Dyremose: Spekulationer om opsplitning noget vrøvl

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.


Henning Dyremose går i rette med de iagttagere, som har forudset en skilsmisse i TDC-koncernen efter salget. Familien bliver sammen og vil bosætte sig i Norden med stadig flere familiemedlemmer, lyder det fra topchefen.

TDC-koncernens administrerende direktør Henning Dyremose går i rette med de rygter og spekulationer, der har floreret om en skilsmisse i TDC-familien efter salget. Rygter om, at den sandsynlige kommende køber, Nordic Telephone Company (NTC), vil splitte TDC-koncernens forskellige selskaber og forretningsområder op i større eller mindre bidder og sælge dem fra ud fra logikken om, at de er mere værd hver for sig end samlet. Og at NTC på den måde får forrentet sine penge bedre.
- Det ville være torskedumt at splitte TDC op. Og man kommer altså ikke med 100 milliarder kroner og opfører sig torskedumt, siger Henning Dyremose.
Han mener, at TDC's kunder kan regne med, at TDC ikke bliver splittet op. For en opsplitning er skidt nyt for kunderne, fordi stordriftsfordelene dermed fordufter. Muligheden for at levere ens dækning bredt i Norden ville forsvinde, fordi integrationen mellem forskellige tjenester, for eksempel den vigtige integration mellem fastnet og mobil, forsvinder.
Hvis det er skidt nyt for kunderne, er det også skidt nyt for TDC, og dermed igen for køberen NTC, lyder Dyremoses argument. Derfor vil NTC ikke splitte TDC op.
- Både TDC's medarbejdere og kunder kan være trygge ved sammenhængen i TDC i Norden. Vi har både før og efter købet en strategi om at fortsætte den nordiske konsolidering både gennem organisk vækst og gennem yderligere opkøb og integration i lighed med opkøbet og integrationen af Song, siger Henning Dyremose.
- Det er en strategi jeg tidligere har meldt ud ved flere lejligheder, og det er en strategi, som vores potentielle købere har meldt ud, at de støtter, siger han og tilføjer, at kapitalfondene bag NTC tidligere har udviklet teleselskaber frem for at have frasolgt dem.

- Det er også forkert, når nogen påstår, at TDC vil få kapitalknaphed. NTC har meldt ud, at de vil implementere en god finansstruktur, som vil tillade TDC at vokse. Det ser ud til, at vi vil få adgang til langt mere kapital, end vi nogensinde har haft, siger han.
Henning Dyremose henviser til, at TDC's potentielle køber er parat til at komme med endnu flere milliarder til TDC. Målet er at beskytte investeringen i koncernen ved at lade den foretage flere opkøb og dermed blive mere værd for NTC.
- Jeg kan ikke forstå, at nogen mener, at vi bliver splittet. For hvorfor skulle en køber, der ønsker at skabe mere værdi og gøre TDC mere værd, gøre det modsatte af, hvad der er godt for kunderne? spørger Henning Dyremose.

Men selv om Dyremose altså således prøver at berolige kunderne og de aktionærer, der lige nu overvejer TDC-bestyrelsens anbefaling om at acceptere NTC's købstilbud, så siger han samtidig, at der vil ske frasalg før eller siden. For NTC vil på længere sigt realisere sin investering ved at sælge TDC igen.
Vil det frasalg ske således, at hele TDC-koncernen sælges samlet, eller vil det ske i større eller mindre bidder?
- Hvis de vil splitte op, så kan de sagtens gøre det ved at sælge fra med en centraleuropæisk enhed og en nordisk enhed, uden at det går ud over kunderne. Det kan da godt være, at det var klogere at sælge det på den måde om tre til syv år. Det vil heller ikke gå ud over kunderne, siger han.

Henning Dyremose mener altså ikke, at der vil ske en opsplitning, men det er ingen garanti.
- Ingen kan love noget om fremtiden. Men jeg kan sige, at det er meget usandsynligt, at det vil ske, og at TDC i stedet vil vokse yderligere i Norden. Den bedste garanti for det er, at det er godt for kunden. Jeg kan ikke se nogen reelle ting, der skulle få os til at ændre den strategi.
Han mener heller ikke, at der kan være en konflikt mellem kundernes og aktionærernes interesser. Og at NTC dermed som storaktionær skulle søge at beskytte kapitalen på bekostning af kunderne.
- Selv en kapitalfond kan ikke skabe værdi uden at gøre, hvad der er godt for kunderne, lyder Henning Dyremoses ræsonnement

Dyremose er dog ikke helt klar i mælet om fremtiden for TDC's selskaber uden for Norden. Ikke ud over, at TDC vil beholde sit engagement i det schweiziske mobilselskab Sunrise.
- Der kan ske både køb og salg. Det nordiske aktiviteter er nødvendige for TDC. Aktiviteterne uden for Norden er ikke nødvendige for at skabe forretning, siger Henning Dyremose og henviser til, at Norden er ved at overtage Danmarks rolle som kernemarked for TDC.
- TDC Forlag var den sidste forretningsdel i Norden, som ikke hang sammen med de øvrige, og det har vi lige solgt fra. Så nu er der ikke mere tilbage i Danmark og Norden, som vil blive solgt fra, siger Henning Dyremose og afviser dermed også alle spekulationer om frasalg af for eksempel Netdesign i Danmark.
- Vi følger kunderne i deres efterspørgsel. Og de efterspørger løsninger, der dækker hele Norden. Hvis de også vil have tyske løsninger senere for eksempel, så må vi finde ud af det også. Vi er en kundedrevet virksomhed, siger Henning Dyremose.

Billedtekst:
rolig Vi har både før og efter købet en strategi om at fortsætte den nordiske konsolidering, siger Henning Dyremose. Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere