Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. oktober 2005.
Det er dyrt og besværligt at få et patent, lyder en ofte gentaget sandhed - med den tilføjelse, at det er svært at lave regnestykket. Vi bringer alligevel et bud.
Ved første møde med patentrådgiveren får en softwarevirksomhed, der ønsker at patentere en opfindelse bredt - det vil sige i EU, USA, Kina og Japan - typisk at vide, at den gør klogt i at budgettere med mellem 750.000 og en million kroner for en periode på tre-fire år.
Prisen kan dog svinge mellem 250.000 kroner og helt op til et par millioner, afhængigt af, hvor kompliceret opfindelsen er. Om der er tale om en simpel, mekanisk chip eller noget forretningsmetodeorienteret, hvor man skal holde tungen lige i munden - eksempelvis en smart algoritme til at flytte filer i netværket, eller noget der kan speede hastigheden i computeren op.
Første skridt er at få skrevet og indleveret den første, prioritetsskabende patentansøgning. Det koster typisk mellem 35.000 og 60.000 kroner. Her får man et års respit, mens man eventuelt færdigudvikler opfindelsen og undersøger markedet, hvis man føler behov for det.
Som næste skridt vil man typisk gå ind i et internationalt forløb i det såkaldte PCT-system (Patent Cooperation Treaty), et samordnet indleveringssystem med ét fælles formkrav til, hvordan patentansøgningen rent fysisk skal se ud. PCT er en option, man køber inden indleveringen af de egentlige ansøgninger, for at få en første vurdering og dermed en prognose for patentet.
Ansøgningen indleveres lokalt og behandles i Europa centralt hos EPO (European Patent Office) i München. Undersøgeren her tager en international kasket på, ser på de universelle kriterier - nyhed og opfindelseshøjde, og laver en global vurdering.
Sådan et forløb koster typisk 100-150.000 kroner at køre igennem.
PCT-systemet har imidlertid ikke bemyndighedelse til at udstede patentet. Så herfra går man til den nationale fase og indleverer sin ansøgning i de relevante lande.
De nationale patentmyndigheder tager fat i den egentlige udstedelsesprocedure. Ansøgningen ryger til EPO i München og patentmyndighederne i de valgte lande - i eksemplet USA, Japan og Kina, som hver især skal vurdere nyhed og opfindelseshøjde. Det foregår i et parallelt forløb, hvor den amerikanske undersøger eksempelvis kigger på, hvad hans europæiske kollega har lavet på sagen og giver lyd, hvis han ikke er enig.
I det parallelle forløb kan der snildt indsnige sig omkostninger på 20-40.000 kroner per land til diverse kommunikationer frem og tilbage.
Den sidste post i regnskabet gælder oversættelsesarbejde. Sprogbarrieren i Europa giver et ordentligt smæk på den konto, i og med at der ikke er etableret et fælles EU-patent, som begrænser behovet for at oversætte patentet til samtlige sprog. Enhver oversættelse koster mellem 20 og 30.000 kroner per land - mere hvis patentet er langt og kompliceret, så med patent i 10 europæiske lande følger en ekstraomkostning på 200-300.000 kroner.
I Europa kan man vente med oversættelsen, til man rent faktisk har fået sit patent, men i lande udenfor Europa skal oversættelsen typisk foreligge på ansøgningsdagen. I Fjernøsten kan oversættelser være betydelig dyrere.
Efter patentet er udstedt, skal der betales for vedligeholdelse af det. Igen bliver det dyrt i Europa, hvor man på grund af det manglende fælles patent betaler per land. Med 4-5000 kroner stykket kommer det let op på 50.000 kroner årligt blot for at have sin patentrettighed i 10 lande.
Kilde: Plougmann & Vingtoft
