Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. maj 2005.
En simpel graffiti malet på husmuren bestående af bogstaverne N og W betød ikke network og gratis adgang til trådløst netværk fra gadeplan. NW var derimod et såkaldt grafittitag for crewet Night Writers, og bogstaverne kan observeres flere steder på Nørrebros husmure. Dagbladet Politiken kørte historien, og selv om det viste sig at være en nitte med de hemmelige signaler, kunne den sagtens have været sand. Virkeligheden er, at de færreste beboere i huse og lejligheder aktiverer den besværlige sikkerhed på det trådløse netværk. Og at der findes snyltere, som surfer med uden at betale.
I øjeblikket finder man den gratis adgang i små geografiske lommer, men i takt med udbredelsen af de trådløse forbindelser i private hjem, vil der nærmest blive tale om en art illegalt net, som vokser og spændes ud i stor sammenhæng. Hver enkelt familie køber båndbredde og udstyr for samlet milliarder af kroner. Forenet giver det en voldsom kapacitet, som i løbet af få år kunne give os ægte trådløst netværk overalt. Men uanset hvor mange husmure, der bemales med NW, forbliver et folkeligt trådløst netværk nok en utopi.
Fænomenet giver imidlertid anledning til spørgsmålet om, hvorfor der ikke allerede er etableret et kommercielt landsdækkende trådløst net, som vi kender det fra simpel mobiltelefoni, hvor roaming-aftaler mellem udbydere gør det muligt at tale alle steder med teknologisk dækning? Stil det til en specialist og lyt til en kakofoni af forkortelser for konkurrerende teknologier, standarder og protokoller, der kan få enhver lægmand til at synke spyttet af overvældelse: WiMax, 3G, UMTS, WiFi, HDSPA og alt det løse.
Sammenholder man dette virvar af forkortelser med et marked, hvor en række aktører fra hver deres hjørne prøver at vinde markedet for sig selv, har man forklaringen på, hvorfor vi nok kommer til at kigge langt efter en landsdækkende trådløs virkelighed. Telegigant, 3G-firma, elselskab eller bredbåndsfirma har hver sin dagsorden. Ingen af parterne er interesserede i at samarbejde, for det ville betyde, at man inviterer de andre med. Men tænk nu alligevel tanken, at det kunne lade sig gøre.
TDC har erfaret, at det er for lidt med punktdækning. Kun 7.000 (!) kroner har virksomheden tjent, siden den i 2004 muliggjorde trådløse forbindelser via hotspots hos McDonalds, Statoil og cafékæden Baresso. Det er da et flop, der vil noget. Nu kan man hævde, at i hvert fald burgerrestauranten og benzinstationen ikke lige er lokaliteter, hvor man bare må surfe, men måske er det mere korrekt at konstatere, at vi ikke gider overveje, hvor vi kan bruge vores bærbare udstyr. Vi forventer, som med mobiltelefonen, at kunne være på hvor som helst og når som helst. Og det kræver samarbejde mellem aktørerne og roaming-aftaler. Vi er ligeglade med de forskellige teknologier, vi vil bare på nettet.
Teknologisk kan det allerede lade sig gøre og er i fuldt flor i et par af de baltiske hovedsæder. Kun uafklarede markedsforhold forhindrer det i at ske herhjemme. Det må være et spørgsmål om kort tid. Få familier er for alvor interesserede i at nutidens hjem permanent skal ligne it-afdelinger med routere, switche, ADSL-modemmer og filterbokse. Kasserne skal ud. Bredbånd skal trækkes ud af æteren.
