Dansk pioner på Microsoft

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 6. maj 2005.


I front Danske DHI bruger den nye, kraftigere Windows-platform til 3D-simulationer. Microsoft forventer, at platformen hurtigt bliver mainstream.

Den danske virksomhed DHI Institut for Vand & Miljø er blandt de første i verden, der har taget den nye såkaldte x64-bit-Windowsteknologi i brug. Microsoft lancerede i slutningen af sidste måned 64-bit-versioner af Windows XP og af Windows Server 2003. Windows findes allerede i en 64-bit-version til Itanium-platformen, men den nye teknologi har den fordel, at det også vil være muligt at afvikle 32-bit programmer på maskiner, der benytter den nye version af 64-bit-teknologien.
DHI benytter Microsofts nye 64-bit-platform til simuleringsprogrammer, der blandt andet kan varsle oversvømmelser. Selskabet har først og fremmest valgt den nye platform, fordi den giver udvidede muligheder for at foretage krævende beregninger.
- Mange af vore applikationer er meget krævende både med hensyn til regnekraft og forbrug af hukommelse. For eksempel kræver vores spectrale bølgemodel, der blandt andet benyttes til global bølgemodellering, meget hukommelse, fordi den - ud over at arbejde i to horisontale dimensioner - også beregner bølgeretning og frekvens, fortæller udvikler Lars Sørensen fra DHI.
Selskabet valgte for nogle år siden at basere sine programmer på Windows-platformen, og DHI synes, det er naturligt at følge med, når der nu tilbydes en version af Windows med mere regnekraft. Derimod fravalgte DHI at gå over på Itanium.
- Itanium bygger på en anden arkitektur. Med 64-bit-platformen kan vi genanvende beregningsmodeller, interfaces og lignende. Skulle vi overføre vores programmer til Itanium-platformen, ville det være omkostningskrævende, siger Lars Sørensen.
Desuden giver den nye 64-bit-platform også mulighed for at afvikle 32-bit-applikationer, hvilket gør det muligt for DHI at opgradere gradvist.
- Vi er startet med nogle af de såkaldte beregningsmotorer og nogle af de grafiske funktioner, mens vi venter med at overføre for eksempel værktøj og interfaces til senere. Dermed får vi en langt mere smidig og glidende overgang, end da vi gik fra 16-bit til 32-bit-platformen, siger Lars Sørensen.

Det var nærmest tilfældigt, at DHI blev en af de første virksomheder, som benytter den nye platform.
- En af DHI's medarbejdere kom ved et møde med en repræsentant for Microsoft Danmark ind på virksomhedens behov for regnekraft. Den danske Microsoft-medarbejder kontaktede en af software-gigantens såkaldte evangelister for 64-bit-platformen, som kort efter kom på besøg hos DHI i Hørsholm i selskab med en repræsentant for AMD, fortæller Erland Rasmussen, der leder DHI's afdeling for marin software.
Mødet resulterede i, at DHI i januar i år fik adgang til en betaversion af x64-bit-teknologien, som udviklerne betegner som temmelig stabil. Herefter holdt man regelmæssige telefonmøder med eksperterne i Microsofts udviklerafdeling i Seattle, og desuden havde DHI fire udviklere på såkaldte Route 64-kurser derovre.
- Det har været utroligt spændende som udvikler at få lov til at arbejde med teknologi, der er så avanceret, siger Lars Sørensen.
Udviklingsarbejdet blev en del nemmere af, at flere af udviklerne allerede havde en del erfaringer.
- 64-bit-teknologien er jo ikke ny: Den er blot ny i Windows-verdenen. Jeg har tidligere arbejdet på 64-bit-platforme. Dengang kunne vi blot ikke arbejde med 32-bit-programmer samtidig, siger Lars Sørensen.
- En af de største udfordringer har været, at vi denne gang er så langt med fremme, at det udelukkende var styresystemet, der var klar. 64-bit-versionerne af udviklingsværktøjerne i Visual Studio var ikke klar, da vi startede, og de er først ved at være det nu. Vi venter stadig på nye versioner af en del af de tredjeparts-programmer, vi har behov for. Det er en medvirkende årsag til, at vi overfører faciliteterne gradvist, fortsætter han.
DHI's fordel var, at mange af beregningsmotorerne bygger på Fortran, og kompilere til Fortran fandtes allerede i stabile 64-bit-versioner.

Udviklerne på DHI forudser, at forøgelsen af den adresserbare hukommelse på længere sigt vil få stor betydning.
- I en del af koderne vil man kunne benytte den øgede hukommelse til at reducere beregningstiden. Dermed vil man kunne skrive langt mere hensigtsmæssige programmer med bedre ydelse, siger Lars Sørensen.
I dag er man på grund af begrænset kapacitet i et vist omfang nødt til at arbejde med modeller, der foretager delberegninger. Med den øgede kapacitet vil DHI oftere kunne arbejde med modeller, der foretager hele beregningen på en gang, og som derfor kan være simplere.
- Den nye 64-bit-teknologi giver bedre ydelse, men det er ikke revolutionerende. De største fordele vil komme af forøgelsen af den tilgængelige hukommelse, siger Lars Sørensen.
På kodeplan er den største forskel, ifølge udvikler Jakob Bisgaard, at de såkaldte adresse-pointere nu er 64 bit lange.
- Udviklere, der arbejder med kode, hvor man "jonglerer" med pointerne, skal være meget opmærksomme. Det har dog ikke været et problem for os, siger han.
DHI forventer at lancere en version af sit simuleringsværktøj, der bygger på Windows x64-bit, i juni i år.

Microsoft forventer, at x64-bit-teknologien hurtigt vil blive mainstream.
- Meldinger fra producenterne siger os, at det allerede i slutningen af i år vil blive vanskeligt at købe en server, der udelukkende bygger på 32-bit-teknologi, siger Lars Mikaelsson, som er udviklingsdirektør for 64-bit-forretningsområdet hos Microsoft i Europa.
Selskabet er dog klar over, at skiftet i udbuddet af servere ikke gør det alene.
- Microsofts mål er at etablere et grundlag, der gør 64-bit tilgængeligt på alles computere og i alle systemer. Men vi erkender, at mange virksomheder har en interesse i at beskytte deres investeringer i 32-bit-teknologi. Derfor vil skiftet ikke ske fra den ene dag til den anden, og det er afgørende at sikre kompatibilitet mellem de to platforme, siger Mauro Meanti, der er direktør for Microsoft server og værktøjsgruppe i Europa.
Det siger noget om den vægt, Microsoft lægger på at gøre den nye teknolgi kompatibel, at selskabet allerede i juni 2002 begyndte at påvirke hardwareproducenterne for at få dem til at begynde at udvikle drivere til den dengang særdeles spæde teknologi.

Billedtekst:
avantgarde - Det har været utroligt spændende at få lov at arbejde med absolut frontlinieteknologi som den nye x64-bit-version af Windows, siger udviklerne Jakob Bisgaard og Lars Sørensen, DHI.

Billedtekst:
strømninger DHI udvikler 3D-simuleringer, der blandt andet benyttes til planlægning af havne - i dette tilfælde i Hanstholm.

Boks:
Pioneren
DHI Institut for Vand & Miljø, som tidligere hed Dansk Hydraulisk Institut, er en udviklings- og konsulentvirksomhed, der arbejder med vandmiljø. DHI har siden halvfjerdserne udviklet softwareprogrammer og siden midten af firserne 3D-simuleringsprogrammer. Oprindeligt blev disse programmer udviklet til støtte for DHI's egne aktiviteter, men da der har vist sig at være efterspørgsel efter denne type software, har selskabet samlet disse aktiviteter i en afdeling for marint software.

X64-bit og 32-bit
Hovedforskellen er i tilgængelig hukommelse: Her ligger de teoretiske maksimum på 4 Gbyte på 32-bit-platformen og på 16 Tbyte på 64-bit. Herudover bygger X64-bit på kodebasen til Windows Server 2003, hvor 32-bit-versionen bygger på NT-koderne. I praksis betyder det, at fremtidige servicepakker og drivere til 32-bit ikke vil kunne bruges på den nye 64-bit-platform. Indtil udgangen af juli tilbyder Microsoft at bytte 32-bit-software, som er købt sammen med 64-bit-hardware. X64-bit-softwaren sælges generelt udelukkende med hardware. I øjeblikket er det nødvendigt at benytte en 32-bit-version af Internet Explorer, da en lang række faciliteter på nettet ikke er tilgængelige med 64-bit-versionen.

X64-bit og Itanium
Microsoft betragter Itanium som løsningen til større kunder med specialiserede behov, mens de forventer at x64-bit opnår bred anvendelse og dermed bliver forholdsvis billigere. En tommelfingerregel kan være, at hvis en virksomhed benytter databaser, der kræver mere end 4-CPU-maskiner, skal man til at tænke i Itanium, selv om andre forhold som for eksempel en krævende business intelligence-løsning kan gøre det nødvendigt tidligere. I øjeblikket har Itanium-platformen det fortrin, at der eksisterer flere end 1000 applikationer til denne, mens der endnu er langt færre til x64-bit. Det vil dog ændre sig.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere