TDC's konkurrenter: Fortidens fejl giver dyrt dansk bredbånd

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. januar 2006.


TDC sidder tungt på de to kommunikationsnet, der for alvor når ud til alle danske husstande. Det svækker konkurrencen,
siger Cybercity og Telia. Men løbet er kørt.

Danske forbrugere og virksomheder lider stadig under, at TDC fik lov til at beholde både telenettet og kabel-tv-nettet, da det gamle statslige telemonopol blev privatiseret i 1990'erne. Det betyder nemlig, at de to væsentligste adgangsveje for bredbåndsinternet ud til de danske husstande er ejet af det samme selskab - til skade for konkurrencen og dermed prisen. Det mener i hvert fald konkurrenterne.
I andre europæiske lande er det på grund af tradition, eller fordi myndighederne har grebet ind tidligere, ikke længere typisk, at det er den samme koncern, der ejer både det landsdækkende telenet og kabeltv-net.
Således tvang myndighederne Telia til at sælge sit kabel-tv-net, Comhem, da Telia fusionerede med Sonera. Det skete netop ud fra argumentet om, at det samme selskab ikke må sidde på to så væsentlige digitale adgangsveje.

- Man kan ikke kritisere nogen for, at TDC i dag ejer både telenettet og kabel-tv-nettet. Der er ikke nogen, der har lavet en fejl. Men jeg tror nok, at hvis privatiseringen var sket i dag, ville myndighederne have kigget nøje på i hvert fald kabel-tv-infrastrukturen og formodentligt krævet den solgt fra, siger Cybercitys regulatoriske chef, Nicholai Kramer Pfeiffer.
- Det er også temmelig unikt i Europa. De få steder, hvor man har været i en lignende situation, har myndighederne sørget for at adskille ejerskabet af de to net, siger han.
- I for eksempel Belgien og Sverige, hvor det er to forskellige selskaber, der ejer henholdsvis telenettet og kabeltv-nettet, har man derfor en mindre kontrolleret konkurrence mellem ADSL og internet via kabel-tv, siger Nicholai Kramer Pfeiffer.

I Danmark kunne man ikke levere internet via kabel-tv-nettet, da TDC blev privatiseret i midten af 1990'erne. Det betød, at man ikke i tide fik fremsat krav om, at TDC skulle frasælge kabel-tv-nettet.
Samtidig overså man, at det væsentligste konkurrenceparameter på teleområdet er adgangen til den såkaldte "last mile", det vil sige det sidste stykke vej ud til slutbrugeren og husstandene. Derfor fik man heller ikke sørget for, at kobbernettet kom på andre hænder.
De fleste erkender derfor, at løbet er kørt, og at TDC nu engang sidder som edderkoppen midt i de to vigtigste teleinfrastrukturnet i dagens Danmark. Skulle man tvinge TDC til at sælge sit kabel-tv-net, ligesom svenskerne tvang Telia, ville det stride mod stribevis af regler og formodentligt medføre et stort erstatsningskrav fra TDC. Et tvangssalg vil kræve, at der er hjemmel i konkurrencelovene - for eksempel dem om fusionskontrol, men TDC har længe styret uden om fusioner, hvor den slags kunne komme på tale, og heller ikke det planlagte salg af TDC kan betegnes som en fusion.
Dermed er der kun tilbage for myndighederne at intensivere reguleringen af TDC for at dæmme op for tidligere tiders fejltagelser.

Også TDC's anden store konkurrent på markedet for internetbredbånd, Telia, mener, det er en betænkelig situation, at TDC fortsat ejer både telenet og kabel-tv-net.
- Og det er spørgsmålet, om reguleringen fra myndighedernes side er et reelt monopolbrud. For de priser, vi som konkurrerende selskaber skal betale for at få adgang til TDC's net, er fastsat således, at der ikke er levnet meget plads til en rentabel forretning. Så det er svært at konkurrere, og til dato er der ikke mange, der har kunnet fremvise lønsomhed ved at sælge produkter på baggrund af adgang til TDC's net, siger Ole Simonsen, der er administrerende direktør i Telia Stofa.
Han ville allerhelst have ægte konkurrence i stedet for regulering fra myndighederne, men erkender, at det bliver svært, så længe TDC er så dominerende på markedet.
- Der er ikke sket den hurtige liberalisering af telebranchen, som man håbede på. Den har taget og vil fortsat tage mange år. Men jeg håber, at alle forbrugere en dag vil have mindst to alternativer til alle kommunikationsformer. Den dag det sker, kan vi afregulere, siger Ole Simonsen.
Han mener dog, at problemet vil blive mindre hen ad vejen, efterhånden som alternative fremføringsveje vinder frem, for eksempel fra elselskabernes fibernet.
Telia Stofa ejer kabler til tv svarende til mindre end en tiendedel af det, TDC ejer, men Telia Stofa er samtidig operatør for en lang række antenneforeninger med videre, både med hensyn til tv- og internetsignaler, oplyser Ole Simonsen.

Hos TDC selv mener man ikke, at konkurrencen svækkes af, at TDC fortsat ejer begge de væsentligste fremføringsveje af digital kommunikation til de danske husstande.
- Det er et argument, der til stadighed fremføres af vores konkurrenter - men vores virkelighed er, at vi markedsfører to forskellige produkter, der er prissat forskelligt. Et på ADSL og et på kabel-tv-nettet, siger Niels Breining, der er administrerende direktør for TDC Kabel TV.
- Det er også to forskellige markeder. ADSL sælger vi direkte til den enkelte husstand, mens vi sælger internet via kabel-tv til antenne- og boligforeninger. Vi indgår aftaler om at levere internet gennem deres kabler til slutbrugerne, siger Niels Breining.
Han henviser til, at over en million husstande får tv-signaler fra TDC, men at kun omkring 30 procent af disse husstande får tv-signaler gennem kabler, som er ejet af TDC selv. De resterende kabler er ejet af antenneforeninger og boligforeninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere