Superlækker indpakning til din pc

Bygger du en entusiastcomputer, er det ikke til at komme uden om et kvalitetskabinet med optimale kølings- og monteringsforhold. Vi har testet HAF 922 fra taiwanske Cooler Master og er klar med dommen.

Superlækker indpakning til din pc

Hvis du bygger en computer, der har ambitioner om at være mere end en fredsommelig kontormaskine, vil du opleve, at kabinettets kølings- og monteringsforhold betyder meget.

Faktisk så meget, at for ringe køling på sigt nemt kan resultere i, at din hardware opfører sig ustabilt. Samtidig er kabinettet en oplagt langlivet investering, som et par hardwaregenerationer forude stadig tager sig lige så godt ud på - eller under - skrivebordet.

HAF 922 fra taiwanske Cooler Master er en ny og lidt mindre udgave af storebror HAF 932, som PC World tidligere har haft fornøjelsen af at lægge til grund for en super-testcomputer.

HAF 922 er et kabinet i såkaldt miditower-størrelse, der med dimensionerne 253 x 502 x 563 millimeter (B x H x D) kan kapere bundkort i formaterne ATX og microATX.

HAF 922 er designmæssigt en anelse rektangulært og "kasseformet", men er i øvrigt en fryd for øjet med blæseren i fronten, der kommer med en sexet rød lysdiode, som komplimenterer den sorte lakering udmærket. Størstedelen af kabinettet er udført i stål, og kabinettet lander på en kampvægt på blot 8,7 kilo.

Trods kabinettets kompakte størrelse har producenten formået at skabe et velarrangeret og rummeligt indre, hvor god ventilation af de varme komponenter er en selvfølge.

I alt tre velvoksne blæsere - med udvidelsesplads til yderligere to - sørger for en reel vindtunnel: I fronten føres luften ind af en stor blæser på 200 millimeter, mens en tilsvarende stor blæser i toppen samt en model på 120 millimeter bagest i kabinettet fuldender vindretningen. Hvis du har fået smag for endnu vildere køling, kan du selv udvide med yderligere to blæsere henholdsvis i bunden samt monteret direkte på kabinettets side.

Desværre har Cooler Master ikke fundet det nødvendigt at inkludere blæserstyring som standard, hvilket er en skam, eftersom støjniveauet ideelt set burde kunne skrues ned i situationer, hvor den voldsomme køling ikke er påkrævet.

Gnidningsløs montering i HAF 922

Med HAF 922 er det indlysende, at Cooler Master mestrer disciplinen at bygge et kabinet, som ikke er ensbetydende med, at din computers indre bliver en værre omgang kabelsuppe.

Nænej, med en smule tålmodighed er det ingen sag at føre kablerne gennem hullerne i bundkortets monteringsplade og dermed undgå det totale kaos, som ofte er en realitet med de billigste kabinetter.

Noget, som i dén grad mangler på mange andre kabinetter, er de smarte fastlåsningsmekanismer til grafik- og udvidelseskort samt harddiske og optiske drev, som Cooler Master har effektueret.

Her er det allerhøjest nødvendigt at finde værktøj og skruetrækker frem til monteringen af selve bundkortet og strømforsyningen i kabinettet - resten klares med et snuptag uden værktøj, hvilket er en lækker detalje.

Det er ligeledes en lækkerbisken, at harddiske monteres i gummibelagte rammer med et snuptag, så vibrationer ikke forplanter sig til resten af systemet

Skulle du få lyst til at benytte vandkøling, har producenten af samme årsag udstyret kabinettet med to gummibelagte huller tæt på den bageste blæser. Denne anmeldelse er dog udelukkende udført med luftkøling, og vi kan derfor ikke vurdere den eventuelle kompatibilitet med et givent vandkølingskit.

Betydelige detaljer

På kabinettets bagside ses endnu en afsindigt nyttig detalje, som gør, at en større processorkøler kan fjernes og monteres uden behov for at fjerne hele bundkortet fra monteringspladen. Det er en kærkommen detalje, hvis du benytter en større og bedre køler til processoren end den, der oprindeligt fulgte med - og det gjorde vi til anmeldelsen af HAF 922.

Helstøbt kabinet til entusiasten

Når kabinettets sider først er påmonteret - hvilket sker nemt med de store fingerskruer - har du en computer, der hvad "indpakningen" angår ikke får mange kritikpunkter med på vejen.

Lige over de optiske drev har du nem adgang til to USB-tilslutninger, et enkelt eSATA-stik samt mikrofon ind og lyd ud, så du ikke skal kravle om på bagsiden af kabinettet. Vi savner dog yderligere 1-2 USB-stik, som eksempelvis forefindes på producentens Sniper-model.

De eneste øvrige minusser, vi noterede os, var for det første fraværet af let tilgængelig og flytbare støvfiltre; vindtunnellen taget i betragtning vil kabinettet nemlig suge støv til sig i fuldt flor.

Dertil er blæserstyring - som allerede nævnt - den nok største anke, og selvom kabinettet ikke kan beskyldes for at støje uforholdsmæssigt meget, er det ikke for de allermest støjfølsomme sjæle, som nok bør kigge andetsteds.

Ikke desto mindre er Cooler Master HAF 922 en meget kompetent efterfølger til HAF 932, der viser særdeles gode takter næsten hele vejen rundt og byder på plads selv til den allerkraftigste hardware, der kan købes for penge. Til prisen på aktuelt 868 kroner lander kabinettet på niveau med eksempelvis Antecs udmærkede Nine Hundred Two, hvilket forekommer os aldeles rimeligt.

Såfremt en mindre revision - baseret på PC Worlds kritikpunkter - kom på tale, var en topkarakter så afgjort inden for rækkevidde.

Som det ser ud nu, kvitterer vi derfor med vurderingen 5 ud af 6.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere