Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. august 2005.
Post Danmarks it- og udviklingsafdeling arbejder på at blive CMMI-certificeret.
Som selvstændig forretningsenhed i Post Danmark-koncernen skal it- og udviklingsafdelingen med knap 400 medarbejdere kunne dokumentere, at den leverer kvalitet. På den baggrund har man gennem det seneste år arbejdet med en CMMI-certificering og venter at nå niveau to i første kvartal næste år.
- Det er en forretningsmæssig beslutning. Vi forventer at blive mere produktive og effektive og har klart økonomiske mål for det, siger kunde- og udviklingschef Palle Rossil.
Han vurderer, at det sværeste er at gøre det operationelt at få folk til at gøre det, de skal, i stedet for at det bare ender med en ulæst bog på en hylde.
- Det hårde er at få medarbejdernes accept, så de ikke bare opfatter det som bureaukrati. Vi sætter klare rammer for dem, men de har også været inddraget i arbejdet. For dem er incitamentet i øvrigt, at det at have arbejdet med CMMI får deres CV til at se bedre ud. Udviklere, projektledere og så videre bliver dygtigere, og de bliver en mere attraktiv arbejdskraft, når de på et tidspunkt skal videre i et nyt job, siger Palle Rossil.
At Post Danmark står til at blive privatiseret er med til at sætte fokus på værktøjer, der kan kvantificere værdien og værdiskabelsen i de enkelte forretningsenheder. I den situation er det godt at holde en international standard, man kan måle sig op mod, noterer udviklingschefen.
Billedtekst:
Postterminalen i København
Foto: Torben Klint