Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. marts 2005.
Det er et vilkår, der er kendt i mange virksomheder og frygtet af de involverede medarbejdere: At datoen for færdiggørelsen af it-projekter ikke er fastsat med afsæt i en kølig vurdering af ressourcer sat i forhold til opgavens karakter og målsætning, men af et politisk ønske om at være klar og parat til et bestemt tidspunkt. For at tage sig godt ud. For at tvangsrealisere ønsketænkningen. At man som konsekvens må slække på eller undlade at teste, og at veldefinerede milepæle er et ligegyldigt begreb.
Et sådant projekt er eFaktura, hvor udsigten til at kunne hente offentlige besparelser for milliarder kroner ved at skifte papiret ud med en elektronisk blanket i betalingsformidlingen mellem privat virksomhed og offentlige instans, har fået finansminister Thor Petersen til at formulere den urealistiske deadline 1. februar 2005.
Trods utallige advarsler og forudsigelser om problemer har den selvpåførte skæringsdato i praksis ligget fast. For finansministeren har allerede regnet med besparelser - eksempelvis hos kommunerne, der har fået fjernet 220 millioner kroner. Derfor var det en gratis omgang, da ministeren i midten af januar blødte lidt op ved at henstille - efter møde med brancheforeningerne - at de offentlige myndigheder skulle udvise fleksibilitet i de første måneder. Det har de ikke haft råd til og de har været tvunget til at opfatte datoen for de elektroniske fakturaer som ristet i runer.
Som Computerworld i dag dokumenterer, betaler danske private virksomheder en høj pris for det vedholdende hastværk, der blev sat i gang af Folketinget i 2003, som besluttede, at finansministeren kan fastsætte regler om myndighedernes anvendelse af elektronisk betalingsformidling.
To år senere oplever både virksomheder og myndigheder koks og sammenbrud. Virksomheder får ikke penge for de varer, de sender kommunerne. Og de offentlige myndigheder og institutioner har ingen fornemmelse af, om regningerne bliver betalt. Resultatet er virksomheder, der opgiver af handle med offentlige kunder og enkelte, der sågar overvejer at indføre faktureringsgebyr ved eFaktura, fordi det er usikkert, om betalingsfristerne overholdes.
Økonomistyrelsen under Finansministeriet sidder med det centrale ansvar for eFaktura-projektet og kalder de nuværende problemer for "indkøringsvanskeligheder" og overhovedet opfatter virksomhedernes situationen som "forventelig".
Det er tankevækkende. Økonomistyrelsen, der tidligere har fungeret som det offentliges regnskabskontor, har fået en ny mere aggressiv funktion som indpisker og rationaliseringsmotor i hele den offentlige sektor. Denne centraliseringsøvelse bliver diskuteret og giver panderynker i andre ministerier og hos kommunerne, der føler magten glide ud af hænderne. Det bekymrer næppe borgerne og private virksomheder, der ønsker en billigere, en mere effektiv og mere gennemsigtig offentlig sektor.
Men hvis Finansministeriets mandat til udviklingen af den offentlige sektor skal være så stærkt, må man forvente, at det også råder over professionelle kompetencer, der er i stand til at styre og køre projekter, så fejl kan holdes i skak og på et niveau, hvor risikoen for egentlige sammenbrud er minimal. Hvis planlægning er nøglen til succes, så har ministeriet i denne omgang knækket den i låsen.
