Pervasive Kyng

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. oktober 2004.


Mr. Pervasive Computing, professor Morten Kyng, modtog for nylig It-prisen Østjylland for sin store indsats for samarbejdet mellem forskning og forretning. Han skal forsøge at få chippene i vores vaskemaskine, håndmikser og bil til at tale sammen.
PORTRÆT
Der bliver produceret et sted imellem seks og otte milliarder microchips i verden hvert år. Kun omkring to-tre procent af dem havner imidlertid i det, de fleste af os forstår ved computere - kontormaskiner, bærbare, servere med videre. Resten ender i biler, husholdningselektronik, billed- og lydanlæg, telefoner og legetøj o.s.v.
Pervasive Computing, som bedst kan oversættes til ‘it i alt', er således på en måde allerede en realitet. Problemet er bare, at chippenes funktion ofte er rettet meget specifikt mod det enkelte produkt og frem for alt, at chippene ikke kan kommunikere med hinanden og udveksle data. Pervasive computing handler om at gøre tingene omkring os i stand til at kommunikere og interagere for dermed at udnytte denne spredte datakraft og gøre tingene mere intelligente og hjælpsomme.
Det er her Mr. Pervasive Computing kommer ind i billedet. Han hedder Morten Kyng og er Danmarks eneste professor i netop pervasive computing - disciplinen at få computeren til at tale med ting.
- Man kan kigge på en ting som en bil, for eksempel. Der er i dag mange microchips i nye biler, men de har hver især en meget specifik funktion og kan ikke kommunikere særligt meget med hinanden. Hvis nu bilen og dens microchips i stedet kunne snakke med alle de biler, der var omkring den og indrette hastigheden efter dem og bremse for rødt lys o.s.v., så ville vi være nået langt, siger Morten Kyng.

Wasså, dims?
Al denne nye it skal tale århusiansk - i hvert fald skal Morten Kyng og hans kollegaer i den århusianske it-by Katrinebjerg koordinere indsatsen for de 93 mio. EU-kroner, der sidste år blev givet til et nyt stort projekt inden for pervasive computing, kaldet PalCom.
Morten Kyng er leder af projektet, der skal lægge standarden for, hvordan alskens elektroniske dimser smertefrit kan kobles sammen i fremtiden, altså den standard-platform, der kommer til at få betydning for, hvordan alle disse chips i fremtiden skal se ud og fungere.
Første del af projektet, der blev skudt i gang den første januar i år, går dog ud på at lave undersøgelser ude i virkeligheden af, hvordan vi mennesker bruger it i dag, hvilke fejl der ligger i informationsteknologiens interaktion med homo sapiens i dag, og hvilke krav vi kan stille til fremtidens interaktion.
Ifølge Morten Kyng starter god interaktion mellem menneske og maskine nemlig med, at man laver en grundig kortlægning af, hvad det er for krav, man vil stille til sin maskine - hvad skal den kunne, hvad er det folk vil have? Og her skal det vel at mærke være "helt almindelige mennesker" der taler, og ikke en række tilfældige it-professorer verden over, mener Morten Kyng.
- Det kan jo godt være, at du kan udvikle et it-produkt, som du og måske ti af dine professor-kollegaer verden over synes er mægtig spændende og vigtigt. Det batter bare ikke noget, hvis hr. og fru Jensen derude synes, at det er en inderlig ligegyldig eller blot besværlig teknologi, som du har lavet.

Produkter om tre-fire år
Han mener, at pervasive computing er lige så banebrydende som henholdsvis mainframesystemerne, pc'en og internettet var det i sin tid.
- Fordi den form for informationsteknologi, som vi alle sammen kender og bruger i dig - primært computer og mobiltelefoner - er afhængig af, at mennesket binder den fysiske verden sammen med den digitale. Pervasive computing handler om, at vi skal have skabt en softwarestruktur, der gør, at de digitale enheder i løbet af de næste 10 år i meget højere grad vil interagere direkte med den fysiske verden. Vi har i de digitale apparater millioner af sensorer spredt rundt omkring. De indsamler data om omgivelserne til forskellige computersystemer, og så vil de kunne reagere fysisk på disse data. Det er noget vi allerede kender fra klimaanlæg og andre ting. Således vil man allerede i dag kunne opleve mere eller mindre heldigt, at en computer ruller persiennerne ned, hvis det bliver for varmt, fortæller Morten Kyng.
Foreløbig er det dog småt med konkrete resultater og håndgribelige produkter som følge af projektet. Morten Kyng forventer, at flere forskellige virksomheder, både nogle af de deltagende, for eksempel Siemens og det danske OOVM, vil kunne få konkrete produkter ud af projektet inden for tre til fire år.

Konkurrence er sundt
I morgen fylder Morten Kyng 54 år, og han kan se tilbage på en karriere, der har bragt ham via en kandidatgrad i datalogi i 1975 over leder af det hedengangne Center for it-forskning, videre over en direktørstilling for It-vest - det jyske it-universitet - til i dag et professorat i pervasive computing.
Professoratet på Datalogisk Institut under Aarhus Universitet er sponsoreret af den private it-virksomhed Systematic. I det hele taget har Morten Kyng været kendt for at bygge bro mellem offentlig og privat forskning, at være med til at gøre vejen fra forskning til forretning kortere.
- Den bedste forskning skaber man i et samarbejde mellem forskere og firmaer, fordi firmaerne kan holde forskerne fast på de relevante problemstillinger - dem der gør en forretningsmæssig forskel, siger Morten Kyng.

boks: Morten Kyng
• Født den 23. oktober 1950.
• Cand. scient. i datalogi fra Aarhus Universitet i 1975.
• Lektor i datalogi i 1983-1996 på Aarhus Universitet.
• I 1996 doktorgrad for afhandlingen "Datamater og brugere," og derefter direktør for Center for IT-forskning (CIT) indtil dets lukning i 2002.
• Med i etableringen af Danmarks to it-højskoler og i en periode direktør for It-Vest, den vestdanske it-højskole som blev etableret i 1999.
• Blev i 2001 som eneste dansker udnævnt til CHI Academy (Computer Human Interaction). Akademiet er dannet for at hædre verdens førende forskere på området menneske-maskin interaktion.
• I 2001 hædret med Århus-prisen.
• Fik professorat i pervasive computing i 2003 ved Datalogisk Institut under Aarhus Universitet. Professoratet er finansieret af Systematic med 4,5 millioner kroner.
• I dag er han daglig leder for Center for Pervasive Computing. Desuden tilknyttet Alexandra-instituttet, en del af Århus' it-satsning Katrinebjerg.
• Fik 30. september i år It-prisen Østjylland for sin indsats i samarbejdet mellem forskning og forretning.
• Morten Kyng, der har to sønner, bor i Risskov i Århus sammen med sin kone Lena, der er cand. mag. i informationsvidenskab.

billedetekst: - Den bedste forskning skaber man i et samarbejde mellem forskere og firmaer, fordi firmaerne kan holde forskerne fast på de relevante problemstillinger - dem der gør en forretningsmæssig forskel, siger Morten Kyng.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere