Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. februar 2006.
Regeringen hævder fortsat, at logning af teletrafik stort set ikke vil føre til registrering af flere data end teleselskaberne allerede i dag gemmer eller behandler. Teleselskaberne fastholder, at det er noget sludder.
Videnskabsminister Helge Sander (V) har til Folketinget oplyst, at regeringens bebudede overvågning af alle danskeres internet- og teletrafik ikke vil føre til, at man gemmer flere data end i dag. Stort set. Og at man i forbindelse med logningen ikke bliver tvunget til at gemme indholdet af kommunikationen på for eksempel telefon, sms og e-mail.
Ifølge ministeren kan man altid teknisk adskille indhold og de såkaldte trafikdata - det vil sige oplysninger om afsender og modtager af kommunikationen.
Det har ført til en længere kontrovers mellem teleselskaberne på den ene side og regeringen og videnskabsminister Helge Sander på den anden.
Tvisten går på, hvorvidt det i alle tilfælde er muligt at adskille indholdet fra trafikdata.
Helge Sander har på den ene side hævdet og oplyst til Folketinget, at det kan man godt, mens teleselskaberne på den anden har fastholdt, at skal man gemme alle de data, som regeringen lægger op til, så vil der også blive gemt noget af selve indholdet af den kommunikation, som danskerne udveksler over telefon og internettet.
Populært sagt vil der således ikke blot blive taget en kopi af forside og bagside af kuverterne. I nogle tilfælde vil der også blive taget en kopi af indholdet i kuverten.
Regeringen og Helge Sander fastholder, med støtte fra IT- og Telestyrelsen, at standarderne for sms og e-mail i alle tilfælde tillader et teleselskab entydigt at skelne mellem trafikdata og indhold, og prøver dermed at tilbagevise teleselskabernes argument.
- Men det er slet ikke der uenigheden ligger, som det også fremgår af ministerens besvarelse. Uenigheden ligger i, at vi definerer henholdsvis trafikdata og indhold forskelligt. Fra vores synspunkt er udgangspunktet, at vore pligter til logning skal være begrænset til trafikdata, der er defineret som data, der behandles af udbyderen. Alle andre data, end netop de, som vi skal bruge for at transportere kommunikationen er for os principielt indhold. Og med det oplæg, som det ser ud til at regeringen fremsætter, bliver vi således tvunget til at gemme indholdsdele også, siger Mogens Ritsholm, der er telechef i TDC's regulatoriske afdeling.
- Så er det underordnet, om det ligger i header eller body i en e-mail for eksempel. Selvom for eksempel cc-adressen normalt ligger i en e-mails header, så er der i vores optik tale om indholdsdata, fordi vi ved modtagelse af e-mailtransaktion ikke kigger på cc-adresserne, siger han.
Motens Ritsholm henviser dermed til, at i TDC's optik kan data i en e-mail hos ét teleselskab være at betragte som trafikdata, mens det hos et andet er at betragte som indhold. Skellet går imellem, om teleselskabet selv skal bruge data eller ej for at transportere kommunikationen. Hvis selskabet skal bruge dataene er det trafikdata, skal det ikke bruge dem er det indholdsdata for den pågældende udbyder.
Dermed er det afgørende, hvor i telenettet og internettets knudepunkter regeringen vælger, at telelogning skal foregå. Hvis for eksempel en af TDC's bredbåndskunder vælger at bruge bredbåndsforbindelsen til at tjekke sin webmail-konto, for eksempel hos Hotmail, så vil alle data i e-mailen - også e-mailadresserne, være indholdsdata i TDC's net, og det vil kun være fremme på Hotmails server, at nogle af dataene skifter status og bliver til e-mailadresser, altså trafikdata. Det er først her, de bliver pakket ud.
Og hvis for eksempel TDC tvinges til at gemme alle data for alle sine kunder - også trafikdata i en Hotmail-e-mail, så kan regeringen ikke længere overholde sit løfte om ikke at snage i danskernes private breve og kritik af magthaverne.
De EU-direktiver, der foreligger om telelogning, fastslår ligeledes, at der kun skal rejses krav til teleselskaberne om, at opbevare de data, der genereres eller behandles som led i ydelsen af deres kommunikationstjenester. Og at man således ikke kan forlange, at udbyderne skal opbevare data, som de ikke selv har genereret eller behandlet. Direktiverne støtter således op om de danske teleselskabers holdning.
Men den danske regering med Helge Sander og justitsminister Lene Espersen i spidsen ønsker at gå videre og overvåge endnu mere. De har ikke nok i trafikdata efter EU's definition. De vil have mere.
Boks:
Hvad er trafikdata og hvad er indhold
- derfor er regeringen og teleselskaberne uenige
1 Kurt Jensen sender en e-mail via Hotmail, samt chatbeskeder via en chathjemmeside.
E-mailen er til Kurts ven Brian. Den bliver af e-mailprogrammet pakket ned i en kuvert, hvorpå programmet skriver Brians e-mailadresse. Kuverten lægges i en stak med andre kuverter, med indholdet fra Kurts andre e-mails.
På samme måde med Kurts chatbeskeder - de pakkes også hver for sig i en kuvert, og uden på skrives det brugernavn, som hver enkelt besked er henvendt til og internetadressen på chathjemmesiden.
Kurts computer pakker de forskellige kuverter i stakke, alt efter om det er e-mails, som skal sendes via Hotmail, eller om det er chat-beskeder, der skal sendes via chathjemmesiden. De to stakke af kuverter samles i en stor pose, for at blive sendt via den internetforbindelse, som Kurt abonnerer på hos TDC.
2 Posen med Kurts e-mail kan sammenlignes med postpakker, hvori der ligger nogle kuverter (på tegningen er postpakken en gennemsigtig pose). På posens adresseseddel skriver Kurts computer adressen på TDC, og computeren sender den ud i kablerne hen til TDC's internet-udstyr. Her pakkes posen ud (og smides væk), og udstyret finder ud af, hvor de forskellige dele af indholdet i posen skal hen.
I dette tilfælde finder udstyret to stakke af kuverter med adressesedler på. Den ene stak skal til Hotmail, og den anden skal hen til en chathjemmeside.
3 Først henne på henholdsvis Hotmails server og chathjemmesidens server bliver snoren taget af stakken med kuverter (1), og først her læses adresserne på kuverterne (2).
Hotmails server læser emailadresserne på kuverterne og sender selve indholdet af e-mailene videre til de rette modtagere. En af disse er Kurts ven Brian, og på Brians computer bliver kuverten åbnet, og Brian kan læse indholdet af e-mailen (3).
Tilsvarende med chatbeskederne. TDC sender en stak kuverter til chathjemmesiden (1). Her åbnes stakken og snoren tages af, og så læses adresserne på kuverterne, der angiver, hvem indholdet af de enkelte kuverter er tiltænkt (2). Endelig sendes chat-beskeden til Brian, som kan læse den via sin egen internetforbindelse.
Billedtekst:
Regeringen mener, at alle adresserne i eksemplet, lige fra adressesedlen på posen, over adressesedlerne på kuvertstakkene til adresserne på de enkelte kuverter alt sammen skal betragtes som trafikdata, uanset hvor man er i systemet. Det vil sige både hjemme hos Kurt, hos TDC og alle de andre steder i internettet. TDC mener derimod, at noget der i én sammenhæng er trafikdata i en anden sammenhæng er indhold. Det, der for Hotmail er trafikdata, for eksempel Brians e-mailadresse er for TDC indhold.