Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. november 2005.
Specialeskriverne
Computerworld taler med studerende
på de højere it-uddannelser om indhold
og brug af deres specialer. HENrik BAY (øverst) og MATHIAS MUNK HANSEN skrev speciale om "Den virtuelle organisation med fokus på det ledelsesmæssige perspektiv."
Den virtuelle organisation er en ny måde at organisere sig på i dagens teknologisamfund. Men for at blive en succes kræver det dedikerede medarbejdere,
tillid og en anden
ledelsesstil.
Forfattere:
Henrik Bay, 29 år, og Mathias Munk Hansen, 24 år. Begge har en cand.merc.dat-eksamen fra CBS.
Skriver speciale om:
Den virtuelle organisation med fokus på det ledelsesmæssige perspektiv. I hvor høj grad en organisation er virtuel defineres udfra tre primære variabler: Anvendelse af IKT (informations- og kommunikationsteknologi), geografisk spredning og mangel på fysisk kontakt.
Med andre ord:
- Vi bestemte os for at finde ud af, hvad buzzordet og det diffuse begreb, den virtuelle organisation, dækker over, samt hvilke muligheder, der er forbundet med den. Hvilken form for ledelse kræves for at drive en effektiv virtuel organisation?
Har I samarbejdet med nogen virksomheder?
- Vores speciale tager udgangspunkt i virksomheden WPA Mobile, da det er en udpræget virtuel organisation. Den består af seks medarbejdere, der er placeret geografisk langt væk fra hinanden og primært kommunikerer via IKT. De benytter for eksempel Skype hele tiden og kommunikerer også meget via MSN. På den måde er teknologien med til at skabe en fornemmelse af et fysisk rum, men det er selvfølgelig kun en illusion.
Hvad er konklusionen?
- Vores undersøgelse har vist, at det i opstartsfasen er økonomisk fordelagtigt for virksomhederne med en virtuel organisation. Det eneste, man behøver, er internet, en bærbar pc og et headset. Men den manglende fysiske kontakt udfordrer alle i organisationen og især lederen. Det kræver det, vi har valgt at kalde ‘hellig ild' hos alle i organisationen. Det er et begreb, der læner sig tæt op ad en næsten religiøs fanatisme og dækker blandt andet over selvstændighed, vilje og tro på, at det her skal lykkes. Den virtuelle organisation er absolut ikke designet til den typiske 8 - 16- medarbejder. Udfra lederens synspunkt er det vigtigste nøgleord tillid til sine kolleger.
Hvordan fik I ideen til specialet?
- Vi hørte om WPA Mobile gennem en ven og blev fascineret af denne organisationstanke. Vores udgangspunkt har hele tiden været pragmatisk, da vi har ønsket at skabe en teori, der har relevans uden for Handelshøjskolens fire vægge. Derefter har det hele egentlig været en bagudrettet proces. Med udgangspunkt i den sociologiske metode, grounded theory, hvor undersøgeren skal være så lidt forudindtaget som muligt, har vi skabt specialet og til sidst problemformuleringen.
Hvad er jeres drømmejob?
- Mathias er et eksempel på den gode historie. Han er nemlig blevet ansat som projektleder i udviklingsafdelingen i WPA Mobile. Og jeg er startet som SAP-konsulent i virksomheden Implement System Impact A/S.