Suverænt Canon EOS-5D Mark II scorer topkarakter
Canon EOS 5D, som blev annonceret i efteråret 2005, blev fra starten en sællert.
Blandt andet fordi der var tale om det første fullframe semiprofessionelle-digitalkamera til en overkommelig pris på omkring en snes tusinde - et beløb, som den krævende amatør eller den semi-professionelle er klar til at fyre af.
Siden var vi mange, der længe drillede Canon med, at i takt med, at den fuldprofessionelle EOS-1D serie efterhånden kom i Mark II og Mark III udgaver, måtte der da også snart komme en EOS 5D Mark II.
Canon benægtede længe, at det var planen, men lige pludselig blev den lanceret - naturligvis.
Det skete hen mod slutningen af 2008, og siden er det vist gået rigtig godt med salget.
Ikke blot fordi det stadig er et fullframe kamera til en særdeles fornuftig pris, nemlig stadig i omegnen af den runde snes tusinde - men også fordi, man i den nye model fortsat får rigtig meget for pengene.
Næsten dobbelt opløsning
For det første er opløsningen øget fra det, vi i dag vil betragte som beskedne 12,7 megapixels til 21 megapixels.
Da chippen er samme størrelse som i EOS-5D (36 x 24 mm), betyder det en forøgelse af pixeldensiteten fra 1.5 millioner pixels pr. kvadratcentimeter til 2.4 millioner pixels pr. kvadratcentimeter, men det er en opgave, der klares forrygende godt.
At der ér grænser for pixeltæthed, beviste konsummodellen EOS 50D med al tydelighed, da den blev lanceret sidste efterår med 15,1 millioner pixels på en APS-sensor (22,3 x 14,9 mm.), hvilket gav en pixeltæthed på 4,5 millioner pixels pr. kvadratcentimeter. Grundet et ringere signal/støjforhold gav det markante støjproblemer; især i de høje ISO-værdier.
Om vi kommer til at opleve samme problemer på fullframe-chips med korn ved ISO-værdier, efterhånden som opløsningen øges, er svært at spå om.
Foreløbig er det jo Sonys Alpha A900 med en opløsning på 24,6 megapixels og en pixeltæthed på 2,9 millioner pixels pr. kvadratcentimeter, der fører på dette punkt, men det varer nok ikke længe, inden vi når et break-even i forholdet mellem antal pixel på chippen og størrelsen på den enkelte pixel.
Så hedder næste trin mellemformat.
Blacklistet til fodbold
Ud over videodelen har vi naturligvis også testet Canon EOS-5D Mark II på vanlig vis som stillbilledkamera, og testbillederne viser imponerende styrke i den hårde konkurrence om den bedst mulige kvalitet.
I vores test af Sony Alpha A900 har vi tidligere sammenlignet billeder taget med dette kamera og billeder taget med Canon EOS-5D Mark II; en test, der ubetinget faldt ud til Canons fordel.
Her var der tale om to kameraer i nogenlunde samme prissegment, men sammenligner vi EOS-5D Mark II med Canons egen topmodel EOS-1Ds Mark III og ikke mindst Nikons D3x, som begge er kameraer i rundt regnet den dobbelte prisklasse, får man ekstremt megen valuta for pengene i 5D Mark II'eren.
Godt nok var det en betamodel, vi havde til test, men vi tror ikke, der er ret megen forskel fra denne til den færdige version, der er i handelen nu.
En af de mest interessante funktioner er imidlertid videofunktionen, som blandt andet skulle have betydet, at EOS-5D Mark II er blevet blacklistet til alle NFL-fodboldkampe i USA. Hvorfor?
Fordi TV-rettighederne til den slags begivenheder sælges til højest bydende broadcaster, og så kan man naturligvis ikke have pressefotografer rendende og skyde video i en kvalitet, der er så god, at den ikke blot kan lægges ud på nettet som web-stream, men faktisk også vil kunne broadcastes af andre, der ikke har betalt uhyrlige summer for rettighederne.
DSLR-video: hot eller not?
Det var en problematik, som allerede så småt opstod, da Nikon sidste efterår som den første kameraproducent i verden lancerede D90 med indbygget videofunktion.
Siden kom Canon så med EOS-5D Mark II, og selv om vi endnu ikke har testet Nikons videofunktion, antager vi så at sige på mistanken, at Canons videokvalitet er bedre. Ikke bare fordi EOS-5D Mark II huser en fullframe chip, men også fordi Canon kan optage i op til 1920 x 1080, hvilket svarer til Full HD, mens Nikon maksimalt kan optage i 1280 x 720.
Man kan med rette spørge sig selv om, hvad i al verden man dog skal med et DSLR-kamera, der kan optage video. For selv om man også kan spørge sig selv om, hvad man skal med et videokamera, der kan skyde still-billeder, er den betjeningsmæssige forskel fra still til video immervæk noget større end fra video til still - ganske enkelt fordi det at tage et stillbillede er en forholdsvis statisk funktion.
Video derimod kræver overvejelser omkring panorering og zoom under bevægelse, og det er funktioner, en camcorder - også betjeningsmæssigt - er født til. Det er et DSLR-kamera ikke, og det mærker man straks, når man begynder at filme med et sådant.
Camcordere tager i dag stillbilleder i ganske glimrende kvalitet, og med mindre billederne skal anvendes til professionelle formål, kan den almindelige forbruger godt forsvare at lade kompaktkameraet blive hjemme fra ferieturen, selv om der teknologisk ikke er tale om det perfekte hybridkamera.
Første version af hydbridkameraet
Til gengæld må det konstateres, at med et kamera som Canon EOS-5D Mark II er det muligt både at optage perfekte billeder og perfekt video.
Her er det imidlertid kamerahusets udformning og dermed manglende ergonomi til videobrug, der sætter begrænsningen, så den kvikke læser kan altså hurtigt regne ud, at lige så snart der er udtænkt et nyt design, der giver optimal komfort til såvel still som video, ja så er det rendyrkede hybridkamera en realitet - for teknikken ér på plads.
Pudsigt nok er EOS-5D Mark II udviklet i Canons kameraafdeling, uden at man har snakket sammen med videoafdelingen, hvilket kan undre, da alle tegn i sol og måne jo tyder på, at vi under alle omstændigheder meget snart ser det ultimative hybridkamera, der er lige godt til still og video. Både almindelige forbrugere og ikke mindst pressefotograferne skriger på det.
På trods af at EOS 5D Mark II ligner - og ret beset altså også er - et DSLR-kamera med videofunktion som add-on bonus, er det imidlertid en videofunktion i topklasse.
Det kunne man blandt andet forvisse sig om på den årlige NAB video- og broadcastmesse i Las Vegas for nylig, hvor kameraet opnåede næsten kultstatus. Man kunne stort set ikke mase sig gennem kødranden på Canon-standen, og blandt key-note talerne på seminardelen kappedes filmfotograferne om udbrede rosende ord.
Arbejd med fuld dybdeskarphed
Men hvorfor nu det, når der ret beset blot er tale om en bonusfunktion, udviklerne hos Canon nok ikke har forventet ville få den helt store opmærksomhed?
Jo, det snedige er, at du med DSLR-kameraet og DSLR-chippen kan arbejde med objektivets fulde potentiale for så vidt angår dybdeskarphed. Det at kunne arbejde seriøst med dybdeskarpheden er normalt et problem på et videokamera, og derfor har flere producenter - blandt andre Sony - lanceret adaptere, så man kan anvende sine DSLR-objektiver på videokameraet.
Et godt kvalitetsvideokamera til professionelt brug koster vel en 40.000 til 50.000 kroner, men de tager sjældent gode stillfotos.
Længere oppe i "mangehundredetusindekronersklassen" kan man selvfølgelig godt få kameraer til film- og videoproduktion, der kan håndtere dybdeskarphed, men i 20.000 kroners klassen tilbyder EOS-5D Mark II sig altså som et attraktivt alternativ, især når det gælder den flermediale kvalitet.
Argumentet om dybdeskarphed bider nok ikke så meget på den, der kommer fra still-verdenen, her er der jo bestemt ikke noget usædvanligt i at arbejde med dybdeskarphed, men i filmverdenen har det betydet, at der fluks er opfundet masser af grej til at forbedre ergonomien på EOS-5D Mark II, når der skydes video. Den dumper nemlig med et brag, hvis man skal ret meget andet end lige lave et lynskud af lille Peter, der scorer mål hjemme i baghaven.
Dårlig video-ergonomi
Ved brug af videofunktionen er det nemlig ikke muligt at holde kameraet til øjet og kigge gennem søgeren.
Den virker kun sammen med Live View funktionen, hvilket betyder, at kameraet skal holdes ud fra kroppen, for at man kan se, hvad der sker på LCD-skærmen.
Det betyder omgående ustabilitet, som dog kan reddes lidt i land ved at lægge remmen om nakken og strække armene ud, til remmen strammer. Det giver en vis stabilitet.
Til gengæld er det absolut umuligt at zoome ind og ud, uden at det medfører rystede eller flakkende billeder, for på et videokamera - professionelt som konsum - kan zoomen styres elektronisk ved at trykke på en knap. På et DSLR-kamera skal der fysisk drejes på objektivets zoomring, og det duer ikke. Det giver øjeblikkeligt rystelser.
