Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. februar 2005.
Kampen om at levere operativ-systemer til pda'er og smartphones står i øjeblikket primært mellem Windows Mobile og Symbian.
Hvem vinder kampen om at blive det foretrukne operativsystem på smarttelefoner og pda'er i fremtiden?
- Det er meget nuanceret. Man kan ikke give et klart svar, lyder det fra teleanalytiker John Strand, Strand Consult.
Foreløbig ser det ellers ud til, at Microsoft med sin Windows Mobile er på vej i front, i hvert fald i Danmark, hvor det især er Microsofts Windows Mobile og Symbian, der kæmper. I 2003 var de to omtrent lige store med hver omkring 47 procent af markedet herhjemme. Året efter viste de tre første kvartaler, at Windows Mobile var gået frem til omkring 57 procent af markedet på bekostning af Symbian, der efter de tre kvartaler måtte nøjes med 37 procent.
Men John Strand mener ikke, at det bare er et spørgsmål om Symbian eller Windows Mobile.
- Der foregår mange ting på det marked lige nu. Selvfølgelig er både Windows Mobile og Symbian store, men der er mange andre på vej. Der er for eksempel Java-baserede løsninger og PalmSource, der leverer operativsystemerne til PalmOne, har lige købt China Mobilesoft, der leverer et Linux-baseret operativ-system. Norske Trolltech og en række andre Linux-baserede systemer er også på vej, og det område satser Motorola også på, siger han.
Med til at komplicere billedet er det forhold, at operativsystem ikke nødvendigvis er det samme som brugergrænseflade, når man snakker smartphones og pda'er.
Det er ellers, hvad vi er vandt til på computere. Hvis den bruger Windows, så er det også en Windows-brugergrænseflade, vi ser - og ligeså, hvis computerens operativsystem hedder Linux eller Mac OS.
- Sådan er det ikke nødvendigvis altid på de små enheder. Her kan operativsystem og brugergrænsefladen godt komme fra forskellige leverandører, siger John Strand.
Han mener ikke, at vi vil se en operativsystem- eller platformkamp mellem for eksempel Windows Mobile og Symbian, sådan som det ellers kendes fra computere og servere. Smartphones vil få samme rolle som stereoanlæg, fjernsyn og hårde hvidevarer. Ingen interesserer sig for, hvilke operativsystemer der gemmer sig deri.
- Det bliver ikke en enten-eller- kamp, hvor der er en klar vinder og taber. Der bliver ikke nogen vinder på platformen foreløbig. På spørgsmålet om, hvem der vinder softwarekampen, er mit eneste klare svar, at det bliver forbrugeren, siger John Strand.
Billedtekst:
- Der bliver ikke nogen vinder på opeativ-systemet på mobiltelefonerne foreløbig, siger teleanalytiker John Strand.
Boks:
Softwarekampen i danmark
I nedenstående figur ses markedsandelene for de forskellige operativsystemer på smartphones og pda'er i Danmark. Microsofts Windows Mobile er gået stærk frem fra 2003 til 2004, især på bekostning af Symbian operativ-systemet. Palm OS beholder sin relativt beskedne markedsandel, mens kategorien andre, som dækker over de helt små leverandører, viser en tilbagegang. Det er et tegn på konsolidering på markedet for operativ-systemer til de danske smartphones og pda'er.
2003 2004*
Windows Mobile 47,02 57,02
Symbian 47,73 37,91
Palm OS 4,13 4,17
Andre 1,12 0,9
(* de tre første kvartaler af 2004)
Kilde: IDC Nordic
Boks:
Nokia communictor 9300
Pris: 4999 kroner
Telefon-funktioner: Kald i GSM-nettet, SMS,
MMS, data via GPRS eller EDGE og konferencehøjttaler
PDA-funktioner: E-mail, tekstbehandling, regneark,
præsentationer, kalender, adresser, opgaveliste,
MP3, MPEG-4 (AAC), Real Audio- og MIDI-afspiller,
lommeregner, webbrowser og noter
Andet: Bluetooth og infrarød
Hukommelse: 80 MB
Udvidelse: MMC hukommelseskort
Skærmopløsning: 640 x 200 pixel
Vægt: 167 gram
Mål: 132 mm x 51 mm x 21 mm
Styresystem: Symbian
Umiddelbart indtryk: Meget langsom opstart og langsom skift mellem menuerne. Fornuftigt med en kombineret mobiltelefon og pda, hvor man ikke behøver at åbne enheden for at foretage et opkald. Sammenfoldet ligner denne Communicator alle andre mobiltelefoner. Telefonen og pda'en kan fungere uafhængigt af hinanden - f.eks. kan telefonen være slukket, mens man bruger regneark. Det er også en fordel med funktionsknapper til alle ofte brugte funktioner: Telefon, kalender, besked, web, adresser og dokumenter, og her kunne PalmOnes Treo 600 lære noget. Generelt lækkert design, både med hensyn til eksteriør og grafik. I længden bliver man dog træt af, at skiftet mellem funktionerne sker frygteligt langsomt. fog
Nokia communictor 9500
Pris: 5599 kroner
Telefon-funktioner: Kald i GSM-nettet, SMS, MMS, Data via GPRS eller EDGE og WLAN
PDA-funktioner: E-mail, tekstbehandling, regneark, præsentationer, kalender, adresser, opgaveliste, MPEG-4, musikafspiller, lommeregner, webbrowser og noter
Andet: Bluetooth, infrarød, kamera og videooptager
Hukommelse: 80 MB
Udvidelse: MMC hukommelseskort
Skærmopløsning: 640 x 200 pixel
Vægt: 230 gram
Mål: 148 mm x 57 mm x 24 mm
Styresystem: Symbian
Umiddelbart indtryk: Som telefon er Communicator klodset - og både større og tungere end mange af de mobiltelefoner, der var hotte slutningen af sidste årtusinde. Telefondelen kan stort set det samme som Nokias øvrige produkter til forretningssegmentet, men det bliver hurtigt en pine, at man kun kan betjene de lidt mere avancerede indstillinger ved at klappe telefonen op og navigere sig ned i menuerne via pda-delens tastatur - i øvrigt via undermenuer med voldsomt lange reaktionstider. Når det så er sagt, leverer Nokia en glimrende lommecomputer, som udmærker sig ved at kunne benytte trådløse netværk, sende og modtage e-mails, arbejde med Word- og PowerPoint-filer og meget mere. Communicator er med sit udmærkede
Qwerty-tastatur en aldeles glimrende lommecomputer - men en voldsomt klodset telefon. ras
Palmone Treo 600
Pris: 4049 kroner
Telefon-funktioner: Kald i GSM-nettet, SMS, MMS og data via GPRS
PDA-funktioner: E-mail, kalender, adresser, opgaveliste, MP3-afspiller, MIDI, lommeregner, web-browser, noter og lydoptager
Andet: Bluetooth, infrarød og kamera
Hukommelse: 24 MB
Udvidelse: SD/MMC-hukommelseskort
Skærmopløsning: 160 x 160 pixel
Vægt: 168 gram
Mål: 112 mm x 60 mm x 22 mm
Styresystem: PalmOS
Umiddelbart indtryk: PalmOne Treo 600 har et bruger-interface, der er opbygget ligesom Palms øvrige pda'er. Derfor vil man hurtigt og nemt kunne sætte sig ind i knapper og funktioner på Treo 600, hvis man i forvejen kender Palms øvrige modeller. Andre vil også hurtigt lære at bruge enheden, som i modsætning til f.eks. Nokia Communicator ikke skal åbnes, før den er klar til brug. En dejlig stor skærm med et alt for lille tastatur nedenunder. Dog savner man det lille sædvanlige Palm-felt, hvor der kan skrives håndskrift, ligesom standard-navigation mellem "home" og de forskellige applikationer virker lidt akavet, når der skal bruges knapper og ikke en pen. Samlet et godt bud på hybriden mellem telefon og håndholdt computer, men der kan arbejdes på navigation og tekstgenkendelse. fog
HP ipaq h6340
Pris: 4799 kroner
Telefon-funktioner: Kald i GSM-nettet, SMS, MMS, Data via GPRS og WiFi
PDA-funktioner: E-mail, tekstbehandling, regneark, præsentationer, kalender, adresser, opgaveliste, lommeregner, webbrowser, noter, billedbehandling og lydoptager
Andet: Bluetooth, infrarød
Hukommelse: 55 MB
Udvidelse: SD-hukommelseskort
Skærmopløsning: 240 x 320 pixel
Vægt: 190 g
Mål: 119 mm x 75 mm x 19 mm
Styresystem: Microsoft Windows Mobile for Pocket PC
Umiddelbart indtryk: Den største forskel man umiddelbart oplever i forhold til alle de andre smartphones og pda'er er HP's smarte metoder til at modtage tekst-input. Der er flere metoder: Et hardware-
tastatur, som følger med, et tastatur på skærmen og tekstgenkendelse enten som enkeltbogstaver eller som hele ord. Det er især sidstnævnte, der gør HP's enhed til en stærk konkurrent i forhold til de andre, for i professionel kommunikation kommer man sjældent uden om tekstbaseret information og derfor er nem indtastning af tekst en stor hjælp i hverdagen. Her har både Nokia og Palm noget at lære af HP, som baserer sig på operativ-systemet Microsoft Mobile. Netop brugen af Microsoft Mobile gør også, at de fleste brugere hurtigt vil kunne sætte sig ind i navigationen og brugen af programmerne, fordi det ligner Windows. fog