Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. oktober 2005.
Borgernes udgave af virk.dk - en samlet indgang til det offentlige - er nu rykket et skridt nærmere. En række udvalg under Den Digitale Taskforce skal nu udarbejde foranalyser, og pengene er bevilget.
Drømmene om én fælles borgerindgang til hele det offentlige Danmark er nu rykket en lille smule tættere på, efter at bestyrelsen for den Digitale Taskforce har besluttet at nedsætte et kommissorium, der skal se på mulighederne for en borgerudgave af erhvervslivets virk.dk. Foreløbig er der bevilget en million kroner fra Projekt Digital Forvaltning, og pengene skal i de kommende måneder bruges til at udarbejde et beslutningsgrundlag, der i begyndelsen af 2006 måske - og måske ikke - bliver til et egentligt projekt.
- Det er for tidligt at vurdere sandsynligheden for, at borgerportalen bliver til virkelighed, men det er klart, at vi ikke ville bruge pengene, hvis ikke vi anser det for realistisk, siger den afgående leder af den Digitale Taskforce, Thomas Nielsen, som skifter til et nyt job i ToldSkat.
Det var Kommunernes Landsforening (KL), der i begyndelsen af året foreslog en fællesoffentlig borgerportal i stil med erhvervslivets virk.dk, hvor borgerne skal have adgang til et væld af offentlige services. En del af disse findes allerede hos de enkelte kommuner, hos IT- og Telestyrelsens danmark.dk og hos KMD's netborger.dk, ToldSkat og en række flere.
Visionen er, at alle disse services skal samles i én fælles portal, som dog ikke skal erstatte de andre - men derimod bruges fra eksisterende sider så brugere, der er allerede er vant til at bruge visse selvbetjeningsløsninger, ikke bliver tvunget over på en ny portal.
- Til gengæld er det så en forudsætning, at alle offentlige institutioner skal levere indhold til portalen. Det nytter ikke, at vi lancerer en portal, der kun virker i dele af landet, siger Thomas Nielsen, som dog godt kan forestille sig, at man begynder med en skrabet model, der senere bliver udvidet med flere muligheder.
Han understreger dog, at opgaven i første omgang er at kortlægge behov, omkostninger og mulige besparelser ved en eventuel portal.
Beslutningen om at igangsætte de indledende knæbøjninger til arbejdet forud for borgerportalen blev truffet af en enig bestyrelse og derfor er Thomas Nielsen fortrøstningsfuld over for udsigten til at få etableret det meget store tværoffentlige samarbejde, der skal til, hvis indholdet på en borgerportal skal følge de tårnhøje ambitioner, der allerede nu er for projektet. Den første opgave bliver at bemande de fire arbejdsgrupper, der skal varetage hver sin meget specifikke analyse af mulighederne. Dette arbejde er forsinket af, at der i øjeblikket foregår en del udskiftninger i Den Digitale Taskforce - herunder har Thomas Nielsen selv sidste arbejdsdag i dag, fredag.
Foranalysen skal efter planen ligge klar allerede i begyndelsen af det nye år, men Thomas Nielsen anser det for usandsynligt, at en stor, forkromet og velfungerende borgerportal kan nå at komme fuldt op at køre i forbindelse med kommunalreformen, der træder i kraft den første januar, 2007.
Dog vurderer han, at hele tidsplanen og omkostningerne kan blive væsentligt nedbragt, hvis en kommende borgerportal kan baseres på en af de services, der allerede i dag eksisterer. En af disse kunne være KMD's netborger.dk, der allerede i dag er i spil som en mulighed, fordi Kommunernes Landsforening ejer KMD.
- Borgerportalen vil kunne give et væsentligt løft af hele den borgerservice, vi i dag kan tilbyde. Men en optimal borgerportal kræver, at mange enheder skal spille sammen, og det vil vi bidrage med, så meget vi kan, siger Marie Munk, der er kontorchef i Kommunernes Landsforening.
Men selv om Kommunernes Landsforening allerede i det oprindelige forslag fra begyndelsen af året tilbød at byde ind med netborger.dk til en fællesoffentlig portal, er det dog ikke givet, at det også bliver Kommunernes Landsforening, der kommer til at drive og udvikle portalen.
- Det er en af de ting, vil skal se på i den kommende tid. Jeg mener dog, at en borgerportal trives bedst under et ministerium eller hos KL, men nok ikke under en it-leverandør, som eksempelvis Kraks ejerskab af virk.dk, siger Thomas Nielsen.
Da projektet end ikke er nået ind i sin analysefase, er det endnu ikke muligt at vurdere, hvad en borgerportal kan komme til at koste. På baggrund af tidligere erfaringer med udvikling af store offentlige portaler formoder Thomas Nielsen at borgerportalen kommer til at stå i et trecifret millionbeløb.
Billedtekst:
Overblik - Det er en forudsætning, at alle offentlige institutioner skal levere indhold til portalen. Det nytter ikke, at vi lancerer en portal, der kun virker i dele af landet, siger Thomas Nielsen, afgående leder af Den Digitale Taskforce om den - måske - kommende danske borgerportal.
Foto: Torben Klint