Det handler om at tage beslutninger

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. november 2005.


Fra robotfodbold til valutahandler. For den australske
forsker Mary-Anne Williams handler begge discipliner om at tage den rette
beslutning på det helt rigtige tidspunkt.

Den rette person skal have adgang til de helt rigtige informationer - på det rette tidspunkt. Så simpelt kan det lyde, når der skal tages beslutninger, uanset om der er tale om valutahandler, robotfodbold eller et akut tilfælde på en skadestue.
Mary-Anne Williams, der er forskningsprofessor ved it-faktultetet på The University of Technology i Sydney og står i spidsen for Innovation and Technology Research Laboratory, arbejder med agentbaseret teknologi, som er en ny måde at bygge software på.
Det handler om at give softwaren autonomi - eller sit eget liv, så den bliver i stand til at tage beslutninger på egen hånd.
Mary-Anne Williams har blandt andet givet et helt fodboldhold af robotter så meget liv, at det er lykkedes holdet UTS Unleashed at levere den bedste ydelse af alle hold, der deltog ved Robot Soccer World Cup 2004 - med en førsteplads i disciplinen Soccer Challenges og en andenplads i Soccer Games.
- Robotterne er udstyret med kamera og mikrofoner, så de kan se og høre, hvad der foregår på banen. Her tager de selv beslutninger om, hvorvidt de skal løbe lige ud, dreje rundt, skyde til bolden eller sende den videre til en holdkammerat. Det gør de på baggrund af en række informationer, der indsamles ved hjælp af deres sanser, forklarer Mary-Anne Williams, der har været involveret i robotfodbold siden 2003.
Og selvom konkurrencen har budt på mange sjove oplevelser, handler arbejdet med robotterne også om innovation og udvikling af samarbejdssoftware-løsninger til komplekse og dynamiske miljøer - som eksempelvis at bygge en robot, der kan hjælpe handicappede eller ældre, overvåge havbunden ved Great Barrier Reef eller gå rundt på planeter og lede efter andre former for liv.

Ifølge den australske forsker handler robotfodbold om at sikre adgang til en række informationer - og tage en beslutning herudfra. Samtidig handler det om at bygge modeller, der kan imødegå usikkerhed og nye informationer, der kan ændre sig hvert øjeblik.
- At tage beslutninger - det er fundamentet i næsten alt, hvad vi foretager os i eksempelvis forretning, ledelse og finansiering. Derfor kan den software og de modeller, vi udvikler, anvendes i meget bred vifte af områder, mener Mary-Anne Williams, der beskriver en vigtig beslutning som et akut tilfælde på en skadestue, hvor lægen er tvunget til at tage en beslutning på stedet.
- Hvis patienten bløder, kan lægen ikke vente på medicinske prøver, men er nødt til at agere på stedet. Og det gør lægen ud fra en vurdering, der er baseret på erfaringer og forventninger - dog vil en del af informationerne være ukendte, eksempelvis om den bevidstløse patient er allergisk over for penicillin, beskriver den australske forsker.

Ideen om at skabe en international konkurrence inden for robotfodbold blev født i Japan i 1993, og den skabte debat blandt forskere verden over. De var ikke enige om, at konkurrence ville være godt for forskningen.
- Konkurrencen blev dog etableret - og designet til at fremme robotforskningen, ligesom researcherne blev opfordret til at integrere deres løsninger. Ideen var, at holdene skulle dele den viden og software, der blev skabt i arbejdet med robotterne. Argumentet imod lød på, at konkurrencen ville blive drivkraften, mens forskningen ville blive sekundær, fortæller Mary-Anne Williams, der har specialiseret sig i at skabe modeller, som kan hjælpe med at tage den rigtige beslutning i komplekse miljøer, der er under konstant forandring. Blandt andet den finansielle verden, hvor handler bliver lavet på tværs af landegrænser, og valuta kan give udsving under ustabile markedsforhold.
Pt. arbejder hun sammen med professor Niels Bjørn-Andersen på et forskningsprojekt på Copenhagen Business School. Det er støttet af Danmarks Nationalbank og har fået navnet FXRED (Foreign Exchange Risk Management Project). Det er et intelligent agentbaseret system, som kan hjælpe banker og andre virksomheder med at håndtere økonomiske risici i forbindelse med internationale transaktioner.

Agenten overvåger alle handler, som foregår i virksomheden, så medarbejdere og direktører hele tiden har overblik over den aktuelle position. Samtidig kan softwaren eksempelvis gå på internettet for at afsøge markedet og hente relevant information til at skabe et bedre beslutningsgrundlag.
- Markedet skifter jo hvert eneste mikrosekund. Derfor er det effektivt at have en agent, der eksempelvist kan beregne risici ved en valutahandel, forklarer Mary-Anne Williams.

FXRED er fortsat et forskningsværktøj, og projektet har en tidshorisont på omkring fem år, hvor Mary-Anne Williams og hendes kolleger håber at kunne gå på markedet med softwaren.
Den australske forsker forlader Danmark til december - og rejser til IBM i New York og Stanford University i Californien for at fortsætte sit arbejde der. Dog med en anelse vemod. For hun og hendes tre børn, Fuchsia, Anthea and Theron, er gennem det fem måneder lange ophold blevet meget begejstrede for Danmark.
- Danmark er et meget menneske-orienteret samfund. Jeg har ladet mig fortælle, at det skyldes, at landet hidtil har haft få råstoffer at trække på i forhold til andre lande - og derfor må trække på sit folk og dets ideer. Det har været en rigtig øjenåbner for min familie, forklarer Mary-Anne Williams, der er en af de få kvinder blandt verdens it-forskere. Noget hun beskriver som et væsentligt problem - og noget hun forsøger at påvirke.
Derfor besøger hun i ny og næ børnehaver og skoler for at fortælle om sine robotter og teknologiens muligheder.
- Jeg tror, pigernes fantasi skal fanges tidligt i deres udvikling. Vokser de først op og bliver teenagere, kan det være for sent, lyder det fra den australske forsker, der efter mange års hårdt arbejde og research ikke er i tvivl om, at drivkraften i forskning og innovation er, at man har det sjovt.

Billedtekst:
feminin fantasi Pigernes fantasi skal fanges tidligt i deres udvikling. Vokser de først op og bliver teenagere, kan det være for sent, mener den australske forsker Mary-Anne Williams.
Foto: Hans Juhl




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere