Skæbnetimen for statens it-net nærmer sig

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. maj 2005.


STATENS IT-NET Tre år er nu gået med snak, rapporter og arbejdsgrupper om statens it-net. Inden for de næste tre uger vil det vise sig, om visionen kan realiseres. Eller om et fælles it- og telenet for hele statsadministrationen må lægges på hylden, fordi modstanden og problemerne er for store.

Snart lyder startskuddet - måske - til et fælles it-net for staten. Men tilslutningen fra ministerierne er endnu uafklaret. En arbejdsgruppe kommer inden for tre uger med analyse og forslag til, hvordan projektet kan organiseres.

Tænk FESD-projekt og eDag2
- og billedet af Lars Frelle-Petersen og to vellykkede fællesoffentlige it-projekter dukker op på nethinden.
Nu tegner det til, at han måske i 2006 vil kunne tilføje Statens it-net til listen over sine bedrifter. For Videnskabsministeriet har netop hyret ham til at sætte skub i de nu tre år gamle, langtrukne planer om statens eget it-net - et internt bredbåndsnetværk til al statens it- og telekommunikation.
Lars Frelle-Petersen er kendt for at kunne køre organisatorisk udfordrede fællesoffentlige it-projekter i mål til tiden og på en særdeles kvalificeret måde. Et sådant projekt er statens it-net.

Organiseringen vil være alfa og omega for, om projektet får tilslutning og succes. Uden at nogen vil sige noget om det til citat, så lurer frygten for, at der skal gå "virk" eller "ressort" i statens it-net lige under overfladen. Altså at nogen fra ét ministerium får en god ide og forsøger at trække den ned over hovedet på de andre ministerier, som reagerer med modstand og vrangvilje.
- En af årsagerne til, at beslutningen om statens it-net har trukket i langdrag er, at man har haft svært ved at finde ud af, hvordan man skulle organisere projektet på en god og hensigtsmæssig måde. Men nu har vi gjort os nogle erfaringer med FESD og andre projekter på tværs i staten, så vi efterhånden har mere mod på at kaste os ud i et tværgående projekt som statens it-net, siger Lars Frelle-Petersen.

Han siger frygtløst, at statens it-net ikke er lige så kompliceret et projekt, som FESD var. En hidtil ikke offentliggjort rapport fra PA Consulting opererer med en model, hvor otte ministerier som minimum deltager i fase et, der skal gå i drift i begyndelsen af 2006.
- Det helt centrale i statens it-net er at skabe en fælles ansvarsfølelse, så fase et-deltagerne føler, de får lige stor indflydelse på projektet. Så vi skal lige finde ud af, hvordan vi kan skabe en operationel projektgruppe, siger han.
Arbejdsgruppen, der "lige" skal finde ud af det med organiseringen, var ellers placeret under Finansministeriet, men er netop blevet flyttet til Videnskabsministeriets ressort og forstærket med Lars Frelle-Petersen.
Arbejdsgruppens anden vigtige opgave bliver at undersøge om og sikre at, et nødvendigt minimum af ministerier har lyst til at være fase et-deltagere og dermed være med til at skabe statens it-net.
- Det er for tidligt at sige nu, om vi kan skaffe den nødvendige tilslutning. Men det er til gengæld sandsynligt, at vi starter projektet op, hvis vi kan skaffe forhåndstilsagn fra otte, der vi være med, siger Lars Frelle-Petersen.

Billedtekst:
UDFORDRING Lars Frelle-Petersen har erfaringer med at sætte skik på organisatorisk udfordrede fællesoffentlige it-projekter.
Nu skal han prøve kræfter med visionen om ét bredbåndsnetværk til al statens it- og telekommunikation.
Foto: Hans Juhl

Boks:
Det hemmelige net
Computerworld har i en række artikler skrevet om blandt andet besparelserne ved statens it-net. Senest i kvartalsmagasinet Computerworld eGov den 28. januar 2005.
På det tidspunkt lå projektet til vurdering i Finansministeriet, hvor ingen ønskede at udtale sig.

Efterfølgende har Computerworld søgt aktindsigt og er derved kommet i besiddelse
af blandt andet PA Consultings rapport til Finansministeriet, som ifølge Lars Frelle-Petersen kommer til at
danne grundkernen i arbejdsgruppens snarlige anbefalinger.

Boks:
Statens it-net
• Ideen opstår i 2002 blandt en gruppe it-chefer i staten. En arbejdsgruppe i IT- og Telestyrelsen udarbejder herefter en rapport om Statens Bredbåndsnet.

• Konsulenthuset Netplan hyres i 2003 til at lave en business case, som viser, at der er besparelser på 100 millioner kroner årligt at hente på at forbinde de 1.300 statsinstitutioner i et fælles MPLS-baseret net.

• En arbejdsgruppe under Finansministeriet skal derefter vurdere økonomien i projektet, og det har taget lang tid. Der indhentes i 2004 oplysninger fra samtlige ministerier om det aktuelle forbrug af tele- og datanet, kapacitet, tjenester og it-sikkerhed. På baggrund heraf udarbejder PA Consulting 1.12.2004 en ny business case og den vurdering, der omtales her på siden.

Boks:
Mange trusler mod projektet
En fælles sikkerhedspolitik er en af forudsætningerne for statens it-net. Men det er blot et af flere problemer, der skal overvindes for at få alle ministerier med.
Første hurdle er, om der til startfasen - fase et - kan samles de minimum otte ministerier, som PA Consulting har forudsat.
Anden hurdle er der endnu ikke et bud på. PA Consulting kalder det i sin vurdering en "fornuftig model", at man efter en frivillighedsperiode anvender tvang for at få alle ministerier med i fase to for at sikre kritisk masse og rentabilitet. Det kræver dog, at statens it-net først har bevist, at det kan være rentabelt.
- Jeg tror ikke, vi kommer igennem med en tvangsmodel. Så vi skal finde på en anden fornuftig model, der gør det rentabelt for alle at deltage, siger Lars Frelle-Petersen.
En afregningsmodel, som alle finder retfærdig, kan det også blive svært at finde frem til.
Ligeså vil det formentlig ikke være helt ligetil få at alle ministerier til at samarbejde om at skabe og implementere en fælles sikkerhedsstandard.
Blandt de større sten på vejen skal også nævnes eksisterende kontrakter med nuværende leverandører - og det faktum, at priserne på netværk og tele er faldende.

Boks:
Flere penge i koncern-it
PA Consulting har ikke kunnet finde 100 millioner kroner i årlige besparelser ved at indføre et fælles statens it-net, som Netplan fandt i 2003.
Tværtimod vurderer PA Consulting i en business case fra december 2004, at der slet ikke vil være overskud i projektets fase et. Faktisk vil etablerings- og driftsomkostninger løbe op i 6,4 millioner kroner, som foreslås finansieret eksternt.
I fase to vil den årlige gevinst til gengæld være på mellem 16,6 og 30,4 millioner kroner, hvis alle 19 ministerier deltager, anslår PA Consulting.
En meget væsentlig forskel på de to business cases fra Netplan og PA Consulting er nemlig ministerierns og deres institutioners udgangspunkter.
PA Consulting understreger, at ministerierne vil kunne opnå besparelser på 50-70 procent på deres eksterne forbindelser alene ved at konsolidere deres net (for eksempel som følge af etablering af koncern-it) - og altså uafhængigt at, om de tilslutter sig statens it-net.
Netplan forudsatte i sin gamle business case, at ministerierne ikke havde konsolideret deres netværk og medregnede besparelserne ved konsolidereringen i de samlede besparelser ved at oprette et statsligt it-net.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere