10 tips: Bliv bedre til at optage video

Med få og simple finter kan du blive langt bedre til at optage video. Adobes videoekspert er klar med ti tips, så du kan imponere venner og familie med dine optagelser.

Der var engang, hvor videokameraet var forbeholdt onkel Johnny, og optagelserne foregik med et videokamera på størrelse med en mindre personbil.

I dag kan vi alle optage video, uanset om det er på mobilen eller på deciderede videokameraer, der er blevet bittesmå, men alligevel er i stand til at optage i HD.

Og netop med opblomstringen af HD-kameraer har forbrugerne pludselig mulighed for at skabe flottere levende billeder, end hvad det analoge tv-signal i øjeblikket tilbyder.

Du kan altså skabe mere imponerende optagelser med et kamera til 5.000 kroner, end hvad DR og TV 2 leverer til din fladskærm via stueantenne i øjeblikket.

Men selv om det er blevet billigere at få fingre i et videokamera og skyde løs i HD, så kræver det, at du har styr på teknikken, hvis de levende billeder skal helt i top.

Selv med få finter, kan du komme langt, og Adobes videoekspert Mag Hagelstam har her samlet ti tips. Med dem ved hånden kan du hurtigt imponere venner og familie med dine optagelser, der får et strejf af professionalisme:

1. Brug stativ

Hvis du ved, at du kommer til at optage lange videosekvenser på langt hold, er det klart at anbefale at anskaffe et stativ. Et stativ koster fra 500 kroner og opefter. Hvis du ikke har noget stativ, kan et bord, en søjle eller lignende også bruges som støtte for kameraer. De stativer, du kan købe til stillbilledekameraer er dog oftest ikke beregnet til videokameraer. Resultatet bliver derfor hak og hop i panoreringer og tiltninger.

2. Få styr på hvidbalancen

Læs i brugsvejledningen, hvordan du indstiller hvidbalancen til lige præcist dit videokamera. Hvis du manuelt indstiller hvidbalancen, kan det gøres ved at holde et stykke hvidt papir op foran kameraet og derefter lade kameraet indstille sig til den farvetemperatur, som lyset har der, hvor du vil filme. På den måde undgå du, at dine optagelser bliver alt for blå eller gule.

3. Indstil kameraet

Nogle gange kan det være godt at tjekke lys, modlys og så videre i kameraet. Se på skærmen, hvordan det ser ud, inden du begynder at filme for alvor. Er det for mørkt, for lyst, eller har kameraet svært ved at stille skarpt? Alt det kan fikses ved hjælp af enkle indstillinger i kameraet. Nogle kameraer har endda en funktion, der advarer med blink på LCD-skærmen, hvis der er områder, som er overbelyst.

4. Skift kameravinkel

At skulle se på den samme indstilling i 20 minutter er ikke særlig sjovt - skift kameravinkel nu og da. Lad kameraet køre hele tiden, så du kan få lyden med. De filmsekvenser, som bliver rystede, når du flytter dig, kan du nemt fjerne og erstatte med andre sekvenser, når du redigerer din video færdig foran computeren.

5. Optag korte filmsekvenser

En god video skal indeholde mange og korte filmsekvenser. Filmer du eksempelvis legende børn, er det bedre at optage mange korte dele, som du kan sætte sammen til en spændende og begivenhedsrig film efterfølgende.

6. Pas på lyden

Vær opmærksom på, at mikrofonen på et videokamera sidder tættere på personen, som filmer, end på det der filmes. Det betyder, at alt det, som kameraholderen siger, går direkte videre i filmen. Hvis du vil filme en skolekoncert eller lignende, kan en ekstern mikrofon derfor være en god investering. Hvis du filmer udenfor, og det blæser kraftigt, er det også vigtigt at beskytte sin mikrofon. Hvis du bruger en ekstern mikrofon, kan du eventuelt investere i en vindhætte.

7. Forsigtig med zoom og panorering

At zoome er nogle gang nødvendigt, hvis du ikke kan komme nærmere med hjælp fra dine fødder. Men zoom ikke for hurtigt, så bliver optagelsen rystet og uprofessionel. Det samme gælder for panoreringer - de kan være effektfulde, men må ikke gå for hurtigt, hvis du ikke vil gøre dit publikum søsyg.

8. Skift perspektiv

Hvis du filmer små børn, som kravler på gulvet, bliver det ikke vellykket, hvis du som voksen står op og filmer. Kom ned på gulvet eller på knæ i stedet. Det samme gælder interview - hvis du ikke holder kameraet i samme niveau som den interviewede, ser det mærkeligt ud.

9. Brug fortællerstemme

Når du redigerer en film, kan det være effektfuldt at lægge en fortællestemme indover. Det er ganske nemt og højner kvaliteten på filmen. I flere videoredigeringsprogrammer kan du speake direkte ind over optagelser med mikrofonen fra eksempelvis et headset.

10. Få overgange mellem klippene

Der findes flere forskellige måder at lave overgange mellem filmsekvenser på. I videoredigeringsprogrammer findes ofte et stort antal overgange, du kan vælge mellem. Glem ikke, at overgangene også kan benyttes som animationsværktøj til tekst og grafik.

Programmer til videoredigering

Hvis du mangler et godt program til videoredigering, kan du finde inspiration i anmeldelserne af Adobe og Pinnacles seneste versioner, som du finder her:

Adobe Premiere Elements 7

Pinnacle Studio 12

Du kan også bruge din browser til at redigere i dine videofiler. Her finder du fem gode webtjenester.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere