Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. oktober 2005.
Hvis ikke FN overtager kontrollen med ICANN - organisationen, som styrer, at vi har et globalt sammenhængende internet - har det været fremme at lande som Irak, Libyen, Kina og Brasilien vil overveje at melde sig ud af det teknologiske fællesskab og bygge egne, nationale it-net. For ICANN er et redskab for amerikanernes udenrigspolitik og moralopfattelse, lyder kritikken. Kun FN kan sikre en mellemstatslig civil udvikling af nettet til gavn for alle uden for militær kontrol. Hvis de pågældende lande melder sig ud, vil det ødelægge nettet og true verdensøkonomien, hvor især Kinas sololøb med det samme vil lægge den økonomiske vækst i ruiner.
Så skinger er situationen blevet på rekordtid, fordi der er gået international storpolitik i internet.
På et bagtæppe af krig for demokrati og international udfordring af det faste amerikanske greb om verdenspulsens taktstok, er informationsteknologien rykket op på den politiske prioriteringsliste. EU's it-kommissær Viviane Reding har gjort ICANN til en sag og vifter amerikanerne om næsen med FN-banneret som en rød klud.
Men sagen er absurd og et kæmpe spil for galleriet.
For det første: Det er ikke Vesten, der bliver ramt på økonomien, hvis Libyen eller Brasilien trækker sig ud - det er landene selv.
For det andet: Hvis Kina trak sig, er det korrekt, at det ville blive et kæmpe verdensøkonomisk problem. Imidlertid skal man huske, at kinesernes vækst er helt afhængig af samhandel med Vesten. Det kommunistiske diktatur kan have stor interesse i at knægte befolkningens ytringer, men det skal vejes op mod, at Kina rent markedsmæssigt er et ultraliberalt samfund.
For det tredje: Det er bemærkelsesværdigt, at flere af de lande som lufter muligheden for sololøb, er lande uden demokratisk tradition - Libyen for eksempel. Lande, der er glade for at kunne styre borgernes gøren og laden på nettet.
For det fjerde: FN, der stadig ånder tungt efter sin fødsel for knap tres år siden, er ikke blevet den verdenspolitiske regering, som mange havde håbet kunne garantere evig fred efter 2. verdenskrig. Organisationen er det bedste, vi har lige nu, men vi skal huske, at de fleste lande styres som totalitære regimer. Og beslutningsgangene er så umulige og tunge, at det ikke egner sig til at holde styr på udviklingen af en teknologisk platform.
For det femte og måske allervigtigst: ICANN er allerede en international, uafhængig organisation, hvor den amerikanske regering ikke direkte kan diktere eller kontrollere udviklingen.
Mon ikke den megen ståhej ender med meget lidt, nemlig at FN får et medlem i ICANN's bestyrelse? Så har EU fået noget ud af larmen, mens arbejdet i organisationen bliver business as usual.
Men historien ender ikke der. Der er behov for en konstruktion under en form for demokratisk kontrol, der kan sikre at nettet og dets protokoller løser nogle af de sikkerhedsmæssige og kommunikationsmæssige problemstillinger, som er indbygget i nettet i dag. Derfor slipper vi ikke for en værdikamp, for borgerrettigheder og fri færdsel vil vi forvente bliver beskyttet på fremtidens net. Og det er desværre ikke alle lande, der har den opfattelse.
Læs forsiden og side 12
