ERP-systemer skræddersys til brancher

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 3. marts 2006.


Brancheløsninger, globalisering og SOA-lignende arkitekturer er de hotte tendenser hos markedets 17 største ERP-systemer. Og så skal de
være nemmere at bruge.

Et virksomhedssystem, der er skræddersyet til brugerens branche, kan anvendes i firmaets afdelinger over hele verden, og som bygger på en serviceorienteret arkitektur (SOA). Sådan ser fremtidens ideelle ERP-system ud.
Det er det billede, der tegner sig hos konsulenthuset Herbert Nathan & Co. De seneste måneder har firmaet gennemgået alle de ERP-systemer (Enterprise Resource Planning), der bejler til de 1.000 største danske virksomheder. Der viste sig at være 17 systemer, der opfylder den definition. Resultatet af undersøgelsen er en rapport, der ventes klar i april, men allerede nu er hovedkonklusionerne klar:
- Næsten alle leverandørerne satser på brancheløsninger. Det hænger sammen med, at kernen i systemerne nu er så udbygget i forhold til målgruppen, at der ikke er brug for mere, siger partner Peter Ulka fra Herbert Nathan & Co.
I forbindelse med rapporten skulle leverandørerne oplyse, hvad de mente ville drive det danske ERP-marked i de kommende år. Her var globalisering den faktor, flest pegede på. Både produktionen af varer og afsætningen af dem bliver global. Det stiller nye krav til ERP-systemerne:
- De skal kunne håndtere flere valutaer, forskellige landes lovgivningsmæssige krav og flere sprog. Endvidere kan nogle kunder ønske, at der findes lokale folk med viden om systemet de steder, hvor det skal bruges, siger han.
Derudover skal selve systemets funktionalitet være indrettet til global brug. For eksempel skal man kunne definere varestrømme rundt om i verden: Hvis varen designes i Midtjylland og produceres i Kina, er der ingen grund til at sende den over Midtjylland på vej til butikken i Australien.
Globaliseringen medfører også, at virksomhederne får øget konkurrence, og derfor skal de være mere effektive. Det forsøger de blandt andet at blive ved at indføre nye ERP-løsninger.

På teknologisiden oplyser alle leverandørerne, at de enten har eller arbejder på at få en SOA-baseret arkitektur. Men Peter Ulka gør opmærksom på, at de fortolker begrebet på flere måder.
- Teknisk set består en serviceorienteret arkitektur af nogle byggeklodser, web services, der kommunikerer med hinanden, typisk via XML-baserede beskeder. Mange af leverandørerne er ved at give deres systemer sådan en arkitektur. Men det betyder ikke, at de gør disse web services offentlige, og at det uden videre bliver muligt direkte at koble web services fra forskellige leverandører sammen, siger han.
Teknologien indeholder ellers en potentiel mulighed for, at kunderne får frihed til at sammensætte systemer, hvor de vælger de bedste komponenter fra hver enkelt leverandør. Hvis det bliver tilfældet, kommer SOA til at betyde et brud med den fremherskende tendens de senere år. Her har virksomhederne typisk valgt at satse på ét enkelt system, der kunne løse alle opgaver, frem for at vælge markedets bedste enkeltstående systemer til de mange delopgaver.
- I teorien kan man så forestille sig, at man kan kombinere rammeaftalemodulet fra ét system med indkøbsmodulet i et andet system. Så langt er vi slet ikke endnu, men jeg tror, at det vil komme. Leverandørerne vil blive presset af kunder og konkurrenter til at åbne deres systemer, mener Peter Ulka.

Han ser også web services som en ny mulighed for indholdsleverandører. Som eksempel nævner han et firma som Krak, der udvikler web services, firmaer kan abonnere på. Således kan man forestille sig, at når en kunde skal oprettes i ERP-systemet, udfylder sælgeren telefonnummeret og klikker på en knap. Via en web service kommunikerer ERP-systemet med Kraks vejviser og modtager kundens navn, adresse, branchekode og andre oplysninger.
- Det vil både spare arbejde og sikre højere datakvalitet. For eksempel får man udfyldt branchekoden, som man ellers let kan glemme. Så firmaer som Krak og kreditoplysningsbureauer er nye spillere i ERP-verdenen - de kommer ikke til at lave ERP-systemer, men de kan tilbyde information, som ERP-systemerne kan trække på, siger han.
Han ser også en rolle for web services i forhold til virksomhedernes underleverandører. For eksempel kan man oprette en ordre i ERP-systemet. Når den er færdig, skal varerne sendes ud til kunden. Så forhører systemet sig via web services hos transportfirmaerne for at høre, hvem der hurtigst og billigst kan befordre varen.

Rapporten afdækker også en tendens, der hedder konsolidering og integration. ERP-branchen har de senere år været præget af mange opkøb. Nu har leverandørerne en stor udfordring med at integrere de systemer, de har opkøbt.
- Her kan SOA også spille en rolle, idet det kan blive en teknologi, der gør integrationen lettere. Samtidig er der også interesse for integration på kundesiden: Virksomhederne vil gerne knytte deres systemer tættere sammen, siger Peter Ulka.
Endelig er der en klar tendens hos leverandørerne til at gøre systemerne nemmere at bruge.
- De fokuserer på brugeroplevelsen: Hvor let er systemet at komme i gang med og at bruge i hverdagen? Det hænger sammen med, at den grundlæggende funktionalitet er på plads. Så kan de bruge ressourcer på at gøre det lettere at bruge, siger han.
Det skyldes også, at der over de sidste fem år er kommet flere selvbetjeningsmuligheder. Det medfører, at det ikke længere kun er økonomiafdelingen, der bruger ERP-systemet. Nu kan alle medarbejdere bruge det til for eksempel at indtaste indkøbsrekvisitioner, timesedler og andet.
Undersøgelsen spurgte leverandørerne, hvor de følte sig stærke og mente, at deres produkt adskilte sig fra de andre. Svarene var stort set enslydende: Vores produkt er fleksibelt, billigt at implementere, globalt og skalerbart.
- De ens svar viser, at leverandørerne ikke ved meget om, hvor deres konkurrenter er henne, bemærker Peter Ulka. Han gør opmærksom på, at på hvad han kalder "PowerPoint-niveauet" er systemerne meget ens. Derfor skal kunder køre en struktureret anskaffelsesproces, før de køber et nyt ERP-system.

Billedtekst:
brancheløsninger - I stedet for at konkurrere på funktionaliteten satser ERP-producenterne nu på brancheløsninger, siger Peter Ulka fra Herbert Nathan & Co. Foto: Steen Brogaard

Boks:
ERP-husene udvider med brancheløsninger
Et generelt virksomhedssystem kan alt, hvad man med rimelighed kan forlange af det. Det har producenterne indset. Derfor er de holdt op med at konkurrere om, hvem der kan proppe flest funktioner ind i deres standardsystemer. I stedet tilpasser de deres produkter til enkeltbrancher.
Hvor leverandørerne går mod specialisering, går nogle brugere den modsatte vej: De holder sig til standardsystemets funktioner og undlader så vidt muligt at tilrette det. Det er nemlig dyrt at holde sine egne udvidelser ved lige, når ERP-systemet opgraderes til en ny version. Foruden disse tendenser byder dette tema om ERP og forretningsapplikationer også på artikler om open source-ERP, regnskabssystemer som en abonnementsservice og Microsofts planer for de tidligere Navision-produkter.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere