Man skal ikke bilde sig ind, at it kan løse alle problemer, hvis ikke man i forvejen kan løse dem selv. Strømlining af organisationer ved hjælp af it, kan ikke lade sig gøre, hvis ikke man på forhånd har besluttet sig for, hvordan arbejdsgangene skal være. Organisationer handler om menneskelige relationer, siger professoren, der påpeger, at it tvinger folk, kommunikation og information til standardisering i ufleksible systemer, der oftest ikke modsvarer den måde, vi tænker og arbejder på.
- It kan være en fantastisk ting, hvis man forstår at benytte det som en støttende funktion. Men det stiller krav til folk, og særligt ledere, der skal forstå at benytte det rigtigt. Og her får kommunerne et andet problem, der bliver gigantisk i fremtiden - nemlig at skaffe ordentlige ledere og politikere til kommunerne, siger Ole Fogh Kirkeby.
For tiden bliver der reorganiseret for fuldt drøn rundt omkring i de kommende storkommuner. Den 1. januar 2007 forsvinder de gamle 271 kommuner og erstattes af 98 nye, hvor stort set alting skal fusioneres. Processens kompleksitet understreges af, at en simpel ting som ens vejnavne i en nyt storkommune skal håndteres. Langt værre er det, at kommuner, der har baseret en stadig større del af deres interne arbejdsgange på it, pludselig skal ændre på både arbejdsgange, bemanding og samtidig fusionere adskillige it-systemer ind i en ny virkelighed.
Med alle boldene kastet op i luften på en gang, opstår en unik chance for at redefinere, hvordan demokratiet skal foregå fremover. Men det sker ikke i tilstrækkelig høj grad, mener professoren.
- Man bruger ikke de gode tider til at forberede sig på de dårlige. Hvis man gjorde det, ville man tænke meget mere på borgerinddragelse, end på at strømline og rationalisere. Vi har et meget hensynsfuldt samfund, men man risikerer at fjerne det solidariske, når man digitaliserer samfundet på en måde, hvor de svage ikke kan være med, siger Ole Fogh Kirkeby.
Han henviser til de borgerrettede digitale services, men også internt i kommunerne, hvor en it-bølge ofte medfører stress hos ansatte, der ikke behersker den verden, og ikke kommer til det, fordi deres ressourcer er knappe.
- Man kan tale om, at vi er midt i en ny dannelsestid, hvor kommunerne skal modvirke kravet om at være en koncern, og i stedet inddrage borgerne. Her kan jeg overhovedet ikke se noget negativt i digitalisering, hvis blot det bliver brugt med omtanke. Bare tænk på, hvor meget e-mailen har styrket os, lyder det fra professoren. Problemet handler ikke om visioner for brug af it, men om deres praktiske udførelse, mener Ole Fogh Kirkeby.
- Der ligger geniale ting i det digitale, og vi ser allerede, at kommuner opretter blogs eller laver spontane webbaserede borgerhøringer. Problemet er ikke visioner. Problemet er, at kommunerne fortsætter med at føre blokpolitik, der kvæler visionerne, siger han.
Ole Fogh Kirkebys indslag er kun et blandt mange i bogen "Danmark A/S - Den offentlige forretningsmodel". Udgiveren KMD's hensigt med bogen er at skabe opmærksomhed om, hvordan KMD forestiller sig, at offentligt it fremover skal spille sammen med den verden, der omgiver det. Hvis altså KMD ikke ender med at blive splittet op og solgt.
Billedtekst:
Kommunale Koncerner
- Kommunerne bliver små koncerner, der tænker i at servicere de stærke borgere, Når man samtidig digitaliserer borgernes kontakt med det offentlige, skaber man en envejskommunikation, der gør, at man gør berøringsfladen mellem borger og demokrati mindre. Og det kan udvande demokratiet, lyder det fra Ole Fogh Kirkeby, professor på Handelshøjskolen i København. Foto: Ditte Bjerregaard
OriginalModTime: 01-06-2006 13:56:04