Grøde i Linux-verdenen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 4. marts 2005.


LINUX Den netop afholdte Linux-konference viser, at der nu kommer masser af open source-tilbud til brug i datacentre og på servere, mens der ser ud til at gå endnu et stykke tid, før Linux bliver styresystem for desktop-pc'erne
i virksomhederne.

Linux er klar til for alvor at rykke ind i virksomhederne, lyder meldingen fra en række førende selskaber på den halvårlige Linux World Conference and Expo, der netop er blevet afholdt i Boston.
- 2005 bliver et afgørende år, hvor det for første gang bliver muligt at bygge professionelle erhvervsapplikationer udelukkende af open source-teknologi, sagde således den nye præsident og CEO for Computer Associates, John Swainson.
En anden it-kæmpe, IBM sluttede sig til dette udsagn.
- For to til tre år siden så vi Linux anvendt til at understøtte individuelle applikationer og anvendelser. Nu ser vi det brugt til komplekse databaser og et varieret udbud af applikationer - herunder dem, der er afgørende for virksomhedernes forretning, sagde Daniel Frye, der er vicedirektør for IBM's Linux Teknologicenter.
Endelig benyttede Novells topchef, Jack Messman, sin keynote til at fremføre det budskab, at styrken ved Linux er, at det er en fælles kodebase, som hen ad vejen vil brede sig fra datacentrene over serverne til desktop-pc'erne.
Blandt de større Linux-konverteringer, der blev gennemgået på konferencen, er Yahoo, som i december sidste år begyndte at overføre sine egenudviklede infrastruktur-applikationer fra selskabets hidtidige, specialbyggede styresystem til Red Hat Enterprise Linux 4.0. Yahoo har allerede en række databaser, der kører Linux, og selskabet forventer at fordoble antallet i løbet af i år.

IBM's hovedlanceringer faldt inden for klynge-teknologi og omfattede blandt andet switche, som understøtter Ethernet og InfiniBand.
Blandt Novells annonceringer vakte et open source-serverprojekt til at etablere samarbejdsfaciliteter (collaboration), som har fået navnet Hula, mest opmærksomhed. Det skal omfatte kalender-, adressebogs- og mailfunktioner. Hula skal bygge på Novells såkaldte NetMail collaboration server software, og i denne forbindelse har selskabet overført store dele af koden til open source-projektet.
Den tidlige version af Hula, der blev vist på Linux-konferencen, kører på Linux, men det er hensigten, at der i denne måned skal komme versioner, som kan køre på NetWare-, Windows- og Mac OS X-netværk.
Hula er licenseret under GNU og Mozilla.

Når det gælder Linux-baserede styresystemer, har Novell og Red Hat i de sidste par år ført an i konkurrrencen, og Novell fik et forspring, da selskabet sidste år i august lancerede sin Suse Linux Enterprise server 9 baseret på version 2,6 af Linux-kernen. På denne konference indhentede Red Hat noget af det forsømte ved at introducere sin Red Hat Enterprise version 4, der ligeledes bygger på version 2,6, hvilket angiveligt giver højere ydelse. Ud over disse forbedringer rummer den en række sikkerhedsfunktioner, der er afledt af det amerikanske nationale sikkerhedsagenturs Enhanced Linux-projekt.
Desuden annoncerede Red Hat, at de i slutningen af året vil være klar med et software management-modul, der gør et muligt for brugere af selskabets Red Hat Network-system til management og opdatering af Linux-styresystemet at administrere både Sun Solaris styresystem og Linux-systemet. På den måde håber Red Hat at føre nogle af Suns kunder over på Linux.
Hewlett-Packard (HP) lancerede på LinuxWorld Conference and Expo en stribe Linux-baserede servere og arbejdsstationer. Blandt andet Opteron-baserede arbejdsstationer, der vil blive leveret enten med Windows XP eller med Linux. Sammen med disse introducerede HP et program, de kalder "Big Tux", som skal understøtte anvendelsen af selskabets 64-bit-processor Integrity SuperDome-servere med Linux i såvel Red Hat- som Novell-versionerne.

Hvor Linux-konferencen således viste, at der kommer et væld af løsninger til Linux til afvikling i datacentre og på servere, kunne man også konstatere, at det går betydeligt mere trægt med udvikling af Linux som styresystem til desktop-pc'er. Her findes tilbud fra selskaber som Red Hat, Novell og Xandros, men der er ikke mange eksempler på større virksomheder, der er gået over til udelukkende at anvende disse. I øjeblikket ser man dem, hvis man skal dømme efter konferencen, mest som styresystemer til særlige kiosk-løsninger til specialenheder, og i mindre installationer, der tilsyneladende mest har til formål at styrke brugerens position i genforhandlinger af kontrakter med Microsoft.
Et af problemerne med Linux til desktop-pc'er er, at der ikke skønnes at være tilstrækkeligt gode udviklingsværktøjer.
Det kan dog komme til at ændre sig. IBM meddelte på Linux-konferencen, at de vil bruge 100 millioner dollars over de næste tre år på netop at udvikle klient-siden af Linux i forbindelse med deres Lotus Workplace collaboration-software.

Billedtekst:
LinuxWorld viste, hvor professionelt styresystemet er blevet, siden den finske studerende Linus Thorvald, som var en af hovedtalerne, i 1991 inviterede brugerne af universiteternes netværk til at benytte sit nye styresystem.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere