Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. marts 2006.
GN Netcom har overtaget amerikanske Plantronics' position som verdens største på markedet for headset. Nu sætter amerikanerne en offensiv ind for at genvinde positionen.
cebit
GN Netcom, den danske headset-producent, har i løbet af de senere år sat sig på positionen som størst i verden på markedet for headset. Men nu vil den gamle kæmpe på området, amerikanske Plantronics, have sin førerposition igen. Derfor lancerer Plantronics en offensiv, der skal skubbe GN Netcom af banen.
- Plantronics er forandret med opkøb af en række producenter, og samtidig er vi klar med en lang række nye produkter, siger Plantronics' europæiske chef Philip Vanhoutte.
Et af de vigtigste våben, som Plantronics drager frem for at slå GN Netcom, er et smart lille trick med at udvide den kampplads, som selskabet deler med GN Netcom.
Plantronics siger nemlig nu, at kampen ikke bare handler om headsets til de professionelle brugere i kontorlandskaberne, salgsafdelingerne og kundeservice-centrene. Det er ellers de kundegrupper som de to selskaber hidtil primært har kæmpet om. Plantronics mener, at kampen nu også handler om de unge, dem, der vil underholdes og om medarbejderne på farten.
Derfor har Plantronics med sine mange nye produkter, som lanceres på den kæmpestore elektronikmesse CeBIT i Tyskland i disse dage, forfulgt en strategi om at producere headsets og højtalere, som både kan bruges til professionel kommunikation og underholdning.
Spørgsmålet er, om Plantronics' strategi vil virke. I hvert fald er GN Netcom ikke rystet:
- Det ligner ikke rigtigt en offensiv. Det er længe siden, vi lavede trådløse headset, der både kan afspille musik og bruges til at tale i telefon med, siger GN Netcoms adm. dir. Hans Henrik Lund.
I lyset af GN Netcoms dominans på området for mobile headset er det måske ikke underligt, at Plantronics forsøger at udvide markedet og gå efter underholdnings-segmentet i stedet. Ganske vist er Plantronics allerede størst på markedet for headset til kontorer og kundeservice-centre, men GN Netcoms mobil-dominans gør alligevel selskabet størst samlet set.
GN Netcom har en anden strategi, for at fortsætte som størst på headset-markedet.
- Vi har skabt en god forretning med trådløse headset til mobiltelefoner. Derfor er kunderne vænnet til at bruge et trådløst headset i bilen og på farten. På et tidspunkt vil de også være trådløse på kontoret. Derfor er vi også klar med trådløse løsninger til kontormiljøerne - vi vil være først med de trådløse løsninger hele vejen, forklarer Hans Henrik Lund.
- Vi skal holde os på toppen ved at fortsætte det gode salg til mobil-brugerne og ved at lave trådløse produkter til kontormiljøerne. Vi holder fokus på at lave overlegen lyd i trådløse headsets og godt design, og vi vil ikke lave højtalere til pc'er, som Plantronics, siger han.
- Som svar på kampen fra GN Netcom svarer Plantronics europæiske overhoved:
- GN Netcom er en kompetent modstander og holder os på tæerne, men vi skal heller ikke være over-paraniode, siger Philip Vanhoutte til Computerworld.
Billedtekst:
GN Netcom er en kompetent modstander og holder os på tæerne, men vi skal heller ikke være over-paraniode, siger Philip Vanhoutte, europæisk chef for Plantronics.
Boks:
om GN Netcom
Grundlagt: 1967
Antal ansatte: 262 (i Danmark)
Omsætning i 2004: 1.395,8 mio. kroner
GN Netcom henvender sig til tre markeder inden for håndfri tale: call centre, kontorer og mobiltelefoni (under varemærket Jabra).
GN Netcom er ejet af GN Store Nord.
om Plantronics
Grundlagt 1961
Antal ansatte: 6.100 (i verden)
Omsætning i 2004:
ca. 2.710,5 mio. kroner
Amerikansk producent af headset - både trådløse og med ledning. Største konkurrent til GN Netcom.
Henvender sig til de samme markeder som GN Netcom.
OriginalModTime: 09-03-2006 14:33:04