Skal du have ny browser?
Ved du ikke, hvad en browser er? Så er der gode chancer for, at det er Internet Explorer, du bruger, når du surfer på nettet.
Microsofts browser er standard i Windows, og er derfor naturligt nok den klart mest udbredte i verden.
Men hører du til de lidt mere tekniske brugere, der har sat sig ind i forskelle på browsere, kan det være, du bruger Mozillas Firefox eller måske Googles første browser, Chrome.
Nogle vælger også at køre med to browsere, alt efter hvilke opgaver de har, og da det er et kendt problem, at nogle netbanker for eksempel ikke er så glade for Firefox, kan Mozillas browser suppleres af Internet Explorer (som jo allerede er på maskinen, og som godt kan lege med netbanker).
Dine behov
En anden fordel ved flere browsere er, at der findes flere niche-browsere. For eksempel Flock, der er en social browser og Blackbird, der er en browser til sorte mennesker (ja, den er god nok). Læs mere om de to browsere senere i denne artikel.
Forskellene på browserne handler typisk om hastighed, mulighed for at indstille efter egne behov og naturligvis det visuelle indtryk - hvor behagelig og flot er den at kigge på og læse tekst i.
Valget af browser afhænger af, hvad der passer bedst til dig og dine behov, derfor er det en god ide at prøve flere forskellige browsere af.
Her er en kort oversigt over de mest populære browsere lige nu samt en status på flere af dem. Til sidst finder du nogle eksempler på alternative browsere.
Internet Explorer
Den suverænt mest brugte (cirka 67 procent af markedet) og populære browser, Internet Explorer, er netop kommet i den nyeste udgave.
Internet Explorer 8 er, ifølge it-giganten, hurtigere, sikrere og nemmere, og den har blandt andet funktioner som automatic crash recovery, InPrivate Browsing, InPrivate Blocking, SmartScreen Filter (der beskytter mod malware og phishing) og Enhanced Tabbed Browsing (med gruppe-tabs).
Du kan downloade Internet Explorer 8 her.
Rygter om en helt ny browser fra Microsoft florerer også. Gazelle er navnet på en browser, der vil have stor fokus på sikkerheden - du skal dog ikke regne med at prøve Gazelle lige foreløbig. Læs mere om Gazelle her.
Mozilla Firefox
Mozilla Firefox 3 kunne downloades første gang i sommer, hvor browseren blev downloadet otte millioner gange indenfor de første 24 timer, den var tilgængelig online.
I øjeblikket arbejder Mozilla på Firefox 3.1, der vil indeholde adskillige tilføjelser og forbedringer - blandt andet nogle som ikke nåede med i 3.0-versionen.
Det gælder en privacy-funktion, en ny genvej til at skifte mellem faneblade, forbedret kontrol over Smart Location Bar og en ny JavaScript-oversætter.
Firefox er særligt kendt for høj sikkerhed og de uendelige muligheder for at bruge udvidelser/add-ons - der gør det nemt at tilpasse browseren til ens eget behov.
Den endelige version af Firefox 3.1 skulle blive klar i løbet af første kvartal 2009 - kan du ikke vente, kan du prøve beta-versionen af Firefox 3.1 her.
Firefox 3 kan du downloade her.
Safari
I slutningen af februar blev Apples browser Safari 4 frigivet i en beta-version, og browseren har fart på (læs mere om det
her).
Safari rummer nogle spændende visuelle tiltag som Top Sites (overblik over dine favoritsider/mest besøgte) og Cover Flow (bladr gennem din historik på iPod/iPhone manér). Andre features er for eksempel full history search og full-page zoom.
Derudover skal man bemærke, at fanebladene er placeret over adresselinjen og kan hives ud i et nyt vindue.
Du kan prøve Safari 4 her - men husk, at det er en beta-udgave, så den kan rumme fejl.
Google Chrome
Googles første browser, Chrome, kom i september sidste år.
Browseren virkede hurtig og enkel, men var i beta og fik hurtigt problemer med sikkerheden.
Chrome kom i digital bad standing, men har siden da fået fjernet beta-stemplet og er nu på linje med andre browsere.
Chrome byder blandt andet på inkognito-tilstand, dynamiske faner og hver fane kører i sin egen proces, så hele browseren ikke chrasher på grund af en enkelt webside.
Browseren er et frisk pust og meget enkel at gå til. Designet er lyst, og ligesom i Safari ligger fanebladene over adresselinjen.
Du kan downloade Google Chrome her.
Er du til test-versioner, så har Google også en beta-udgave af Chrome. Den rummer nye tiltag, som Google vil prøve af - og derfor kan det være, at alt ikke fungerer helt optimalt. Du kan hente beta-udgaven her.
Opera
Norske Opera er efterhånden mere kendt for sin mobilbrowser end for udgaven til computere.
Men Opera til pc'er er værd at kigge nærmere på. Her får du blandt andet Speed Dial (et enkelt klik til dine favoritsider), sider der crasher genåbnes, Mouse Gestures, Feed Preview, søg direkte i adresselinjen og en indbygget mail-klient i browseren.
Nyeste udgave er Opera 9.6, som du kan downloade her.
Alternative browsere
Ud over de store, kendte browsere findes der også en række mindre, nicheprægede-browsere. Her er nogle eksempler:
Maxthon
Maxthon er fyldt med værktøjer til at gøre dit internet-eventyr nemmere. Du kan for eksempel indstille Maxthon, så den husker de sider, du havde fremme sidst, du brugte browseren og automatisk henter dem frem igen.
Du kan også vælge at få en startside med en oversigt over, de sider, du havde åbne, sidst du lukkede ned, og hvis du for eksempel har fire faste websider, du tjekker, hver gang du går på nettet, kan du vælge, at Maxthon automatisk skal åbne dem alle, hver gang du åbner browseren.
Der er mange flere features som for eksempel en RSS-læser, en knap til at tage skærmbilleder og muligheden for, at en webside automatisk åbner i en ny tab, når du indtaster adressen.
Du kan downloade Maxthon her.
Hydra
Hydra er tiltænkt som et supplement til din primære browser. Hydra er funktionsrig og har et webgallery, der fungerer som foretrukne, RSS, faneblade og en indbygget funktion til at tage screenshots.
Hydra rummer også phishing-filter, mulighed for at slette alle dine internetspor, huske dine profiler, bruge den indbyggede oversætter og meget mere.
Du kan downloade Hydra her.
Flock
Flock er en social browser. Idéen er, at man får nem adgang til sociale webtjenester, så du ikke behøver at logge ind på Facebook, YouTube og så videre hele tiden.
Det bliver også nemmere at blogge, uploade billeder til webtjenester (Picasa eller Flickr for eksempel) og lignende. Flock har samme tekniske baggrund som Firefox.
Du kan downloade Flock her.
Blackbird
Blackbird er en browser, der er målrettet den sorte befolkning i USA (african american).
Browseren er skabt til nemmere at få underholdning fra sorte miljøer og få internetnyheder tv, sport, websider for sorte.
Dermed er browseren næppe så relevant for flertallet af PC Worlds læsere, men dog et godt eksempel på at der findes meget nicheprægede browsere.
For en god ordens skyld skal vi lige nævne, at man gerne må bruge browseren, selv om man ikke hører til målgruppen.
Du kan downloade Blackbird her.