Sultent sandwich-grafikkort med fuld turbo
GeForce 9800GX2 var en blandet pose bolcher; selv om det kunne sætte adrenalinpumpende fart på nogle spil, var det i andre langt fra pengene værd, fordi ydelsen ikke skalerede tilfredsstillende fra en til to grafikprocessorer.
GeForce GTX 295, der er en besynderlig, men effektiv blanding mellem to GTX 260-kort og to GTX 280, bygger på samme princip som sin sandwich-forgænger: To printkort, og dermed to grafikprocessorer såvel som to sæt grafikhukommelse, er smækket sammen til ét grafikkort ved hjælp af Nvidias SLI-teknologi.
En hybrid
Kernefrekvenserne leder tankerne hen på to GTX 280-kort, mens den næsten obskure mængde grafikhukommelse på i alt 1.792 megabyte får én til at tænke på et af de seneste topkort, GTX 260.
Resultat er en hybrid, der befinder sig midt imellem, og teoretisk skulle det give Nvidia den ydelsesmæssige fordel, som gør, at Radeon HD 4870 X2 godt kan krybe i skjul.
På grund af SLI-teknologien, Scalable Link Interface, er det altoverskyggende succeskriterium, om Nvidia leverer på nøglefaktorerne spil- og driverunderstøttelse.
Det er af tidsmæssige årsager umuligt at inkludere alle tænkelige spil i testen, men vores repræsentative udvalg af benchmarks afsiger dommen: Gevinsten er stor i nogle spil - navnlig de titler med en visuel fremstilling af en anden verden - mens den i andre ikke taler varmt for et køb.
Knap så grådigt strømforbrug
Under testen nægtede Crysis: Warhead selv med Nvidias nyeste ForceWare-driver at køre, men det er et problem, der bør kunne løses med en kommende opdatering til spillet. I Race Driver: GRID, naturligvis med den nyeste opdatering installeret, oplevede vi en snert af micro stuttering, der på dansk kan opfattes som lejlighedsvist hakkende billedgengivelse.
Nuvel, der er også meget godt at sige om GTX 295, heriblandt at transistordensiteten på de velkendte GT200-chips er tvunget ned på 55 nanometer, hvilket er ensbetydende med lavere varmeudvikling, mindre strømforbrug og - potentielt - højere frekvenser.
Støjsvag køler
Det maksimale strømforbrug er angivet til 289 watt, hvilket er en pæn sjat, men de mange hestekræfter skal naturligvis tages i betragtning. ENGTX295 kræver, at din strømforsyning har både 6- og 8-pins PCIe-tilslutninger, og du skal efter vores opfattelse ikke sætte din lid til mindre end 700 watt, hvis du vil have en stabil oplevelse.
Køleren er relativt støjsvag - noget som ikke kan siges om ATI's HD 4870 X2 - og er under normal drift næsten lydløs.
Blæserens rotationshastighed øges naturligvis, når du føder kortet med 3D-spil, men det er stadigvæk imponerende, at Nvidia holder støjniveauet så langt nede. Det er dog også meget dækkende for graden af nyskabelse, Nvidia har bedrevet.
Der benyttes stadigvæk GDDR3-hukommelse, for GT200-serien understøtter simpelthen ikke GDDR5, som AMD ellers har haft på programmet i et stykke tid. DirectX 10.1, der endnu kun giver ATI-kort begrænsede fordele, er ligeledes heller ikke aktuelt for GTX 295.
Hvem vinder?
Kassen med grafikkortet indeholder det mest obligatoriske og overrasker ikke hverken positivt eller negativt: Cd-rom-læderetui, cd-rom med produktmanual, driver-cd-rom, DVI-til-VGA adapter, strømadaptere, SPDIF-adapter og en rabatkupon til fem spiltitler, som du nu kan spare op til 10 procent på sammenlignet med normalprisen, har Asus fundet plads til.
Er GTX 295 så et knusende knytnæveslag til AMD's bedste kriger, eller er 4870 X2-kortet stadig med i opløbet? Svaret er ikke entydigt, men på tværs af de inkluderede benchmarks formår GTX 295 akkurat at snige sig først over målstregen.
Rigelig ydelse
Vi har en formodning om, at mere ekstreme skærm- og kvalitetsindstillinger ville have givet Nvidia en større fordel, som bare sætter en tyk streg under, at et kort som GTX 295 kun er til de mest hardcore entusiaster.
For andre er ydelsen selv med et GTX 280 eller 285 alt rigelig, og så er risikoen for at løbe panden ind i driverproblemer også mindre.
På grund af prisnedskæringerne (Tjek priser på 4870 X2 - Tjek priser på GTX 295) følger 4870 X2 stadig med, men hvis du vil have det hurtigste kort på markedet for enhver pris, bør GTX295 være dit førstevalg.
Testens præmisser
Udgangspunktet for testen er de nærmeste konkurrenter fra vores seneste stortest, og fokus er placeret benhårdt på spil i tre forskellige skærmopløsninger målt med værktøjet Fraps, der måler antal fps i et givent spil, såvel som indbyggede tidsdemoer, hvor det var muligt.
Det står i dag klart, at producenterne prøver at promovere sig kraftigt på at bruge grafikprocessoren til andet end spil - altså helt almindelige beregningsopgaver blandt andet ved hjælp af Nvidias CUDA-platform.
Selv om vi har oplevet hastighedsforøgelser ved brug af grafikprocessoren til andet end spilgrafik, er vi dog fortsat skeptiske, fordi henholdsvis AMD og Nvidia fokuserer på firmaernes proprietære løsninger.
Det samme gælder for fysik-API'en (Application Programming Interface) PhysX, der understøttes af GeForce 8-kort og nyere. Resultatet er, at brugeren kan nyde flere visuelle effekter og forbedret fysikgengivelse i særlige spil, hvor blandt andet Mirror's Edge kan fremhæves.
Det koster dog på ydelsessiden, og endnu føler vi ikke, markedsunderstøttelsen er tilstrækkeligt stor til at retfærdiggøre det som et parameter i vores vurdering af kortene.
Kraftig testplatform
For at grafikkortet ikke skulle mangle hestekræfter, overclockede vi testplatformens processor til 3,6 gigahertz og indstillede DDR3-rammen til 1.600 megahertz i bundkortets BIOS.
Processoren var Intels QX9650 med Cooler Masters V8-køler, bundkortet et Asus P5Q3 Deluxe, ram af typen 2x 1GB DDR3 Corsair Dominator 1800MHz og harddisken Western Digitals lynhurtige Velociraptor på 300 gigabyte.
Vi samlede pc'en i SilverStones Raven-kabinet med en SilverStone Decathlon-strømforsyning på 850 watt, så selv de strømkrævende kort med to grafikprocessorer ikke havde grund til klagesang.
Styresystemet var Windows Vista med SP1 i en 64-bit version sammen med de senest udgivne opdateringer. Vi sluttede grafikkortene til Samsungs T260HD-skærm, der er Full HD-godkendt og dermed kan afvikle testens spil i en opløsning på helt op til 1.920 x 1.200 pixels.