Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. november 2005.
Vi forstår ikke terrorens væsen. Dens rationale er os fundamentalt ubegribeligt, og derfor skræmmer den os fra vid og sans. Vi er vant til orden og leder traditionelt efter logiske forklaringer, når samfundet bliver udfordret med vold og ballade. Det kan vi ikke finde her. Og det opleves uvirkeligt, når der anholdes mennesker i Danmark, som er under mistanke for at ville bombe tilfældige civile til døde. Vi skyder det fra os som resterne af ond drøm, i erkendelsen af at terroristen kan være en flink og velfungerende nabo. Vi magter ikke at rumme tanken i vores land, hvor vi har været trygge siden 2. Verdenskrig (tidligere bekymringer om altødelæggende atomkrig og miljøkatastrofer forblev trods alt en abstraktion set i relation til den konkrete risiko for at blive sprængt i stykker i en HT-bus).
Man kan derfor ikke beklikke regeringens ønske om med handlekraft og initiativ at ville genoprette tryghed og uskyld med den vidtgående terrorpakke, der blandt meget andet men i særdeleshed omhandler overvågning af vores mails og telefonopkald - den såkaldte telelogning. Og stod det til befolkningen ville en hurtig folkeafstemning formentlig få pakken vedtaget uden problemer. Vi frygter ikke staten, og vi har intet at skjule.
Sådan tænker en befolkning, der tager demokrati og frihedsrettigheder for givet. Det gør man til gengæld ikke i en del lande omkring os, hvor staten bliver betragtet med mistro, og hvor demokrati er tilkæmpet for nylig. Her ville den danske terrorpakke med tele- og datalogning ikke få et ben til jorden.
Det burde den heller ikke få herhjemme af to grunde. Lad os tage det banale først, pengene, som optager it-branchen. Det er fuldstændig urimeligt at pålægge private erhvervsdrivende den økonomiske belastning, en tele- og datalogning vil medføre, når himmelsvimlende mængder af data skal gemmes og arkiveres. Spørgsmålet er, om det i praksis kan lade sig gøre at finde frem til oplysninger, man kan bruge.
Men frem for alt skaber tele- og datalogning en falsk tryghed, der i samme hug demonterer, hvad Europas gamle frihedshelte er døde for at tilvejebringe, privatlivets fred og ukrænkelighed.
Nu lyder argumentet, at selv om der bliver gemt data for alle borgere, så er det kun potentielle terrorister, som vil blive undersøgt. Men som det fremgår i disse dage, er definitionen af terror i politisk bevægelse. Og med det naturlige ønske om at samkøre oplysninger fra offentlige registre i forsøget på at undgå eksempelvis socialt bedrageri, skal der ikke megen fantasi til at se en glidning i anvendelsen.
Man forhindrer ikke terrorisme ved at bedrive arkivarbejde. Den disciplin kan bringes i anvendelse ved bevisførelsen i den efterfølgende retssag, hvis tragedien er sket. I absolut bedste fald er tele- og datalogning en perforeret airbag i kampen mod terror. Vores samfund fortjener en løsning på terrorproblemet, der ikke sætter de værdier over styr, som vi allerede kæmper for at bevare i en usikker verden.
Læs side 14 - 15