En anden ulempe ved at tage video med et kamera som Canon EOS-5D Mark II er, at der ikke er autofokus ved optagelse af video.
Man skal trykke AF-On knappen ind ved start af optagelse og så i øvrigt gentage dette, hvis man bevæger kameraet, eller motivet bevæger sig. Samtidig er det en klar ulempe, at kameraet ikke er forsynet med en drejelig LCD-skærm, når nu kameraet skal væk fra øjet i videofunktion.
…men masser af ekstraudstyr
Men alle disse ulemper er der råd for, hvis man har lyst til at gribe dybt i tegnebogen. Som tilbehør kan man blandt andet få en Chrosziel Studio Rig - som i øvrigt også findes til Nikon D90 - der gør det muligt at styre både zoom og fokus manuelt på en nem måde. Kameraet spændes ganske enkelt op i denne, hvorefter automatikken slås fra, så man i stedet betjener en drejeknap, der via en gribering er i fysisk kontakt med objektivet. En sådan fætter koster den nette sum af godt 13.000 kroner, og hvis man yderligere ønsker at montere en ekstern syv tommer skærm med HDMI-input fra kameraet, koster en sådan knapt 14.000 kroner.
Dertil kan man få diverse bære- og stabiliseringshåndtag samt kit til skulderstøtte og ikke mindst ekstern mikrofon, hvor sidstnævnte er et absolut must. Med mindre man skal lave egentlige filmoptagelser, kan man jo godt klare lidt nem video uden alt ekstraudstyret, men uden ekstern mikrofon går det ikke. Den indbyggede af slagsen er så ringe, at den er komplet uanvendelig. Under vores test benyttede vi derfor en Sennheiser MKE 400 mikrofon, men flere andre modeller ned til en tusse eller to er på markedet.
Mens Nikon D90 maksimalt kan optage i 1280 x 720 i AVI (motion-JPEG) kan Canon EOS-5D Mark II som nævnt optage i fuld HD, nemlig i 1920 x 1080 i MOV (QuickTime), hvilket kan ske i sekvenser på op til 12 minutter. Til gengæld følger Nikon D90 den mere udbredte standard med 24 frames i sekundet, mens Canon optager 30 frames i sekundet; en teknologi, som ikke benyttes meget mere.
Det er en af de ting, som især filmfolket ønsker, at Canon laver om på, men det kræver grundlæggende en ny kamerakonstruktion.
Til gengæld opfyldes nu et andet stort ønske blandt brugerne, nemlig mulighed for højere grad af manuel eksponering ved optagelse af video. Canon har således annonceret en firmwareopdatering, så brugerne manuelt kan styre blænden og dermed benytte alle et objektivs blændeværdier. Desuden kan lukkerhastigheden nu frit indstilles mellem 1/30 og 1/4000 sekund, lige som, ISO hastigheden kan indstilles fra 100 til 6400. Endvidere er det muligt at anvende high-ISO funktionen H1 med den nye opdatering, der kan downloades fra Canons hjemmeside fra den 2. juni.
Konklusion: Svært at komme udenom
Konklusionen er imidlertid, at vi teknologisk er meget tæt på det hybridkamera, vi har efterlyst så længe.
Stillbillederne sidder lige i øjet, og det samme gør videooptagelserne, så hvis man er seriøs amatør eller pressefotograf med behov for også at kunne optage levende billeder i super kvalitet, er Canon EOS-5D Mark II absolut et godt valg.
For den, der vil endnu mere med de levende billeder, er kameraet stadig et godt valg, men her må man altså påregne en del udgifter til ekstraudstyr.
Selv om man måske ryger op i en investering på 50.000 til 60.000 kroner. er det dog stadig ekstremt billigt sammenlignet med andet højkvalitetsudstyr til video- eller filmproduktion.
Inden man ryger på alt ekstraudstyret, kunne det imidlertid være interessant at få en pejling på, i hvilken retning Canon vil gå rent designmæssigt - om vi ser et helt nyt kamerakoncept, eller vi ser flere udgaver af samme kamera, måske både design- og funktionsmæssigt.
De første spillefilm er allerede produceret, hvor EOS-5D Mark II er anvendt side om side med kameraudstyr, der koster det tidobbelte, men også for pressefotografer, mediehuse og andre virksomheder med flermedial produktion, er det meget svært at komme uden om dette kamera.
---
Testen er produceret i samarbejde med Digitale Medier Professionel, et fagmedie rettet mod fotografer, videofotografer og den grafiske branche.
