Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.
til salg. Storbanken Nordea fik solgt Aston Business Solutions, men havde ikke held til at få solgt Columbus IT Partner i samme hug.
Nordea kom i august af med sit største danske smertensbarn på it-fronten, Aston Business Solutions. Banken, der er Nordens største, har haft over en halv milliard kroner i klemme hos Aston. Køberen var dog ikke interesseret i at købe Nordeas andet smertensbarn, Columbus IT Partner, selv om banken havde håbet på et samlet salg.
Hvilken pris, Nordea fik for Aston, som banken i praksis ejede fuldt ud, er ikke kendt. Men banken havde ved salget knap 200 millioner kroner ude at svømme. Aston havde driftskreditter på 125 millioner kroner, og banken havde tidligere konverteret 66 millioner kroner i driftsgæld til, hvad der kaldes et anvarligt lån - altså et, som ligger bag alle de øvrige kreditorer.
Uanset om Nordea måtte have tjent lidt i forhold til sit udestående på salget af Aston, har det været en dårlig forretning for banken. Tilbage i 2001 måtte Nordea og den anden Aston-hovedaktionær, investeringsselskabet CVC, parkere to tredjedele af Astons samlede gæld på 1,1 milliard kroner i en slags skraldespandsselskab.
Transaktionen skyldtes, at Aston ikke havde en jordisk chance for at forrente hele kæmpegælden. Selskabet var opbygget gennem dyre opkøb af 60 konsulenthuse i de glade dotcom-dage i håb om hurtige og store penge ved en børsnotering.
En medvirkende årsag til, at Aston blev solgt, var imidlertid, at ledelsen havde evnet at få vendt flere års kæmpeunderskud til et overskud. På bundlinien for 2003 stod således et plus på 20 millioner kroner.
Columbus slås stadig med underskud, og i branchekredse forklares Nordeas vanskeligheder med at få solgt firmaet med, at prisen er for høj.
Blandt årsagerne dertil er, at Columbus er børsnoteret. Værdien af den samlede aktiepost lå medio november på omkring 230 millioner kroner, og dertil kom en gæld, som køberen også skulle overtage.
Ifølge Carsten Dilling, administrerende direktør for Columbus, ligger bankgælden på omkring 80 millioner kroner.
- Prisen på et selskab afgøres mellem eksisterende og eventuelle nye investorer. Jeg, der er ansvarlig for driften af selskabet, har ikke været i forhandlinger, hvor prisen har været et problem, siger han.
Computerworld erfarer også, at Aston faktisk blev solgt til en værdi, der lå over de 310 millioner, som regningen på Columbus lyder på, hvis hovedaktionærerne ikke giver rabat.
Nordea er hovedaktionær med en aktieandel på 38,6 fulgt af Columbus-stifteren, Michael Gaardboe, der har 37,4 procent. Resten - knap 10 millioner aktier - er fordelt på 4.000 private aktionærer.
- De fleste, der handler på aktiemarkedet vil vove den påstand, at aktiemarkedet ikke lyver - altså at markedsværdien er nogenlunde o.k. Og med omkring 24 procent af aktierne i "free float" - i daglig handel - sker der nok en reel prisdannelse, siger Carsten Dilling.
Columbus fik da også en kontant afregning på Fondsbørsen, da resultatet for tredje kvartal blev offentliggjort i november. Selskabet måtte nedjustere forventningerne til både omsætning og driftsresultat samt meddele, at egenkapitalen nu kun udgjorde 23 procent af aktiekapitalen. Selskabet havde tabt mere end halvdelen af sin aktiekapital, og derfor blev Columbus overført til Fondsbørsens observationsliste.
Egenkapitalen skal nu genoprettes, hvilket Carsten Dilling forventer vil ske gennem fortsatte forbedring af effektiviteten samt ved udstedelse af flere aktier.
Columbus har i årets tre første kvartaler et underskud på knapt 27 millioner kroner på bundlinien, men regnskabet rummer også positive tegn. Driftsresultatet (EBITDA) var på 10,3 millioner kroner. Umiddelbart er det 2,7 millioner kroner færre end i samme periode året før, men renset for frasalg af aktiviteter er resultatet forbedret med 17 millioner kroner. Columbus meldte også om betydelig fremgang i Rusland, USA, Frankrig, England og Baltikum.
Billedtekst:
Prissætning. - Prisen på et selskab afgøres mellem eksisterende investorer og eventuelle nye, siger Carsten Dilling, adm. direktør for Columbus IT Partner som en kommentar til forlydender om, at prisen er for høj.
Foto: Hans Juhl
Billedtekst:
Dårlig forretning. Hvilken pris, Nordea fik for Aston, som banken i praksis ejede fuldt ud, er ikke kendt. Men banken havde ved salget knap 200 millioner kroner ude at svømme.
Foto: Torben Klint