Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. oktober 2004.
Samtidig med, at over 500 topfolk fra den danske sygehusverden onsdag og torsdag på hotel Nyborg Strand diskuterede de digitale patientjournaler herhjemme, cirkulerede kioskbaskeren om hospitalslægernes krøllede kragetæer på recepter, som giver risiko for fejlbehandling. Ifølge en undersøgelse offentliggjort i Dagens Medicin er 96 procent af sygehusrecepterne fejlagtigt udfyldt, hvoraf en tredjedel er det på en måde, så det indebærer en risiko for patienten. Recepterne på sygehusene udfyldes anno 2004 stadig i hånden.
Sådan skal det ikke være i fremtiden, hvor man efter mere end en dekades arbejde og talrige forsinkelser er blevet enige om en standard for udveksling af patientdata - den såkaldte grundstruktur G-EPJ. Ifølge den nationale it-strategi for sundhedsvæsenet fra sidste år, forventes det at landets sygehuse har indført elektroniske patientjournaler baseret på fælles standarder ved udgangen af 2005. Sådan kommer det absolut ikke til at gå ifølge EPJ-observatoriet, der i sin netop udgivne statusrapport har spurgt de 15 sygehusejere, det vil sige amterne, om barrierer for udbredelsen af de digitale patientjournaler. Den store topscorer er punktet "modstand mod forandring", som ifølge amterne overtrumfer både teknologiske og ressourcemæssige problemer - og modstanden er fordoblet siden sidste år.
Det kan ikke undre nogen, for sygehusejerne har undladt at evaluere betydningen for organisation og arbejdsgange, på de afdelinger, hvor patientjournalerne er indført - og dermed ikke inddraget de læger og sygeplejersker, hvis arbejde bliver forandret.
Det er en situation, der ligner halvfjerdsernes it-revolution og arbejdskampe på aviserne, hvor typografarbejdet blev overflødigt og medførte strejker i et omfang, så det næste knækkede Berlingske Tidende .
Men et er organisation. Noget andet er kunderne. Borgerne. Patienterne. Hele den danske tilgang ser ud til at dreje sig om digitalisering af afdelinger og traditionelle arbejdsgange, som så skal vokse udad og gerne sammen på tværs via fælles standarder. Det handler om teknologi. Om dokumentation. Men hvor er patienterne henne? Hvor er den sammenhængende strategi, som sætter patienten i centrum og indretter sundhedsvæsenet i forhold hertil. Hvem formulerer målsætningen om, at et sundhedsvæsen, der koster 40 milliarder om året kan give bedre service for færre midler ved hjælp af it?
Hvem tør tage ansvaret for, at uanset om vi skal til psykiater, sundhedsplejerske eller ortopædkirurg, så får danskeren en sammenhængende digital infrastruktur, som smidiggør og giver bedre kvalitet i behandlingen?
Det er påfaldende, at sygehusene mener, at der ikke kan spares penge på at digitalisere sundhedsvæsenet og direkte mærkeligt, at det stiltiende accepteres politisk. Især når man tænker på, at kommuner og stat bliver afkrævet store rationaliseringsgevinster i forbindelse med digital forvaltning.
I England har regeringen besluttet, at samtlige 50 millioner patienter i 2010 skal have adgang til deres journaler på nettet, som opdateres af de praktiserende læger og sygehuse i fællesskab. Det sker i et storstilet nationalt projekt delt i fem geografiske områder med et budget på 66 milliarder kroner. Det giver cirka 10 millioner patienter per område. I Danmark bor cirka det halve. Til gengæld er der 15 som aktører, som skal blive enige om, hvordan vi skal gøre. Mon ikke der i adskillige år fremover stadig vil blive afleveret håndskrevne recepter på apotekerne.
