Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.
De er ikke kun dygtige - de kan også bevise det. De mest eftertragtede it-direktører kan dokumentere resultater med store projekter og aftaler, lød kriterierne, da Computerworld CIO i februar satte spot på landets tre mest eftertragtede af slagsen.
Niels Molzen, Danisco. Michael Skånstrøm, Lundbeck. Lars Mathiesen, Nykredit. Ifølge ledende rekrutteringsvirksomheder er netop de tre it-direktører de mest efterspurgte på markedet.
De skiller sig ud. Først og fremmest fordi de har gennemført store projekter.
Det kom frem, da Computerworld CIO spurgte fire rekrutteringsvirksomheder om, hvad der kendetegner en succesfuld it-direktør.
- De kan dokumentere resultater med store og væsentlige forretningstunge it-projekter, lød det fra Ole Dahl Ingvardsen, partner hos Flensby & Partners.
- De har eksempelvis gennemført et kæmpe SAP-projekt, etableret data warehouse i en stor organisation eller stået for markante platformsskift, som har omfattet adskillige tusinde arbejdspladser. De kan også dokumentere, at de kan forhandle outsourcing eller andre kontakter på et væsentligt millionbeløb, sagde Ole Dahl Ingvardsen.
Den beskrivelse har den rette pasform til Molzen, Skånstrøm og Mathiesen.
Lundbecks underdirektør med ansvar for it, Michael Skånstrøm har netop gennemført et stort SAP-projekt med 700-800 brugere. Derudover har Lundbeck etableret et applikationskompetencecenter.
Et andet afgørende parameter er, at en succesfuld CIO skal være stærkt funderet både inden for it og forretning. Man skal have en indgående forståelse for og erfaring i at koble forretning og it. Det nytter ikke noget, at det er en person, der sidder i direktionen og snakker om bits og bytes eller client-/server-løsninger.
- Det skal være en person, der kan se, hvad et forslag betyder for bundlinjen, eller hvad den forretningsmæssige betydning er, forklarede partner hos Amrop Hever Niels Bentzen.
Magasinet CIO spurgte Niels Molzen, der er it-direktør hos Danisco, hvordan han sikrer både it- og forretningsfokus.
- It og forretning er lige vigtigt i mit job. Der er sket et skift i opgaveprioriteringen i it-afdelingen, mens jeg har været chef. Tidligere leverede afdelingen alt, som organisationen efterspurgte. I dag arbejder vi målrettet med at have en it-strategi, der understøtter den overordnede strategi. Det betyder i praksis, at vi er med til at prioritere, hvilke opgaver, der skal udføres, forklarede Niels Molzen.
Også kollegaen hos Nykredit, it-direktør Lars Mathiesen, pointerede, at it-udviklingen knyttes sammen med forretningen. Hos Nykredit har man taget konsekvensen og lagt forretningsudvikling og it sammen. Og it-direktøren mener ikke, at udfordringen er for stor: Man behøver ikke være it-ekspert for at være en dygtig it-chef.
Ifølge rekrutteringsfirmaerne behøver de succesfulde CIO'er ikke at se efter nye karrieremuligheder. Headhunterne skal nok finde dem.
Billedtekst:
Niels molzen, danisco
Billedtekst:
Michael Skånstrøm, Lundbeck
Billedtekst:
Lars Mathiesen, Nykredit
Fotos: Torben Klint