It-afdelingen - "det er mig"

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 1. april 2005.


Som eneste ansat i it-afdelingen styrer it-chef Uffe Sørensen fra Bolia al udvikling og drift. Redskabet hedder outsourcing.

It-chef Uffe Sørensen fra Bolia er ene mand i it-afdelingen: Han styrer drift og udvikling af den internet-baserede møbelforhandlers it-ressourcer via outsourcing-partnere. Ydermere har Uffe Sørensen andre opgaver end it: Han er del af ledergruppen, og siden han var med til at stifte selskabet, har han haft sit eget firma ved siden af, som tager hans tid mindst en dag om ugen.
Det bør tilføjes, at Bolia ikke er en lille virksomhed. Selskabet har 60 ansatte og står bag ti butikker i såvel Danmark som Norge, Sverige og Tyskland, hvorfra der sælges via internettet, som også er omdrejningspunktet for styringen af logistikken af udbringningen af møblerne. Det er heller ikke nogen statisk virksomhed. Der er hele tiden en række udviklingsprojekter i gang af selskabets web-tjenester og it-platforme.
Det indlysende spørgsmål er, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre for en mand at klare disse opgaver. Et af svarene er, at virksomheden er planlagt til at arbejde på denne måde fra starten i 2000.
- Helt fra begyndelsen var det hensigten, at al it skulle outsources. Vi vidste, at vi skulle have løst en lang række meget differentierede it-opgaver, og derfor mente vi, at vi ville få opfyldt vores behov bedre ved at outsource, siger Uffe Sørensen.

Selve udviklingen inden for it fremmer bevægelsen mod stadig mere outsourcing, mener han.
- Før kunne to-tre medarbejdere i en it-afdeling favne alle opgaverne. I dag har jeg brug for ekspertise inden for 3D-grafik den ene dag og for mail-kompetence den næste. Det er ikke muligt at få medarbejdere, der kan håndtere alt, siger Uffe Sørensen.
- Outsourcing stiller selvfølgelig krav til dine evner til at styre projekterne, til gengæld får du adgang til specialistviden, du ellers ikke ville have adgang til, siger han.
En anden forklaring ligger i, at Bolia har valgt outsourcing-partnere, der matcher selskabet.
- Det er utroligt vigtigt, at du vælger en it-partner, der prioriter det, dit firma vil. Vi startede som et lille selskab, der ønskede at gøre en række ting, der var langt fremme. Vores erfaring er, at det fungerer bedst med partnere, der matcher os størrelsesmæssigt, og vokser lige som vi gør, siger Uffe Sørensen.
It-chefen deltager i erfa-grupper og benytter sit netværk for at finde disse partnere, og vælger ud fra deres referencer og hvor gode, de har ord for at være til at overholde deres aftaler.
Når aftalen er indgået er de personlige relationer vigtige. Det er ikke tilfældigt, at langt de fleste af vores partnere fysisk er placeret i Østjylland i komfortabel afstand til Bolias hovedkvarter i Hørning ved Skanderborg.
- Det er dem, jeg som it-chef tænker højt og udveksler meninger med, og de bidrager til overvejelserne om, hvor platformene skal udvikles hen. Vi skal have del i hinandens sejre, og ind imellem sidde og drikke øl sammen, siger Uffe Sørensen.
Samtidig har Bolia bygget sine løsninger på standardprodukter, hvilket giver selskabet mulighed for at skifte outsourcing-partner forholdsvis smertefrit.
Efter en episode, hvor en partner gik falit, og der var risiko for, at der ville blive slukket for serverne, har Bolia nu alle systemer inklusive fuld kode spejlet på servere internt.

Billedtekst:
Alene på skansen - Outsourcing stiller selvfølgelig krav til dine evner til at styre projekterne, til gengæld får du adgang til specialistviden, du ellers ikke ville have adgang til, siger Bolias it-chef Uffe Sørensen.
Foto: Claus Haagensen/Chili

Boks:
Med nettet som grundlag
At Bolia baserer sin forretning på internettet, slår også igennem i selskabets systemer: I modsætning til mange andre firmaer er det ikke ERP-systemet, der er forretningens omdrejningspunkt: Denne rolle har internet-platformen, som Bolia har fået udviklet på grundlag af Microsoft Commerce. Denne platform står for brugerfladen, hvorfra møblerne sælges på pc'er i butikkerne eller via nettet fra kundernes egne computere. Der er principielt offentlig adgang til pc'erne i butikkerne. Derfor benytter den hostede, centraliserede løsning SiteKiosk, der er udviklet til internetcafeer. Omkring 80 procent af salget sker fra butikkerne, og desuden har halvdelen af de kunder, der handler hjemmefra først været nede i butikken for at se varen og røre ved den.
Når salget er sket, og det er konstateret, at der er penge på betalingskortet, sørger Microsoft Commerce sammen med BizTalk for at indkøbe den solgte vare. Samtidig står dette system i forbindelse med logistiksystemet Elog, der er udviklet af det Microsoft-baserede danske udviklinghus Vertica. Logistiksystemet kan ud fra, om leverandøren har varen på lager og transportørernes ruter generere et leveringstidspunkt, som kunderne i de fleste tilfælde kan få sammen med bekræftelsen på købet. Internet-platformen og logistiksystemet holder desuden rede på varerne på deres vej ud til kunderne. Det sker på grundlag af data, som de forskellige transportørers medarbejdere skanner ind på PDA'er med stregkodelæsere.
Systemerne er udviklet, så det er muligt at sætte en ny møbelleverandør eller transportør op fra den ene dag til den anden. Logistiksystemet Elog, der blev udviklet på baggrund af input fra Bolia, tilbydes i dag til andre virksomheder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere