Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. juni 2005.
Med politiet som referencekunde lægger Biometri-virksomheden VisionSphere sig i stilling til ny, teknologikrævende sikkerhedslovgivning i USA.
- Du kan lede hesten til vand, men ikke tvinge den til at drikke. Det er der, vi står nu i forhold til lovgiverne, siger Sal Khan, administrerende direktør for og stifter af VisionSphere Technologies.
Han henviser til den megen snak fra politisk hold om brug af biometriske teknologier til pas, ID-kort og så videre, som foreløbig ikke har udmøntet sig i særlig mange konkrete tiltag, som leverandørerne af løsninger kan leve af.
- De er så småt i gang rundt omkring, men det går langsomt og er bureaukratisk. Vi befinder os i en overgangsperiode, hvor meget få biometri-selskaber tjener penge. Teknologien er der, nu gælder det applikationer af den og om at få markedet til at se, hvad den kan.
VisionSphere, et lille canadisk selskab, der har specialiseret sig i teknologi til ansigtsgenkendelse, red med på sikkerhedsbølgen efter terrorangrebet 11. september 2001. Men erkendte, at der skulle gå længere tid end ventet, før der var noget at hente forretningsmæssigt. I bestræbelserne på at kommercialisere sin teknologi i mellemtiden - og dermed overleve - vendte selskabet blikket mod politiet. Et af tre små selskaber, som er spundet ud af VisionSphere og benytter teknologien på forskellig vis med kommercialisering for øje, er BlueBear Network International, der arbejder på at få brugen af biometri bredt ud til stadig flere politikredse.
Det begyndte med et pilotprojekt sammen med Canadian Police Research Center og tre politikredse. Efter tre år er der endelig givet grønt lys for en videre udbredelse, så nu arbejder virksomheden med at få flere med. Kontakter til blandt andet Singapore, Tyrkiet, Storbritannien og USA nærer samtidig internationale forhåbninger.
Politiet har digitaliseret deres forbryderalbum og gjort dem tilgængelige i en database med et virtuelt billedbibliotek, som brugerne har adgang til gennem en distribueret søgefunktion. Den er helt central, for på den måde undgås en centraliseret database. En sådan ville blive dømt uacceptabel på grund af regler om datafortrolighed og beskyttelse af personlig information, som står højt på dagsordenen i Canada, og som hver politikreds er underlagt.
- Det var lidt tilfældigt, at vi kom i kontakt med politiet, men der har vist sig et stort, potentielt marked. I samarbejde med politiets research-afdeling blev det klart, at den distribuerede søgning er vejen frem. Det er, hvad markedet efterspørger, siger Sal Kahn, der er bestyrelsesformand og storaktionær i BlueBear.
Hvad teknologiparatheden hos politiet angår, erkender han, at der skal et vist generationsskifte til, før en hel bred anvendelse kan finde sted. Og han ser en vis ironi i, at de små politikredse er dem, der bedst kan se behovet og nytten af biometrien, men har dårligst råd til at anskaffe den. Systemet, Integrated Digital Law Enforcement (IDLE), benytter både biometri og tekst, og andre af retssystemets databaser er også koblet på.
Samtidig med at VisionSphere og BlueBear Network International knokler for det daglige brød, har de ikke tabt mulighederne ved kommende store myndighedstiltag af syne. Frem for alt en ny amerikansk lov, Real ID Act, som tilsiger, at amerikanerne om tre år skal have et nyt, nationalt ID-kort for at kunne åbne en bankkonto, rejse med fly, modtage penge fra det offentlige og så videre. Det ventes, at de amerikanske kørekort vil blive genudstedt i elektronisk læsbart format.
I et første skridt mod at få en bid af den kage har BlueBear budt ind hos delstaternes motorkontorer med sin teknologi, der kan sammenkæde samtlige delstaters samt Canada og Mexicos kørekortsdatabaser.
- Det er en logisk udvidelse af vores arbejde med databaser hos politiet og i retssystemet, hedder det i en udtalelse fra Andrew Brewin, BlueBears administrerende direktør.