Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. november 2005.
Kamphanerne ved FN-topmødet i Tunis fandt allerede onsdag en acceptabel løsning på problemet med ejerskabet til internettet. Vi fik mere end vi regnede med, lyder meldingen fra dansk forhandler, selv om USA beholdt det hele.
Den efterhånden temmelig langstrakte ballade om ejerskabet til internettet, ser nu ud til at være nået nærmere en løsning, der er tålelig for alle parter. Sådan så status ud allerede onsdag, da forhandlerne ved FN-topmødet i den tunesiske hovedstad Tunis om informationssamfundet endelig blev enige om en tekst.
Det mest kontroversielle emne på mødet var ejerskabet til internettets rod, organisationen ICANN, som i praksis har en stor magt over internettets infrastruktur. ICANN hører formelt under USA's regering, der dermed teoretisk kan bestemme over de helt basale strukturer på internettet. Den magt har den amerikanske regering dog aldrig udøvet i praksis.
Spørgsmålet om ejerskab havde op til mødet fået både EU og en lang række andre lande til at kræve, at der nu blev løsnet op for USA's jernhårde greb om nettet, og at ICANN i stedet blev internationaliseret for at sikre, at internettets eksistens også i fremtiden er at regne for global, upolitisk og tilgængelig for alle.
Flere havde foreslået, at ICANN kunne lægges ind under FN, men en egentlig overdragelse afviste FN's generalsekretær Kofi Annan allerede i sidste uge i et læserbrev i Washington Post at være interesseret i.
USA havde op til mødet rejst sig på bagbenene for at undgå at skulle slippe kontrollen med den vigtige organisation, sådan som EU havde som ultimativ målsætning for forhandlingerne.
Det mål blev langt fra nået - USA beholdt den suveræne magt over nettet og gav sig i øvrigt ikke en tomme, hvad angår ejerskabet. Til gengæld åbnede USA for en proces, der på længere sigt kan føre til en bedre demokratisk debat om blandt andet forvaltning af nettet samt en række andre spørgsmål, som dog ikke vedrører de centrale strukturer.
En del af forliget blev konkret udmøntet i det nyoprettede Internet Governance Forum, som administrativt håndteres af FN. Dette forum skal drøfte en række grænseoverskridende problemstillinger med deltagelse af både regeringer og de organisationer, der direkte og indirekte er involveret i driften af nettet.
Samtidig rummede forliget også et andet resultat, der udgør en mere implicit åbning, som på langt sigt kan vise sig at få afgørende konsekvens for ejerskabet til ICANN. Med forliget er der nemlig sket en gensidig erkendelse af, at alle verdens regeringer har en lige rolle at spille i forhold til forvaltningen af internettet, og at USA alene ikke for evigt kan definere denne politik, lyder analysen fra Sidse Ægidius, der er kontorchef i Videnskabsministeriet og sendt til Tunis for at forhandle på Danmarks vegne.
- Jeg er meget tilfreds med slutresultatet. Vi fik mere, end vi havde turdet håbe på, og der er nu god grund til at tro på, at vi får sat skub i en positiv proces, der kan føre til en øget indflydelse fra verdenssamfundet, siger Sidse Ægidius.
Hun beretter om benhårde forhandlinger på op til 17 timer dagligt før topmødet. Den egentlige forhandlingsproces var reelt overstået, da topmødet gik i gang onsdag, og selv om EU og en række andre lande på forhånd havde fremsat ambitiøse forslag, havde Sidse Ægidius ikke forestillet sig, at man ville kunne rykke afgørende ved USA's holdninger alene på dette topmøde. Til gengæld glæder hun sig over, at EU og EU's forslag formåede at bygge bro mellem de to yderpunkter - USA og de USA-kritiske lande.
- Nu er vi nået frem til enighed om en konkret proces, som alle regeringer forpligter sig til at overholde, og som selv Kina har tilsluttet sig. Det er noget længere, end vi havde regnet med at komme. Det er meget glædeligt, siger Sidse Ægidius.
Udfaldet af mødet får dog overhovedet ingen konsekvenser for den almindelige internetbruger. USA vil også fremover være det sted, hvor internettet har sit udspring, og det nyoprettede forum har ingen magt i forhold til ICANN eller USA.
Boks:
Ulands-pc til 600 kroner
Generalsekretær for FN, Kofi Annan, og Nicholas Negroponte, stifteren af det prestigefyldte Massachusetts Institute of Technology Media Lab, præsenterede på FN-topmødet i Tunis verdens vel nok billigste bærbare computer - 100 dollars svarende til cirka 600 kroner.
Nicholas Negroponte præsenterede i februar ideen om en superbillig bærbar til ulande på World Economic Forum i Davos i Schweiz. Efter et halvt års udviklingsarbejde kunne han i går præsentere en prototype af computeren.
Ideen med den billige computer er især at give studerende i fattige lande adgang til computere. Når den er blevet sat i produktion, vil den alene blive solgt til udviklingslandes regeringer, der så kan sælge den videre til de studerende. Det bliver altså ikke muligt for almindelige forbrugere at købe et eksemplar.
Indtil videre er der ikke blevet indgået aftaler, men der forhandles med lande som Brasilien, Thailand, Egypten, Kina, Nigeria og Sydafrika.
Produktionen er planlagt til at begynde i slutningen af 2006, og det er målsætningen, at der skal produceres 10 millioner apparater i 2007.
Computeren er særligt tilrettet hårde forhold. For eksempel har den en gummi-overflade og en indbygget, hånddreven generator. Computeren har en 500 MHz-processor og kører på gratis Linux-software. For at holde prisen i bund er der ingen harddisk men i stedet en indbygget flash-hukommelse. dje